Magnumhånden

For en del år tilbage, tog hele familien til Toscana. Det måtte prøves, for der er et eller andet svagt autistisk over altid at rejse det samme sted hen, så nyt skulle til.

Vi fandt et hus i en lille landsby lige nord for Lucca. Byen hedder Cerageto og ligger oppe i bjergene, med åndeløs smuk udsigt ned over dalen og med kun ganske få huse. En rigtig italiensk landsby med fritgående høns, løngang under kirken og gamle mænd med tispletter på bukserne og ingen tænder.

Her lå et skønt hus, med plads til os alle sammen. Helt ude på kanten af bjerget lå det, med en fantastisk udsigt, som jeg elskede at vågne til hver morgen. Her spiste vi morgenmad ved bordet i stuen, med fløjdørene slået op, så morgenens begyndende varme og duften af naboens lavendler kunne trænge ind og blande sig med duften af den friskbryggede kaffe.

Vi tilbragte noget tid hjemme, men eftersom husets eneste minus var, at der ikke var meget mere end et frimærkestort stykke jord med til det, var der ikke rigtigt plads til 8 menneskers behov for at bevæge sig, sole, bade og i det hele taget have det sjovt, så mange af dagene tog vi på ture ud af huset, enten samlet eller nogle stykker ad gangen alt efter behov og interesser.

Vi kan lide at køre. Vi tilbagelægger gerne flere hundrede kilometer på en dag, så at tage til Siena, Firenze eller Pisa anså vi ikke for et problem. Bjergene omkring os blev også udforsket og så boede vi altså på en af de smukkeste pletter på jorden, så valnøddelunde, den gamle kirkegård og legepladsen bagved blev ivrigt besøgt og efter en uges tid var vi faktisk i stand til at beskrive mange af beboernes vaner, for vi mødte dem de samme steder, på de samme tidspunkter.

Vi samlede valnødder, plukkede blomster, kiggede høns og nød udsigten, men ind imellem skulle vi som sagt ud af huset også og når man er i Toscana, i rimelig afstand af Pisa, er det naturligvis utænkeligt, ikke at se det skæve tårn. Det skulle vi også.

Vi tog af sted en tidlig morgen og inden havde jeg klaget over, at jeg igen havde erhvervet mig et par myggestik, som kløede ganske forfærdeligt. De sad på oversiden af min hånd og jeg kløede i dem, ikke fordi jeg ikke vidste, at det skal man ikke, men fordi de kløede frygteligt.

Inden vi ramte Pisa, havde jeg en hånd, som lignede en oppustet gummihandske. Den kunne med lethed have indgået som stand-in for en hvilken som helst tegneseriefigur og efterhånden som timerne gik, begyndte vi at frygte eksplosionsfare.

Da vi endelig ankom til Pisa, var det naturligvis midt i deres middagspause og apoteket havde derfor lukket, men den slags stopper ikke en desperat kvinde, så jeg startede en sand nervekrig ved at banke og banke og banke på døren, indtil en søvndrukken apoteker vaklede ud fra baglokalet og modvilligt låste døren op.

Inde i apoteket forsøgte jeg mig med en omgang skoleengelsk og mosquito og hvad jeg ellers kunne finde på, men med meget lidt held. Det hjalp til gengæld, da jeg med besvær fik presset hånden ind gennem lugen, pegede på den og sagde noget meget hurtigt og temmelig opgivende.

???Si, si…??? hørte jeg, hvorefter manden forsvandt ind i baglokalet, hvor han rablede og råbte et par minutter, hvorefter han kom tilbage med 3 kolleger, som alle sammen kiggede på hånden, snakkede højt indbyrdes alt imens de pegede på min opsvulmede hånd, som efterhånden ikke længere lignede det den var. Jeg fattede ingenting, men mente nok, at de nu var i gang med at diskutere mulig amputation. Om et øjeblik ville jeg formentlig høre ambulancen ankomme udenfor, hvorefter jeg ville blive hasteindlagt, ganske enkelt fordi jeg var i livsfare.

Det skete naturligvis ikke. De skændtes et par minutter endnu, flåede skiftevis i min hånd og hinanden, hev medikamenter ned af hylderne, diskuterede lidt mere og endte til sidst op med at stikke mig en meget lille tube creme fulgt af et ???You use 3 times a day???, hvorefter der kom en lang remse på italiensk, som jeg desværre ikke fattede en meter af. Noget havde jeg dog fattet og det var, at en læge skulle kigge på det, hvis det ikke fortog sig inden i morgen og så var jeg vist allergisk overfor ???mosquito???.

En lille tube creme og en sang om lægen i morgen gjorde ingen rask, men jeg skyndte mig naturligvis at smøre hånden ind, mens jeg rystede på hovedet af deres idé om, at denne opsvulmede undskyldning for en hånd stod til at redde. Resten af dagen brugte jeg naturligvis til at ynke mig selv, nu de andre ikke gad.

Mine rejsefæller mente nok, at det kunne være allergi og at chancen for helbredelse var indenfor rækkevidde, men jeg troede dem naturligvis ikke, for hvad vidste de og det var forøvrigt heller ikke deres hånd, som nu lignede en spærreballon. Jeg forberedte jobskifte hele den kommende nat, for hvordan tolker man med kun én hånd?

Dagen efter var min hånd normal. Den lignede det den var, en venstrehånd, som var fuldt funktionsdygtig og helt normal, men snart begyndte jeg at svulme op andre underlige steder.

Hver eneste gang reddede den lille tube creme mig og jeg fandt siden ud af, at jeg er allergisk overfor myg, hvorfor et skud antihistaminer venter mig om ikke ret lang tid. Der er nemlig ikke ret mange steder, jeg har lyst til at svulme og det er alt for sjældent jeg når at forklare myggene det, inden de går i gang med at forlyste sig med mit blod.