Om et øjeblik vil jeg smutte ud i bad. Jeg har nemlig brugt formiddagen på arbejde og hygge. Indendøre med kaffen indenfor rækkevidde, har jeg nydt at kun radioen har afbrudt mine tankerækker og den koncentration, som heldigvis var nem at finde i dag.
Om et par timer starter arbejdsdagen for alvor for mig. Den slutter engang ved 22-tiden i aften og den indeholder masser af gode og sjove oplevelser, så jeg glæder mig til at skulle afsted. Jeg skal tolke foredrag i aften. Et jeg tror bliver underholdende, men jeg ved ingenting. Jeg kan ikke finde oplysninger om det, men titlen signalerer noget alternativt og morsomt, så jeg glæder mig faktisk trods min begrænsede mulighed for forberedelse. Nogle gange skal man bare kaste sig ud i tingene med troen på, at det bliver sjovt og underholdende og jeg er helt sikker på, at denne aften bliver både god og rar.
Jeg har købt krokus til vindueskarmen. Bare fordi jeg kan.
De står og ser lidt alene ud lige nu, men allerede i morgen tidlig starter min weekend, så der er planer om en gennemgribende rengøring og oprydning, som med lidt held skulle give forårsbebuderne den plads de fortjener.
Der er kun tilbage at tage hul på alle oplevelserne – en god rest at have liggende…
4 kommentarer
Liselotte
2. februar 2006 at 23:24Ja, vel er det så Therese :-)
Therese
2. februar 2006 at 23:06Krokuser er smukke. Tænk at de er dem der sørger for at man kan få lækkert gult safran i sine luciabrød til jul. Mmm
Der er kommet nye frimærker, med hvide krokus, liljer, erantiser og vintergækker. De er også meget fine.
Det er snart forår!!
Liselotte
2. februar 2006 at 22:52“Oplev et underholdende, lunt, humoristisk og alvorligt foredrag om betydningen af håndens linjer og planeternes stilling i selskab med håndlæseren og astrologen fra tv-programmerne “Den 6. sans” og “Oraklerne”. Med rammende galgenhumor – og uden at lægge fingrene imellem – tager Anne Marie Danefeldt og Christian Borup pulsen på de tolv mennesketyper…”
Åh ja, jeg får det hele med, men det er klart, at med 10 års erfaring, er der efterhånden plads og overskud til selv at lytte også ;-)
Vi blev klogere på en hel masse. F.eks. ved jeg nu, at det værste sted en fisk kan opholde sig, er i virkeligheden. Jeg tjekker lige om det er sandt om lidt, når manden igen er vendt tilbage fra fantasiens drømmerejser og har fået midlertidig jordforbindelse ;-)
Liselotte 2
2. februar 2006 at 13:44God arbejdslyst, Liselotte – glæder mig til at høre om foredraget.
Når du at få det hele med? Jeg har siden 2000 været “bonusmor” til en ung døv (hun er 23), og jeg synes det er hårdt hårdt HÅRDT at tolke … når vi har gæster og hun også er hjemme, eller hvis vi besøger hendes bedsteforældre.
De har engang kunnet noget tegnsprog, men har glemt meget – og jeg kan lige præcis nok til at kunne trække essensen ud af samtalen og formidle den til hende, samt tolke hvis min svigermor ikke forstår hvad Christina siger… det er fedt at kunne aflaste min mand lidt, selvom mit autodidakte og stave-opblandede tegnsprog ikke helt magter at følge med :-)
Jeg er vildt imponerede over tegnsprogstolke – jeg synes I er meget dygtige…. klart nogen af “hverdagens helte” i min optik.
Når jeg tolker (eller forsøger på det) for Christina, ender det ofte med at vi fører en parallelsamtale – vi kommer ud på et eller andet spændende sidespor afført af det, den “hørende” samtale har handlet om ;-) så på den måde har vi været vidt omkring!