Et af de første og sikre tegn på forårets komme er solsortens sang. Jeg elsker lyden af solsorten og det bedste jeg ved er en sommermorgen, hvor solsortens trang til at meddele sig til hele verden, vækker mig til lys og solskin. Solsorten synger i min have allerede.
Jeg har 5 steder i min have, hvor solsorte ynder at slå sig ned, for at bygge rede og ad den vej supplere min morgensang. De steder er næsten hellige.
Ingen får lov til at komme i nærheden af dem. Kun det ene sted er tilgængeligt for selv meget små børn og jeg forklarer troligt, hver sommer, om solsortens trang til solitude. Forklarer børnene, at den vil forlade sine unger, hvis de forstyrrer for meget og forklarer, at den synger smukt for os allesammen fra tidligt forår til langt ud på efteråret, hvorfor vi skal respektere dens behov for at være i fred, når ynglesæsonen er i fuld gang. På den måde sikrer vi os, at den har lyst til at synge sine smukke og glade sange resten af året.
Jeg går og venter på, at de første solsortehunner skal slå sig ned på permanent basis, så vi kan få gang i solsorteungernes sultne pippen og hunnens utrættelige jagt efter føde, som sagtens kan iagttages, når man tager sig stille 5 minutter nede på fars bænk nederst i haven. Jeg kan næsten ikke vente…
6 kommentarer
Vibeke
13. februar 2006 at 14:49Min mand har købt den nye med Kate Bush. Der er et langt indlæg med fuglesang som forekom mig helt naturstridigt her midt i vinteren… Da jeg hørte det, ønskede jeg bare kunne rende med bare tæer i kolonihavens græs, luge skvadder-kål (eller lade det stå), ligge i hængekøje… LYDEN var der og kaldte på mig – men hvorfor var der sne??? Min krop var ikke helt med de første par gange. Skøn længsel!
Donald
2. februar 2006 at 23:49Det er da fantastisk, det billede! Jeg kan næsten ikke tro, at der var en forkølet solsort, som sang i Ålborg, men ved nærmere eftertanke har jeg hørt et forsøg her i nærheden, ikke kønt, men et forsøg.
Hvad fodrer du dem med?
Liselotte
2. februar 2006 at 12:54Jeg ser heller ikke mange i min have Ella, men faktisk var der lige tre derude, så mon ikke de er ved at finde vej… jeg tror det :-)
Ella
2. februar 2006 at 12:38Vi må passe godt på vores sorte venner, altså solsortene. Vi plejer at have mange i haven, men jeg synes der er færre nu. Vi har fodret og Mille kan ikke og må ikke fange dem! ;-)
Smukt billede Liselotte :-)
Liselotte
2. februar 2006 at 12:32Jeg ELSKER solsorten :-)
Madame
2. februar 2006 at 12:29Du bliver bare ved (med de fantastiske fotos!). Og det glæder mig, at du også er medlem af solsorteklubben :-)