Kaffetår

Jeg kan drikke kaffe uanset tidspunktet. Jeg har aldrig oplevet, at indtagelse af drikken har bestemt, at jeg ikke kan sove, når den tid er.

Jeg kan lide en kop kaffe, men jeg kan også lide, når jeg ulejliger mig med at finde yndlingskoppen frem og gør mig umage med den ene kop, jeg så drikker.

Kaffekoppen er ikke af de mindste. Faktisk er den vel en jumbokop beregnet til te, men det er jeg og kaffen nu ligeglade med. Til gengæld er jeg så alligevel nøjsom og tager ikke mere end den ene kop.

Den bliver hældt næsten fuld af kaffen fra stempelkanden. Når den står klar og damper, finder jeg min sukker frem. Oppe på hylden, lige over køkkenbordet, står dåsen med La Perruche sukkeret. Nogle vil garanteret postulere, at der ikke er forskel på den og en raffineret og snehvid fra Danisco, men det er langt fra sandheden. Det her er uraffineret, brunt sukker, som ligger i dåsen og slikker beundring, hver gang jeg letter på låget.

Uens mørke stykker sukker ligger og venter, mens jeg står og ubeslutsom vender stykkerne. Jeg ved præcis hvor meget sukker, jeg kan lide i en kop af den størrelse. Èt stykke er ikke tilstrækkeligt, men 2 store stykker er for sødt. Det skal passe og jeg kan næsten på øjemål se de to stykker sukker, som tilsammen vil søde præcist, som jeg kan lide det. Et af de store, et af de små – plop siger det, når de rammer overfladen og synker til bunds i den stadig kulsorte kaffe.

Så er det tid for mælken. Thises minimælk, et hurtigt opkog på blusset og hældt med mild hånd direkte fra kaserollen og ned i kaffen, hvor det blander sig med den mørke drik og ender med en smuk gyldenbrun nuance, som ikke alene er smuk, men også lover noget godt for smagsløgene, når de om lidt skal fornøjes.

Jeg bliver aldrig skuffet. Det smager himmelsk. Måske i virkeligheden fordi, jeg gør det til noget himmelsk. Selvbedrag måske endda. Det ville være i orden med mig. Jeg elsker den kop kaffe…