Min smukke datter…

Engang, for ikke særligt længe siden, havde jeg en yndig lille datter på fire…

Om ganske få dage har jeg en stor (yndig) datter på elleve, som er i fuld gang med at udforske gråzonen mellem barn og voksen. En datter som, når hun er i det humør, er nær ved at kunne vælte de indvendige mure herhjemme, med sin smækken med dørene. En datter der, som i går aftes, gerne putter mellem mor og far, for at blive nusset på ryggen.

Allermest har jeg en datter, som allerede er blevet alt for stor, alt for hurtigt. En datter, som allerede nu er på vej ind i den alder, hvor mor ikke længere er fejlfri og fantastisk, men tværtimod pinlig, irriterende og ikke mindst fejlbehæftet, så det burde udløse en ombytning. Sådan er det jo. Sådan skal det være og det er okay med mig. Jeg kommer nok igennem de næste mange år og om ikke andet, har jeg stadig en weekendtaske, som kan pakkes i en fart, når jeg ind imellem får brug for en pause fra stormvejret, som kun lige er begyndt at trække op.

Hun har skrevet ønskeseddel. Et af de ønsker, som står øverst, er morgenmad på sengen og pandekager. Større er hun alligevel ikke.

Hun skal få morgenmad på sengen torsdag morgen, inden hun står op. Hun skal få de amerikanske pandekager hun elsker så højt. Hun skal få lov til at vågne i eget tempo og komme for sent i skole. Hun skal få lov til at mærke, at hun er elsket og har forældre, som stadig gider glæde hende, selvom hun ind imellem er noget af en mundfuld, min dejlige store pige…