Nedenfor kommer et meget langt indlæg, som for de fleste måske vil være temmelig kedeligt at læse, men så spring det over.
Fie har reageret på et af mine tidligere indlæg med en kommentar i form af en lang post på egen blog. Den omhandler min familie og er på ingen måde repræsentativ for den virkelighed jeg lever i, hvorfor jeg synes det har været nødvendigt, at rette op på nogle af misforståelserne her.
Fies post kommer nedenfor (med fed skrift) – med mine kommentarer indsat undervejs.
Et spark under bæltestedet….. døm selv.
Det danske samfund er godt at leve i, men hvad er ret og hvad er rimeligt???
Da den ovenstående blog udførligt og detaljeret beskriver enhver bevægelse i familielivet og dagligdagen, og især deres trængsler med en handicappet søn, hvor kravene til kommunen bliver skærpede igen og igen, til trods for at dette hjem får en kæmpestøtte i form af vederlag til at passe denne søn.
Jeg forstår ikke hvor du har opfattelsen af at kravene til kommunen bliver skærpede igen og igen Fie? Det mener jeg da bestemt ikke de gør. Hvis jeg skal forstå det således, at du mener vi anker en afgørelse, så er det tilfældet ja, men det handler dybest set ikke om et afslag, men om den manglende sagsbehandling. Det er klart, at vi gør det for at få medhold, men udgangspunktet er en mangelfuld sagsbehandling, som ingen i Danmark burde udsættes for uanset om de er handicappede, kontanthjælpsmodtagere eller på anden vis udfordrede og derfor i en situation, hvor de har brug for rådgivning og hjælp.
Omkring den ???kæmpestøtte i form af et vederlag??? du anfører vi modtager for at passe Alexander, så kan jeg kun give dig ret. Det er da en kæmpe udskrivning at give en person lønkompensation, men jeg kan røbe her, at det beløb vi modtager, ligger i det vi alle sammen kender som lavtlønsområdet.
Jeg kan også betro dig, at havde vi et reelt valg, ville vi begge arbejde. Havde vi et fornuftigt alternativ, så vores liv ikke således ud, for ingen ønsker vist at være afhængige af et system og vil formentlig meget hellere klare sig selv. Sådan er vi i hvert fald indrettede og ud over det ønske, havde vi også karrieredrømme og ønsker for vores fremtid på arbejdsmarkedet, da vi fik Alexander. De er blevet pakket væk til fordel for behovet for at give Alexander et værdigt og rigt liv, men det koster både i hverdagen og engang ude i fremtiden, når Alexander flytter hjemmefra og hans far står uden store muligheder for at vende tilbage til et arbejdsmarked, som han i så mange år har været væk fra. Hans uddannelse vil være forældet og hans alder være en hæmsko. Han har ingen mulighed for at holde fast i arbejdsmarkedet ved at være tilknyttet en a-kasse, for de vil ikke have passive medlemmer i mere end 2 år, hvorfor han for længst er smidt ud. Systemet levner ikke plads til yderligere uddannelse eller dygtiggørelse, mens man er på lønkompensation.
Systemet tilbyder 3 måneders lønkompensation fra den dato den unge mand flytter hjemmefra, så stopper udbetalingen, hvilket vel grundlæggende må siges at være rimeligt nok, men med de menneskelige og økonomiske omkostninger det har for den hjemmegående forælder, er det bestemt ikke attraktivt, at være modtager af lønkompensation på de betingelser vi er det herhjemme.
Vi synes ikke, at vi har et reelt valg, for alternativet er at placere Alexander udenfor hjemmet, hvilket vi ikke ønsker. Vi elsker ham højt og ønsker at give ham et familieliv, som ligner det de fleste andre børn i Danmark tilbydes. Vi ønsker at være hans far og mor på heltid og ikke kun i besøgstid.
En døgninstitutionsplads, som kan rumme Alexander og hans behov, koster alt mellem 3/4 og godt 1 million kroner om året. Vi koster ikke noget i nærheden af ovenstående beløb på årsplan, hvorfor kommunerne også er så vældigt glade for at tildele forældre denne lønkompensation.
Vi tager imod den, fordi vi ikke synes, at der er noget godt eller acceptabelt alternativ. Ikke fordi vi gerne vil.
Det er helt sikkert ikke et let job at passe denne søn, og den øvrige familie er sandsynligvis afskåret for en hel del sociale relationer, hvis ikke moderen var en ivrig blogger, som får megen respons på sine trængsler.
Skulle det at jeg blogger kunne kompensere for færre sociale relationer? Fie, det er under bæltestedet og langt under din værdighed, for det ved vi begge to ikke er sandt.
Uanset, at familien får hjælp i alle retninger, har bil, får installeret nyt køkken, har lejeindtægt og alle handicaphjælpemidler stillet til rådighed, så der INTET der tyder på mangel af materielle goder, og ikke at forglemme, er der også stillet en aflastningsfamilie til rådighed.
Vi får masser af hjælp og er meget taknemmelige for den. Jeg synes faktisk, at jeg er god til netop at fremhæve, at vi i Danmark lever i et samfund, som heldigvis er skruet sådan sammen, at der oftest er hjælp at hente.
Vi har bil. Jeg kan ikke se relevansen i at fremhæve det? Måske mener du, at vi så er heldigere stillet end så mange andre familier i Danmark og det er da sandt, men bilen er også en garanti for, at familien kan foretage sig ting sammen. Havde vi ikke den, havde vi ikke mulighed for at komme udenfor hjemmets fire vægge. Alexander tåler ikke træk, hvorfor en bybus ikke er anvendelig for os og taxakørsel har vi sandelig ikke råd til. Bilen betaler vi for øvrigt selv, så den eller så udbredte misforståelse, at en handicapbus er noget ???man får fra kommunen??? er altså slet ikke i tråd med virkeligheden. Jeg skal gerne uddybe, hvis det ønskes.
Vi installerer nyt køkken. Det har jeg også svært ved at se relevansen i at nævne. Så længe du ikke har bare den svageste ide om hvordan det er finansieret, kan det vel næppe have relevans for det her.
Vi har lejeindtægt, siger du? Øh… nej, det har vi ikke, men du læser tilsyneladende ikke specielt meget med her på siden, på trods af at det er det indtryk du forsøger at give. At have lejere er for øvrigt ikke nogen overskudsforretning her på matriklen, så det øger altså ikke familiens formue.
Det er fortvivlende at se dig skrive, at vi får ??? alle handicaphjælpemidler stillet til rådighed???, for hvad i alverden har dog givet dig det indtryk. Hvis du mener dig kompetent til at udtale dig omkring Alexander og hans familie skylder du også, at du har læst med her og ikke bare baserer det hele på antagelser.
De sidste mange måneder har vi haft et besværligt liv fordi vi netop ikke har de hjælpemidler til Alexander, som er nødvendige. Vi mangler noget så basalt som en stol til ham. Vi ventede i 8 måneder på, at kommunen fik tid til at kontakte os angående samme. Nu venter vi, på 11. måned, på en stol til Alexander.
Vi mangler ikke materielle goder. Jeg klager bestemt ikke, men det er et spørgsmål om at prioritere. Jeg undværer ting, som du tager for givet og anser for uundværlige, fordi jeg vælger at prioritere anderledes end du, men det kan aldrig blive en indikator for hvor mange penge jeg har. Det kan afsløre mine prioriteringer, men aldrig min formue.
???… og ikke at forglemme, er der også stillet en aflastningsfamilie til rådighed.???
Hvor i alverden læser du med henne, for det er sørme da ikke her. I dit indlæg bliver du meget personlig og det har jeg det okay med, men ikke når du ikke ulejliger dig med, at sætte dig ind i den virkelighed jeg ofte nok har beskrevet på bloggen her.
Vi har ingen aflastningsfamilie. Alexander er på aflastning på en døgninstitution, for der er nemlig ingen familier, som kan eller vil påtage sig det store arbejde og ansvar det er, at varetage hans behov. Alexander skal altså placeres 14 dage på en døgninstitution med skiftende personale og en normering, som umuliggør meget mere end dækning af de mest basale behov for hans vedkommende og det mens vi andre tager på sommerferie.
Hvilke andre familier kender du for øvrigt, som vælger at tage på sommerferie, men lader deres ene barn passe hjemme imens?
Men dette er åbenbart ikke tilstrækkeligt, både til den kommende sommerferie, og sidste år, ønsker man sandelig osse at kommunen skal stille en handicapmedhjælper til rådighed i de 14 dage, man ønsker at rejse udenlands i sommerferien.
Hvor i alverden kommer det med den kommende sommerferie på banen? Vi anker sagen fra sidste år. Det er den du læser om, så mine sommerferieplaner for i år, har vist ingen relevans.
Ja, vi ønsker en hjælper med på ferie og det handler om, at de 2 uger om året skal være ferie for hele familien. Vi vil gerne, at hele familien får en god oplevelse. At alle familiemedlemmer oplever de 14 dage som det de er for andre familier også. Et åndehul, hvor fra man kommer glad og genopladet tilbage til hverdagen.
En hjælper er med til at garantere søvn til hele familien. En hjælper er med til at aflaste far, så han ikke skal være alene om at løfte under forhold, som aldrig bliver optimale. En hjælper er med, så det ikke nødvendigvis er mor eller far, som hver aften skal bruge 1½ time på aftensmaden med Alexander. En hjælper er med, så Alexander kan opleve at sende sine forældre ud for at spise en aften. En hjælper er med, så Alexander kan give sine forældre fri. Så det ikke er en arbejdsferie 24/7 de er taget af sted på, men en familieferie, hvor alles behov bliver tilgodeset.
En hjælper er med de 2 uger om året, fordi de 50 andre uger varetages af hans forældre, som nyder at kunne give slip på bare dele af de praktiske ting, som ellers optager hverdagen. En hjælper er med, fordi det vil give tilstrækkeligt med luft til, at der er overskud til at nyde og til bare at være en familie.
Det er 2 uger om året vi taler om. De resterende 50 varetager vi alle hans behov for en ualmindeligt ringe løn.
Har den familie aldrig hørt om prioriteringer???
Kunne man ikke ha’ undladt nogle af de materielle goder, hvis det er så magtpåliggende, at ha’ den handicappede søn med på ferie, og således selv ha’ bekostet 2 ugers løn for en medhjælper.
Finder du det unaturligt at vi gerne vil have vores søn med på ferie? Det gør vi ikke. Vi kunne ikke drømme om at holde sommerferie uden vores børn. Dem begge altså. Vi er en familie og sommerferien er så absolut årets højdepunkt og det er i de 2 uger vi er sydpå, at Alexander kan deltage helt og fuldt i familielivet og på intet tidspunkt oplever sig selv som stopklods for de frie udfoldelser. Det er de 2 uger om året, hvor han kan foretage sig alt det, som resten af familien kan og hvor Alexander oplever, at vores aktiviteter ikke er bundet op på ham og hans fysik. Hvor vejret ikke er afgørende for, om familien kan have aktiviteter udenfor. Det er bl.a. også derfor vi prioriterer sommerferien så højt, som vi gør.
Vores familie beder om at få hjælp til dækning af de merudgifter der er i forbindelse med at rejse med et familiemedlem, som er handicappet. Altså hjælp til at dække de ekstra udgifter der er, når man f.eks. ikke kan benytte sig af nogle af de tilbudsrejser der ellers findes, men har anderledes behov, som skal dækkes hvad enten man befinder sig i Danmark eller udlandet.
Vi er i forvejen hårdt ramt økonomisk – når man får lønkompensation er der ikke noget der hedder lønstigninger ud over de i loven foreskrevne dyrtidsreguleringer, hvorfor min mand får stor set det samme i løn, som han gjorde for 10 år siden. Der er heller ikke muligheder for på anden vis at supplere indtægten, for det er ganske enkelt ikke tilladt, når man er aflønnet af kommunen, som han er. Han hverken kan eller må tage et aftenjob for at supplere vores indtægt, for han er ansat 24/7 365 dage om året for en løn som er mindre end de flestes.
I Danmark har man forøvrigt et grundprincip som siger, at familier med handicappede børn ikke må stilles ringere end familier uden den udfordring. Det er bl.a. det vores skat går til. Det princip er vedtaget for bl.a. at sikre, at disse børn ikke flytter for tidligt hjemmefra og selvfølgelig kan man diskutere rimeligheden i det, men set med de flestes øjne er det nok ønskeligt, at børn vokser op i deres familier frem for på institutioner. Desuden er der i det lange løb en enorm økonomisk besparelse ved at bevare dette princip, som jeg tidligere har beskrevet og det er sikkert ikke gået politikernes næse forbi.
Staten stiller dig overfor et valg, når du får en handicappet barn. Du kan vælge at sende det på institution eller tage imod tilbudet om, at få en kompensation, som gør det muligt for dig, at leve et liv, som modsvarer det du havde før.
Vi har valgt at tage imod tilbudet om kompensation. Det betyder også, at min ferie ikke kan være 3 gange så dyr som din ferie, hvis jeg skal have råd til at tage af sted på den, men selvfølgelig kan det i stedet ende med, at familien tvinges ud i en institutionsanbringelse, som i sidste ende vil koste samfundet meget mere, end denne løsning gør. Heri er slet ikke indregnet de menneskelig omkostninger ved sådan en løsning.
Tingene er sjældent så enkle, som nogle gerne vil se dem…
Skal det ligefrem være god forretning ikke at sende sin søn på instution, men derimod bare kræve ind og lukrere på kommunen, siden man intet afsavn vil lide rent økonomisk, alt imens ‘grædekonerne’ i kommentarfunktionen lufter deres harme, og åbentbart ikke gør sig klart, at det er skatteyderne der bekoster denne families stadig stigende krav til deres påfund, og ønsker som ingengang et udearbejdende forældrepar på fuldtid kan tillade sig hvert år.
For slet ikke at tale om folk på overførselsindkomst af anden art.
Hvad i alverden får dig til at mene, at det er en god forretning ikke at sende sin søn på institution? Skal vi se lidt firkantet på det her, er den bedste økonomiske forretning for skatteyderne (det er for øvrigt også mig) sandelig så rigeligt, at kommunen aflønner den ene forælder frem for en placering på en døgninstitution og for familien er det er rigtig dårlig forretning, som koster økonomisk resten af livet.
Omkring ønskerne som ikke engang et udearbejdende forældrepar på fuldtid kan tillade sig hvert år, så er det jo et spørgsmål om at prioritere.
Vi ved, at en ferie sydpå betyder alverden for Alexander. Det betyder, at han i 14 dage får lov til at føle sig som en del af familien i stedet for at føle sig som den der altid begrænser den. Vi ved også, at de år, hvor vi ikke er kommet af sted på ferie, har efterår og vintre været præget af kontinuerlige forløb med infektioner hvorimod infektionshyppigheden er væsentligt reduceret de år, hvor vi har været af sted på ferie. Vi er garanteret 2 ugers samvær, hvor ingen i familien er nødt til at stå op om natten for at give maske eller suge slim. Vi ved, at det er 2 uger, hvor vi alle sammen kun skal nyde hinandens selskab og de timer er der kun alt for få af i løbet af et helt år.
Vi prioriterer den sommerferie meget højt. Vi undværer andre ting hele året, for at sikre, at der er råd til sommerferien.
???…der bekoster denne families stadig stigende krav til deres påfund,???
Hvad i alverden er det for stigende krav og påfund du hentyder til?
Og den raske datter kunne måske også trænge til at få forældrenes fulde opmærksomhed i et par uger?!
Hvorfor i alverden skulle hun trænge til det? Hun er såmænd ikke i underskud hvad det angår og hun ville savne sin bror forfærdeligt, hvis hun skulle undvære ham i nogle af de bedste uger på hele året. Hun ville synes, at det var helt forkert, at han ikke også skulle være en del af hendes oplevelser.
Og hvor meget har sønnen egentligt ud af, at blive flyttet ud af sine vante omgivelser, der også omfatter aflastningsfamilien, er det ikke bare rendyrket egoisme fra familiens side, og prioriterer de i virkeligheden sønnens behov først og fremmest???
Det lyder for mig som om, at du ikke kan forestille dig, at Alexander også har lyst til oplevelser. Som om du tror, at hans liv er så rigeligt fuldt, når bare han ser de samme vægge og de samme mennesker hele tiden. Han er fysisk handicappet, men det betyder da ikke, at han ikke også nyder, at få nye oplevelser.
Alexander lever højt på sine sommerferier og fortæller om dem igen og igen, så jeg er ikke det mindste i tvivl om, at de og alt det de omfatter af nye oplevelser og samvær på næsten ligeværdige betingelser er en meget vigtig del af hans liv. Han glæder sig enormt meget hvert eneste år, når vi begynder at snakke om den kommende ferie.
Eller er det virkeligt bare socialforvaltningen/kommunen, der er helt umenneskelige….og HVOR stor ‘menneskelighed’ skal samfundet/skatteyderne egentlig udvise?!
Det sidste er jeg vist ikke kompetent til at svare på. Jeg synes, at vores familie betaler en meget høj pris for et af naturens luner, så jeg ville af naturlige årsager være frygteligt forudindtaget ligesom jeg synes du har været i dit indlæg. Fordømmende og på et grundlag, som på ingen måde kan retfærdiggøres af manglende viden, for har man ikke forstand til at tale kan man i det mindste gøre andre den tjeneste at tie.
Det har været mig magtpåliggende at rydde nogle af misforståelserne af vejen, fordi de ellers nemt kunne komme til at fremstå som sandheden, hvad de langt fra er. Det håber jeg, at jeg har fået belyst i indlægget her.
89 kommentarer
Liselotte
20. januar 2006 at 18:04Tak Michael :-)
Michael
20. januar 2006 at 15:21Hej Liselotte,
Sidst jeg var her forbi havde vi en diskussion om Doman og om vores kamp med systemet for at få diverse hjælpemidler som kan gøre vores hverdag lidt lettere og forhåbentlig forhindre at vi skal invalidepension alt for tidligt pga. tunge løft.
Gu fanden skal i da på ferie (i betaler den jo selv) og selvfølgelig skal i have en hjælper med.
Den tågesnak om at vi familier til handicappede er forkælede er en ekstrem enfoldig holdning.
Har egentlig ikke et modsvar til Fie, det har du jo også gjort så glimrende.
Mvh
Michael
Mayas far
Liselotte
18. januar 2006 at 22:55@Mathias: Dejligt at høre, at jeg fik forklaret mig ordentligt. Ikke fordi du nødvendigvis er enig, men fordi du fik lidt ud af min forklaring :-)
Mathias
18. januar 2006 at 22:49@Kimporator: Jeg mener at samfundets fornemste opgave er at hjælpe de svageste i samfundet – og herunder også Alexander. Og min holdning er, at vi må sætte skatten så vi har råd til dette – men når det er sagt, så synes jeg det er beskæmmende at så mange er imod at regulere skatten for at hjælpe andre. Det er her prioriteringerne kommer ind
@Liselotte: Du har klart givet mig et mere nuanceret billede af situationen og jeg kan godt forstå dine argumenter for at få en hjælper med!
Kimporator
15. januar 2006 at 22:53@-:
Næee lille anonyme De, det tror jeg ikke vi behøver lade os nøje med, selvom jeg da godt kan se at det for nogle (måske Dem selv?) er ubehageligt at få venstrefløjens fallit på tryk ;-)
Liselotte
15. januar 2006 at 22:51Tak skal du have Mathias og jeg forstår, at du kan se tingene sådan.
Jeg vil gerne prøve at forklare hvorfor en hjælper med på ferie er så attraktivt for os. Ikke at det nødvendigvis skal rokke det mindste ved din opfattelse af tingene, men blot for at uddybe yderligere.
Alexander kan enten passes på institution mens vi holder ferie, eller han kan holde sommerferie sammen med os. (Institutionsløsningen er for øvrigt betragteligt meget dyrere end at bevilge os en hjælper, hvis vi skal snakke penge, men det er nu ikke mit ærinde her).
Er det sidste tilfældet, vil en hjælper kunne give os et af de “åndehuller” vi nyder i løbet af året, hvor vi ellers er optaget af at give ham en god hverdag med alt hvad det indebærer.
De fleste forældre (også enlige) oplever, at der ind imellem er små åndehuller, hvor veninder, bedsteforældre eller andre tager sig af børnene. De oplever også, at deres børn vokser sig så store, at de begynder at tage med kammerater hjem eller i ungdomsklub og ad den vej frigør sig mere og mere fra dem. Både psykisk, men absolut også fysisk.
De har ikke længere behov for at få hjælp til at spise, gå på toilettet, skifte tøj, læse blade, lege med legetøj eller gå i seng. Det oplever jeg ikke. Jeg har i 16 år haft alt den praktiske omsorg, som normalt ophører indenfor en relativ kort årrække.
Du må ikke misforstå mig, for det er ikke en beklagelse, men det er for at prøve at forklare, hvorfor vi synes det er dejligt, at have en hjælper med på ferie. Så bliver det nemlig også ferie for os og ikke hverdagen med alle de praktiske opgaver, som blot flyttes ind i andre fysiske rammer.
Vi har heldigvis aflastning. Alexander er i aflastning med omtrent 20-25 overnatninger på årsbasis. Han er tildelt flere aflastningsdøgn, men fordi han så ofte er syg, kan han ikke komme på institutionen (han kunne smitte en frygtelig masse andre børn og har det også bedst hjemme), så i løbet af et år, er det ikke mange døgn, hvor vi ikke er i fuldt sving med alt det praktiske omkring ham. Derfor er sommerferien dyrebar for os, men jeg forstår sagtens, at du kan anskue tingene, som du gør – jeg havde bare lyst til at prøve at forklare noget, som naturligvis stadig kan forekomme urimeligt luksuriøst.
Kimporator
15. januar 2006 at 22:50@Mathias:
1) Hvem er det der står foran dem i køen til hjælp? Hvilke normale familier er det der skal hjælpes på ferie og hvilket handicap er det der berettiger at denne hjælp gives til dem før den gives til en multihandicappets feriemulighed?
2) Synes du middelklassefamilierne, 1 skolelærer og en håndværker med 2 børn eksempelvis, hvor hvert barn har eget tv, mobil, pc og meget meget mere, skal spytte mere i bøssen – eller har de bare “tjent deres ærlige penge selv” og bla bla (vi kender vrøvlet fra de ååååh så normalitetsramte stakler)
Når det er sagt, vil jeg bare sige at dit input var meget interessant ;o)
Mathias
15. januar 2006 at 21:27Med hensyn til diverse hjælpemidler og lign. kan jeg absolut ikke være uenig i, at det skal være et minimumskrav. MEN,
for mig at se, er der mange i de svageste sociale grupper som ikke kan komme på sommerferie, så selvom det er nok så godt for Alexander synes jeg det virker uanstændigt at bruge skatteydernes penge til at sende en hjælper med Jer, når der er “ganske” normale familier der heller ikke har råd til at tage på ferie.
Men når det så er sagt vil jeg sige, at du skriver en rigtig interessant weblog, LL, som jeg nyder at følge med i.
planton
15. januar 2006 at 17:45Diskussioner om offentlige nedskæringer og udvisning af asylsøgere og lignende bliver pludseligt meget ubehagelige, når det drejer sig om nogen, man har sympati for eller kender personligt. Personligt ville jeg betragte det, som at vinde i (Lise)lotteriet at få LL som mor, hvis jeg var multihandikappet – og jeg er ikke misundelig på lidt tilskud til adspredelse i en hård hverdag, uanset om det foregår i Padborg eller Provence.
Men jeg ville ønske at alle, der deler denne sympati med mig, vil huske den når vi skal stemme næste gang….. og Fie, mon ikke hun har lært lidt om makro- og mikrokommunikation ;o)
-
15. januar 2006 at 13:06kunne hr. kimporator og fru møller evt. ikke henlægge deres diskussion til egne blogs – eller private emails?
den virker ikke længere relevant for andre ;-)
Kimporator
15. januar 2006 at 11:40Fr. Møller: Nu du hiver klicheen “borgerlig/liberal regering” frem og ligesom antyder at DEN har ansvaret, så vil jeg da lige pege på, at det store skred i behandlingen af samfundets udsatte, aktiveringspsykopatien, fratagelses af det vi ofte opfatter som velerhvervede rettigheder og laveste standard, kom under Nyrup-regeringen. I Schlüters tid var det næsten en svir at være arbejdsløs ;o)
Du skal huske på at den kollektivistiske tankegang ligger til venstre i salen. Det er SF og S der sætter systemet over mennesket og højrefløjen der sætter individets rettigheder øverst. En ofte misbrugt kliche, ja, men med en del sandhed i sig. En af grundene til at Fogh fortsætter Nyrup-linien med en Arbeit-macht-Frei-slavepisker-minister, er netop at de er blevet socialdemokrater, kollektivister.
Et radikalt bud på historien.
Et citat:
“Til gengæld er den tid også forbi, hvor man kaldte en spade for en spade. Nu hedder det ikke længere tvangsarbejde, men “aktivering”. Aktiveringen gives som et “tilbud”, bistandsklienten har pligt til at tage imod (i modsat fald kan der blive lukket for kontanthjælpen).”An offer you can’t refuse”.”
Fru Møller! De kan lige så godt indløse partimedlemskab hos Dansk Folkeparti, for det er det eneste parti der blot tilnærmelsesvist varetager Deres interesser. Den muslimske masseindvandring er dyr og de tiltag der skal afhjælpe deres undergravning af samfundet rammer alle i bunden, for som Deres radirøde kammerater vil have det: Der må ikke diskrimineres mod musserne, så alle der falder i samme socialgruppe, skal kanøfles. De, Fru Møller, betaler 2 regninger: Dels den muslimske, og dels for middelklassens egoisme. Under Sclüter betalte folk af Deres slags kun een.
P.K.
Liselotte
15. januar 2006 at 11:00Jeg er enig med dig Lotte og diskussionen havde været interessant taget på et generelt plan, men ikke vendt som en udlevering af min familie. Det er sølle.
Lotte
15. januar 2006 at 10:44Hmm…en kommentar fra en blogger i eksil.
Jeg føler mig overbevist om, at Fie har fanget pointen for nuværende. Om ikke andet fordi det hermed er bevist, at en af Danmarks mest læst bloggere har mange læsere og mange sympatisører.
Jeg tror også, at man NU skal passe på med ikke at gøre sig skyldig i det samme som Fie tilsigtet eller ikke tilsigtet gjorde sig skyldig i som udgangspunkt.
For så vidt Fie havde magtet at hæve debatten til et generelt niveau, havde hele denne streng sikkert set anderledes ud. Principielt set skriver hun ikke noget, der ikke kan læses på mange andre blogge, hvis pointerne hæves til generelle betragtninger.
Fies ord er ikke sølle. Fies ord er Fies ord, og for nuværende er der ingen der ved, hvad hendes intention i udgangspunktet egentlig var. Nuvel, der kunne være tænkt/skrevet anderledes, ord kan mange ting. Men kollektivt ansvar og omsorg for næsten er ikke kun vendt mod den forudrettede (i dette tilfælde Liselotte) hvis der skal kunne tales om medmenneskelighed.
Hvis Fies intention var at begå cyberselvmord eller få en masse mennesker vendt mod sig, så er det lykkedes.
Jeg tvivler på, at det var hendes hensigt.
Jeg tror, Fie har fanget pointen.
Lotte :-)
Fr. Møller
15. januar 2006 at 02:43Nej, many – du har beklageligvis ikke fattet noget som helst! Det handler overhovedet ikke om, hvad jeg måtte have råd til eller ikke råd til… For det handler ikke om mig!
Vi har valgt en borgerlig/liberal regering, og det er nu engang god, borgerlig/liberal politik, at så meget som muligt er den enkeltes eget ansvar. Ikke mindst økonomisk.
Kommunerne har bl.a. fået pålagt en større del af udgiften til førtidspension. Så det er logik for begyndere, at der må spares andre steder i socialforvaltningerne. Jeg siger ikke, at det er i orden – bare at det er logisk! Og det kan man, sødeste many, godt synes uden at lide af skyggen af misundelse!
miramarmora
15. januar 2006 at 01:52Takk for en god debatt!
Jeg kan bare slutte meg til de fleste her; All respekt til deg for din fattede og kloke måte å håndtere dette på!
Sherry
15. januar 2006 at 00:10Jeg bliver nødt til………jeg kan ikke sidde dette overhørigt. Jeg må kommentere. Bare lidt. Sorry. Jeg kan ikke lade være….
Jeg kan på det helt personlige plan konstatere at Fie formentligt har ligget temmeligt lunt i svingene på livets landevej indtil videre, og at skulle hun en dag skride i et af svingene og ved dette komme til at kysse virkelighedens kantede ansigt, ville hun muligvis efterfølgende være i stand til at se noget mere forstående og nuanceret på andres levevilkår.
Underligt som nogle først virkeligt forstår tingene, når de selv har stået midt i dem et stykke tid.
Foragt er et stærkt ord at bruge, og er noget jeg sjældent gør mig i. Men foragt er præcis hvad jeg føler når jeg læser Fie´s indlæg. Mage til uintelligent og hadefuldt klamp skal man lede længe efter.
“Kære” Fie!
(Jeg tør vædde 5 flasker god whisky på at du læser med her. Især da du sletter kommentaterne på din egen blog – hvilket siger en hel del om din – absolut manglende – seriøsitet).
Sølle……så sølle er dine ord at du skulle skamme dig langt ind i næste årtusinde. Jeg kan sgu ikke finde ud af om jeg skal have ondt af dig, fordi du er så fattigt et menneske så jeg væmmes, eller om jeg skal forhåndsreservere en plads på Bloksbjerg til dig så den er rede til dig når vi rammer Skt. Hans.
Skrev du for at få plads på opmærksomhedens alter (?), for så lykkedes din mission. Blot burde du i bekræftende fald ikke bruge andres ulykke på en så respektløs måde, – nærmest som trædepude – for at komme højt nok til vejrs for at blive set. Bvadr!
Ferien!
Just for the record, nu hvor ferien er under luppen: Ifølge min bedste overbevisning er ferien ikke en luksus. Den er i lige så høj grad en forebyggelse af infektioner hos Alexander, sådan som jeg har forstået det.
At få en hjælper med er kun rimeligt, da der formentligt ikke er nogle hjælpemidler til at løfte Alexander fra seng til stol, fra stol til bad osv. osv., der hvor i er på ferie. Altså, må det være ødelæggende for ryg osv. kun at være en person om de løft der er på en dag.
Hvad et det der gør at det er så svært at unde familien en familieferie med medhjælper hvor de kan tanke op på hygge, oplevelser og ja…ferie (som i: nu holder vi ferie og slapper HELT af fra den daglige trummerum)?
Jeg betaler med glæde min skat og helt ærligt? Jeg vil med lige så stor glæde skæppe i kassen med nogle ekstra kroner, så de svagere skæbner i samfundet kan få mere værdighed og kvalitet i deres liv.
Liselotte :o)
Dit svar til Fie gør dig stor ære. Respekt for det og for dig, samt for resten af familien du er så heldig at være en del af.
Mange tanker
/many
14. januar 2006 at 22:16Jeg forstod den godt, Fr. Møller.
Når du ikke har råd til ferierejser, skal andre heller ikke have.
Fr. Møller
14. januar 2006 at 20:18Kimpo – ja, vel er der penge nok i samfundet. Imidlertid bestemmer jeg ikke, at de skal bruges på at forgylde prioritetsbestyrere fremfor på at give handicappede et så rigt og værdigt liv som muligt! Og så gider jeg helt konsekvent ikke blande hverken muslimer, asatro, katolikker eller hinduer ind i dén diskussion – vi har, som du måske ved, religionsfrihed her i landet…
Det er muligt, du mener ferie – gerne i udlandet – er standard for velfærdssamfundet. Tillad mig at gøre opmærksom på, at vi er mange, der ikke lever i dette velfærdssamfund.
Og nej, det er ikke noget decideret handicap at være enlig forsørger. Imidlertid er det sådan, at udgiftsniveauet i dagens Danmark reelt kræver to indtægter. Enlige forsørgere får en vis kompensation fra det offentlige bl.a. i form af muligheden for ekstra børnetilskud – men tro mig – der er et godt stykke vej op til, at det på nogen måde modsvarer to regulære indkomster! Du bør også være intelligent nok til at vide, at det ikke er alle enlige forsørgere, der kynisk har valgt den livsmodel…
Min pointe er – stadig – at med så mange, der hutler sig ignnem dagligdagen, har vi valgt, at der ikke er råd til at give ekstra penge til, at nogen kan komme på ferie. Det må de selv klare – rimeligt eller ej.
Mon den fes ind nu ;-) ?
Grith
14. januar 2006 at 19:20Liselotte, jeg er tom for ord ang. denne sag! Hold da op. Mage til dumhed og faktisk direkte ondskab skal man lede længe efter. Nå lad nu det ligge. Ville bare lige skrive et par ord til dig. Jeg synes du og familien gør det bedste I kan for Alexander, og for jer selv. Og som mange andre respekterer jeg dig enormt for din kærlighed, engagement og viljestyrke. Især fordi du kan give Fie et svar som det der er kommet. Jeg tror sgu´jeg var flippet skråt på et meget lille menneske der går i så små små sko, men det får så være. Repekt for dit svar og for din måde at håndtere sagen på. Og Fie, måske du burde overveje at grave dig ned? Det ville jeg nok gøre….
Kimporator
14. januar 2006 at 18:56PS, der er jo penge nok i samfundet, Fru Møller, lyt til medierne og tænk på de 30 mia årligt ved hjemsendelse af samtlige muslimer ;-)
Kimporator
14. januar 2006 at 18:53Nej, Fru Møller. Det handler næppe om respekt, men om logik og konsekvens. Læs evt. min indlæg igen.
Meningen er at afhjælpe et handicap. Man kan vælge at spare, så hjælpen ikke bliver fuldstændig, eller man kan vælge at respektere valget konsekvent, sådan at hjælpen er gennemført. Til en konsekvent økonomisk hjælp hører hjælp til ferie, hvis man anerkender afholdelse af ferie som standarden for velfærdssamfundet. Men du kan da argumentere for at det at afholde ferie er en særlig luksus. Det giver bare ikke mening i mine ører, når det er normalen.
Så kommer vi til situationen enlig forælder. Her er samfundets norm klart at det ikke er et decideret handicap som skal kompenseres. Det er ikke en sygdom at være enlig! (At der så er forskellig støttemæssig kompens i praksis, er en anden sag.)
Jeg synes godt om at enlige kvinder har det hårdt. Det manglede bare. Mænd har et mere akut sexbehov, og magtbalancen er de seneste 30 år forrykket faretruende til kvindens fordel med al den støtte til enlige mødre. Vi får statsbørn, og fremtidens familie er uden far.
Kvindens behov for tryghed, materielt og sikkerhedsmæssigt, er dækket af Moder Stat. Det er ødelæggende for mændene, og vel også for kvinden. Kvinder bør tilskyndes til at søge en mand, så deres afhængigheder kan opveje hinanden.
På med læbestift og maskara (tilgiv stavningen med dette ord), du må bare ud og gøre dig lækker!
;o)
Fr. Møller
14. januar 2006 at 18:03Kimpo – jeg bekæmper sandelig ikke nogen – og da slet ikke Fr. Weller ;-). Jeg siger absolut heller ikke, at nogen kræver “fri gavebod” – er du sikker på, du ikke forveksler mig med Fie?
Det, jeg siger, er, at som der er skåret ned alle vegne, forstår jeg udmærket, at der ikke kan bevilges ekstra penge til, at en familie holder ferie med et handicappet barn. Om det er rimeligt eller ej? Hvis udgangspunktet er, at “samfundet” skal holde handicappede skadesløse i forhold til det, vi kalder “et normalt liv”, er det ikke rimeligt.
Men hvis vi sætter det i forhold til, at en del enlige forsørgere, der hverken har råd til hus eller bil, kæmper en daglig kamp for at få de økonomiske ender til at nå sammen, er det yderst rimeligt, at der ikke ydes tilskud til hjælp under sydens sol og palmer.
Synes jeg – og jeg er selvfølgelig parat til at tage de klø, den holdning måtte indbringe. Det handler ikke om misundelse overhovedet – blot om respekt for dem, der virkelig sidder hårdt i det.
Liselotte
14. januar 2006 at 15:41Selv tak Kirstine – for dine ord, som varmer ligesom alle andre ord herover har gjort det. I skal allesammen vide, at jeg og min familie sætter stor pris på jeres lyst til at bruge tid på at skrive her.
Jeg er altid villig til at indgå i dialoger omkring stort set hvadsomhelst også Alexanders støtte fra det offentlige, men på et overordnet og generelt plan. Misforståelser og fejlagtige opfattelser af min virkelighed kan jeg ikke sidde overhørig og derfor ovenstående indlæg, som har afstedkommet enorm respons og en fin mulighed for at forklare hvordan lidt af vores liv er skruet sammen.
Jeg havde mange overvejelser omkring offentliggørelsen af de meget private ting omkring vores økonomi, fordi jeg prøver at være personlig, men ikke privat og derfor aldrig har ønsket dette. Jeg fortæller ting om Kenneths liv, som på ingen måde havde været skrevet her, hvis ikke han havde billiget det. Han er spurgt og det har været svært for os begge, for ingen af os har ønsket det, men vores familie blev taget som gidsler og løsesummen var at blive privat.
Derfor har det her været barskt for os, for det er en udstillen af noget, som kunne misfortolkes i retning af et forsøg på at angle efter medlidenhed og støtte. Det skal ingen spilde kræfter på. Vi skal ikke ynkes, for vi har et fantastisk liv, men I skal alligevel have tak allesammen.
Kirstine
14. januar 2006 at 15:14Jeg er nybagt førtidspension, og dermed blandt de “ugunstigt stillede”, som Kimporator kalder det. Før det bouncede jeg i nogle år rundt i systemet, og ved om nogen, hvor tilfældigt det er om man får en god og saglig behandling, eller havner hos en kommunalt ansat som bare har siddet på den pind alt for længe, og kun kan sige ting som “det plejer vi ikke” og “det kan man ikke”, og bliver mistænksom hvis man er proaktiv og sætter sig ind i hvilke pligter og rettigheder man har. Jeg ved også, at det i mange socialforvaltninger er rutine at give afslag på alt hvad der kan koste dem penge. Jeg kender ikke til forholdene i Aalborg, men min egen kommune er så berygtet for den fremgangsmåde, at jeg brugte en uge på at rende rundt om mig selv og skrive og ringe til diverse mennesker og spørge om de nu var helt sikre sikre på at det var gået i orden, for de havde jo ikke givet afslag først! Fjollet, ikke? :-)
Nuvel, min sag er afsluttet. Det er Alexanders ikke, og bliver det sikkert heller aldrig – der vil altid være noget nyt der skal diskuteres, søges om, ankes… Jeg fatter ikke hvor du og resten af familien henter det overskud som skinner igennem på disse sider, men det smitter i hvert fald. Hvis jeg er sur og selvmedlidende, har solgt ét par øreringe på en hel måned og græder snot over at det aaaldrig skal lykkes mig at tjene penge nok til at kysse pensionen farvel – så er et besøg her en fantastisk modgift. En kærlig lektion i, hvordan man også kan tackle livet, selv om det ikke er som man havde håbet og forestillet sig.
Og tak for det, du :-)
Kimporator
14. januar 2006 at 10:58Fr. Møller skriver
Men man kan ikke anlægge den betragtning, at fordi I har truffet disse valg, må I kunne få nogle af de penge, samfundet sparer på den manglende institutionsanbringelse til noget andet.
Det er ikke just det der tales om. Der tales om at hjælpe en familie til så vidt muligt at gøre det, “normale familier” gør. Du får det til at lyde som om der kræves fri gavebod, og det er da usagligt og fordrejende.
Der er heller ikke tale om at betale familiens ferie. Der er tale om at kompensere særlige udgifter for et handicappet barn. Hverken mere eller mindre.
Det er rigtigt at kontanthjælpsmodtagere i et vist omfang er fraskåret ferie. Dog ikke al ferie, men udlandsferier. Når bare de har mobiltelefonen med, kan de tage på ferie så længe de holder sig indenfor landets grænser. Hvor folk på det officielle arbejdsmarked skal stå til rådighed ca. 11 måneder om året, hvad enten de er i regulært arbejde eller de er i a-kasse, skal de såkaldte kontanthjælpsmodtagere stå til rådighed 12 måneder. Som straf for at være fattige, eller noget..
Debatten har været i folketinget, se her: http://www.ft.dk/?/Samling/200.....9_6_27.htm – den er faktisk meget afslørende for det hykleri der præger den politiske debat.
Det er naturligvis en skændsel at træde på dem der ligger ned, men det er formentlig lavet for at imødegå, at utilpassede muslimer tager til moderlandet på statens regning og henter endnu en klient som ægtefælle. Enhedslisten kæmper flot for kontanthjælpsmodtagernes ret til udlandsferie, men glemmer selvfølgelig at ændre deres udlændingepolitik, så det kan realiseres uden undergravning af samfundet. De andre partier (til højre for SF) hykler løs om at det er sundest for kontanthjælpsmodtageren at blive i Danmark alle 12 måneder! (læs selv debatten)
Til at brække sig over, men det bør ikke få Fru Møller til at bekæmpe Fru Weller. Hvilket er hvad hun gør – foranlediget af denne fie, der sikkert har sine problemer og altså, som fru Møller, føler trang til at gå i rette med andre ugunstigt stillede..
Men så længe småfolk slås indbyrdes, kan middelklassen jo tage det roligt..
HenrietteB
14. januar 2006 at 10:40Fr. Møller:
Well, jeg er jo et af de “blødsødne” mennesker, som synes, at reglerne for mennesker på kontanthjælp og i aktivering er temmelig hårde. Jeg synes faktisk også, at det ville være helt rimeligt, hvis de også havde mulighed for nu og da, at komme på ferie eller hjemmefra. Det skal nævnes, at jeg har denne holdning uagtet, at jeg aldrig selv har modtaget kontanthjælp eller lignende – min karriere i “systemet” begrænser sig til 50 uger på barselsdagpenge. resten af mit voksenliv har jeg været selvforsørgende og bidraget med egne tjente skattekroner.
Jeg kender idag ikke lovgivningen godt nok til at vurdere, hvorvidt det er muligt at få tilskud til løn til handicaphjælper under en ferie. Men som Liselotte beskriver det andetsteds, virker sagsbehandlingen rent faktisk mangelfuld – kommunen nægter nærmest at indhente de relevante lægelige oplysninger til behandling af sagen. Og derfor har de anket afgørelsen. Det kan jeg godt forstå, for sagsbehandlingen skal altså være i orden, både for Liselotte og familie, men også for andre borgere som henvender sig til systemet.
Jeg gør mig intet begreb om, hvordan det er at leve med et handicappet barn på fuld tid. Men da jeg for 12 år siden var under uddannelse, foregik min sidste praktik på en institution for yngre svært fysisk handicappede. Jeg var i en perode på 3 måneder kontaktperson for en pige på 20 år, hvis situation mindede meget om Alexanders, så vidt jeg kan vurdere.
Jeg kan forsikre jer alle om, at efter at have tilbragt 37 timer om ugen med at varetage hendes daglige behov og pleje, vil jeg aldrig nogen sinde kunne få ondt i bagdelen over ønsket om at medbringe en ekstra handicaphjælper på en ferie, om den så går til Vesterhavet eller sydpå.
Jeg tror ganske enkelt ikke mange fatter, hvor hårdt det kan være – det er fysisk et meget hårdt og krævende arbejde, selvom det også er et arbejde der er mange glæder ved. Det er et job, som slider ufatteligt på kroppen, fordi det bla indebærer så mange tunge løft og jeg kan såmænd udemærket forstå ønsket om en handicaphjælper under en ferie. Kenneth er jo ansat af kommunen til at passe Alexander. Hvornår får han ellers en “pause” og muligheden for at restituere sig lidt?
Det her kunne godt blive en interessant debat – for det er egentligt væsentligt at debattere faktiske forhold i sager, hvor den “indre svinehund” så ofte stikker sit grimme hovede frem.
Personligt ville jeg ikke selv bytte for en million eller tre.
Liselotte
14. januar 2006 at 10:34Fru Møller – der er så ufatteligt mange mennesker i Danmark, som hver eneste dag må leve med, at samfundet ikke er godt nok skruet sammen og derfor betaler en pris, som er langt højere end noget jeg nogensinde kommer til at finde rimeligt. Du er bl.a. en af dem og du har beriget mit liv med dine beskrivelser af en tilværelse, som er overordentlig vanskelig og aldrig nogensinde kan komme til at synes rimelig, men vi skulle nødig nå derhen hvor solidariteten forsvinder, fordi man ikke selv kan få.
Marian
14. januar 2006 at 09:45Det eneste jeg vil sige er at jeg håber at Fie ikke har nogke børn eller får nogle og slet ikke et handicappet får sølle børn…….. –
Nu venter jeg bare på noget nyt på bloggen fra dig – det er altid spændende at komme her ind og læse hvad du har at fortælle.
Rigtig god week-end
Anja
14. januar 2006 at 09:42Touché Liselotte – det var sgu godt brølt! Som alle andre seriøse medlæsere og medbloggere nærer jeg den allerstørste respekt for den beslutning du og manden tog for mange år siden. En af de største beslutninger, mennesker kan tage – og beundring for hvor godt I klarer det. I er da ihvertfald en familie sammentømret, som noget man aldrig før har set – og I står last og brast med hinanden. Dét, kan jeg ikke forstå, at noget som helst menneske i verden kan få ondt af. Som de andre vil jeg afholde mig fra at skrive noget meget grimt og æreskrænkende til Fie. Det har forhåbentligt givet hende en meget dårlig smag i munden at læse dit svar samt kommentarer fra andre, mere rummelige (nej FY, Anja!!) mennesker :)
Keep up the good work, jeg kunne ikke undvære din blog! Vid, at du lærer os andre utroligt meget!
QVINDEN
14. januar 2006 at 08:57De mange andre sagde det før mig; Jeg kan derfor kun gentage du er for sej og en anden er for fej, at hun bruger dig og din familie til at udstille sine holdninger med.
Jeg havde egentligt skrevet en kommentar hos Fie, men ser nu, at den er slettet. Og ved du hvad… Det siger mere om din opponent end om dig, at hun ikke er i stand til at håndtere de reaktioner hendes indlæg har affødt.
Liselotte, jeg håber at du fortsætter din blog med samme nærvær og nerve, som du har gjort hid til.
You go girl!
Smilla
14. januar 2006 at 08:32Kære Liselotte!
Jeg elsker at læse din blok. Elsker din lyst til livet. Elsker din livsglæde. Du gør en forskel for mig. Du gør mig i bedre humør. Du er et forbillede for mig som mor, og jeg bliver så glad, når din kærlighed til dine børn skinner igennem i dine indlæg.
Du er en knag, og du gør en forskel. Både for os læserer, for dine børn, og for så mange andre. Hvis bare flere var som dig.
Alle gode tanker, og alt godt til dig og din familie.
Pia
14. januar 2006 at 07:43Hej søde Liselotte,
Ja, JEG havde ikke kunnet svare så fattet og velovervejet som du svarer Fie… men det er jo også én af grundene til at vi læser med hos dig, fordi du er noget ganske særligt! Dét er Fie også, men det hun er, virker ikke særlig positivt, bare dumt. Og ondt.
Jeg kommenterer normalt ikke dine indlæg, læser bare med dagligt (og altid flere gange dagligt) og her lørdag morgen, hvor jeg finder dig usædvanligt stille, er jeg nødt til at skrive min første kommentar.
Mage til frækhed hun udviser hende Fie! Men man kan nok ikke stille noget op overfor hendes ondhed… udover hvad du allerede har gjort. Joh, vi kunne sende et tæskehold og banke fornuft ind i hende. Men okay, så ville vi være ligeså lave som hende. Og hvem vil være dét? Tssss… Næhh du. Men hun har da i det mindste givet os noget nyt. Et nyt ord. Når nogen er RIGTIG dumme, rigtig lede og ondskabsfulde kan vi sige: “Ihhh altså din lede FIE!” eller…”SÅ stopper du din klamme Fie!!!”
Nå… nu bliver jeg vist revet med ;-) Men respekt til dig og en varm hilsen til hele din familie!
Kærligst fra Pia i København!
Fr. Møller
14. januar 2006 at 05:33Liselotte – jeg er helt med på, at I sparer samundet – og hermed også mig – for mange penge med den løsning, I har valgt omkring at leve med et handicappet barn. Og det er klart, han skal have alle de tekniske hjælpemidler, der overhovedet findes for at lette hans hverdag.
Men man kan ikke anlægge den betragtning, at fordi I har truffet disse valg, må I kunne få nogle af de penge, samfundet sparer på den manglende institutionsanbringelse til noget andet.
Hvis det var så enkelt, ville jeg slet ikke behøve betale skat! Jeg har nemlig slet ikke børn af egen avl – har ikke belastet samfundet med udgifter til pasning og skolegang – så hvis jeg kunne få de penge til nogle ferierejser, ville det være fint… Men sådan spiller klaveret ikke – og det synes jeg faktisk heller ikke, det skal.
Det kan godt være, “I” mener, ferie er en meneskeret. Det er det måske også – i hvert fald er den overenskomstsikret. Men… Folk, der af en eller anden grund befinder sig udenfor arbejdsmarkedet, har ingen indbygget ferieret! Nok har kontanthjælpsmodtagere ret til én aktiveringsfri måned om året – men forlader de hjemmet i den periode, får de bare ikke en øre imens!
I kan jo selv gætte, hvor meget ferie det bliver til på de vilkår. Ét er, at der ikke rigtig er råd til selv at købe en rejse – skulle man være så heldig at få den som gave, må man sige nej, fordi man ikke kan betale sin husleje derhjemme i den uge eller to…
Pensionister må gerne rejse ud – men det var vist kun i Farum, det var et offentligt anliggende at give dem råd til det…
Jeg har fuld forståelse for, at et handicappet menneske skal have alt det, der kan gøre hverdagen så tålelig som mulig, finansieret af vores allesammens midler. Men jeg fastholder, at ferie er en luksus, der langtfra er alle beskåret.
Medmindre vi bare snakker om at være fri for hverdagens pligter. Men ligefrem komme hjemmefra – er en luksus.
Jeg finder det skandaløst at måtte vente næsten et år på en brugbar kørestol til en, der ikke kan gå! Men i orden selv at skulle betale for at have ekstra personale med for at rejse på ferie. Det uanset om det er inden- eller udenfor landets grænser.
Jeg vil se anderledes på det, den dag Alexander er flyttet hjemmefra, og man ikke længere
kan forvente, at hans forældre tager dét ansvar!
Kirstine
14. januar 2006 at 02:54Jeg har fulgt diskussionen hele dagen, og jeg fatter det stadig ikke. Nuvel, jeg fatter at Fie synes er Liselotte er en værre én, men hvorfor eller på hvilket grundlag? Pffft, lige hen over hovedet på mig. Jeg har læst indlægget på Fies blog, og hendes svar på nogle af de kommentarer det afstedkom, og stadig? Nada. Hvor al den sammesparede galde kommer fra, det fremgår ikke. Måske ville hun bedre kunne li’ Liselotte, hvis denne græd snot og bandede verden og det onde, onde samfund ad helvede til på sin blog, hver gang en ny forhindring dukkede op? Er Fie selv så falstlåst i en offerrolle, at hun får kvalme af en kvinde der gør noget aktivt for at komme i godt humør igen, går en tur i haven, ta’r et billede af en blomst, bager en kage?
Puha, det må være et fattigt liv, sådan at gå og spejde efter om der er nogen der formaster sig til at have det liiidt mindre dårligt end en selv.
PS: Tak til Therese og Many for afklaringen omkring kommentarer på Fies blog. Jeg ville også gerne vide hvad hendes baggrund var – synes kun at det er rimeligt, når man nu gerne vil brokke sig. Det holder ikke at skrive “nåår, hmm, hmm, jeg ved hvor meget I små svin scorer, fortæl os nu hvor meget det er, hentydning, surt opstød, hentydning”. Hvis hun mener at vide “noget”, så må hun da sige det lige ud! Anyway, det ville jeg gerne ha’ spurgt hende om, men det havde tydeligvis været spild af tastetryk.
(Og nu er tasterne så blevet trykket alligevel. Ih ja, smarte mig :-)