Tågen letter ikke…

Tåge er smukt. Det gemmer på eventyr og mystik, hemmeligheder og trolde. Det gør alting utydeligt og rundt. Verden bliver på forunderlig vis blødere og blidere. Selv stemmerne lyder anderledes i tåge.

Tidligere i dag sad jeg indenfor og kiggede ud på tågen, som langsomt samlede sig ude i skoven bagved. Det var et smukt syn og jeg nød ind imellem, at snige mig til en pause inde ved panoramavinduerne, hvor udsigten op mod skoven var vidunderlig.

Jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg ville en tur op i skoven, så snart jeg kunne slippe afsted og jeg huskede det, da jeg nogle timer senere smøg mig ud ad døren. Jeg tog bilen op på Skovbakken. Oppe ved Aalborgtårnet holdt jeg ind og steg ud af bilen og så ramte den mig. Tågens desværre så kedelige følgesvende er våd og fugtig og jeg huskede pludselig, hvorfor jeg normalt aldrig gider være udenfor, men helst beundrer indefra, når vejret er som i dag.

Efter 2 minutter udenfor var jeg kold og klam og ansigtet var fugtigt efter nærkontakten med en luftfugtighed der burde være forbudt. Jeg tog et par billeder, skyndte mig tilbage i bilen og fandt vejen hjem, til en kop kaffe og det gode selskab.

Aalborgtårnet? Jamen det var helt forsvundet i tågen, så det får du en anden gang…