I dag, 8 marts, er kvindernes internationale kampdag og i mange år handlede det vitterligt om kamp. Kamp mod mænd og kamp mod den maskuline overlegenhed på mange af tilværelsens områder.
Det er kun 91 år siden danske kvinder endelig fik valgret på lige fod med mænd. Siden handlede det bl.a. om ligeløn, medindflydelse, fri abort og bedre vilkår på arbejdsmarkedet og der har været nok at kæmpe for gennem årene.
Tema og fokus er et andet i dag. Nogle griner lidt af, at traditionen for denne kampdag fortsat holdes i hævd, mens andre mener, at den stadig er højaktuel. Jeg selv kan ind imellem glemme mit køns behov for fortsat kamp og så er det godt med en dag som denne, til at minde om de kvindeliv, som fortsat har brug for støtte og fokus, til at få et værdigt og godt liv.
Jeg nyder godt af de ting, som er resultat af denne internationale kampdag. Jeg lever et liv, som aldrig nogensinde har budt på uretfærdigheder alene med baggrund i mit køn. Jeg lever et liv, hvor jeg aldrig nogensinde har set mit køn, som en forhindring for gennemførelse af noget som helst.
Jeg lever også et liv, som giver plads til at dyrke det feminine, uden at det skal gøre mig flov eller lader mig føle skam over lysten til det. Der er plads til det hele i dag og det er bl.a. takket være kvinder som Nina Bang og Nynne Koch, som er nogle enkelte af de stærke kvinder, som tog kampen op.
I dag er fokus flyttet. Det er ikke længere nødvendigt med store kampe på den nationale scene og læser kvinder af i dag de tekster, som er skrevet af nogle af disse kvindesagsforkæmpere, kan de måske trække på smilebåndet eller grine en smule af de meget markante holdninger nogle af vores mest fremtrædende kvindeskikkelser i nyere tid har begået, men tiden var en anden og behovet også helt anderledes dengang.
I dag er det nødvendigt at kæmpe på andre fronter og samtidig er det en kærkommen lejlighed til, at fokusere på internationalt kvindeliv anno 2006. Der findes stadig mange steder på jorden, hvor kvinder lever et liv, som udelukkende er baseret på mandens overlegenhed. Det er ikke rimeligt og heller ikke ønskværdigt.
Når alt dette er sagt, vil jeg også bruge dagen til at hylde manden. Det væsen, som kompletterer mit. Det køn, som har lært mig så utroligt meget, fordi vi netop ikke er af det samme. Fordi vores køn stadig, på trods af forsøg på det modsatte, er forskellige. Det kan jeg lide. På rimelige vilkår, findes ikke noget mere livgivende og opløftende, end forskellen på manden og kvinden.
Læs mere om kvindeliv på Kvinfo.
Kvindehistorie i årstal.
Nina Bang.
Nynne Koch.
8 kommentarer
Slagt en hellig ko… » Kampdag
8. marts 2007 at 08:38[…] skal ikke gøre mig meget klog i dag. Jeg er ikke klog i dag. Jeg henviser vist bare til et tidligere indlæg og husker så, at kvinder er den halve verden og ikke mindst, at mænd er den anden […]
Liselotte
8. marts 2006 at 18:27Lizelotte – du kan hilse Bodil og sige mange tak :-)
Liselotte
8. marts 2006 at 18:23Det var et spændende og inspirerende indlæg miramarmora, så tusinde tak for det :-)
Lizelotte
8. marts 2006 at 18:16Jamen vi er jo rigtig meget på bølgelængde…
Jeg tror nok bare jeg ville sige, at det var vigtigt, at sådan nogen som os, der gør det vi vil uden at lade kønnet begrænse os, skal hjælpe dem som er knap så heldige.
Og at selv med den attitude på, kan man risikere at løbe i andres fordomme og de begrænsninger, sådan nogen kan afstedkomme.
mirmarmora – det er interessante betragtninger om mænds syn på kvinder som en trussel. Men vel ikke nyt at stærke kvinder intimiderer nogen mænd?
Liselotte – min datter Bodil siger, at dit får er “cute”… :-) så viste jeg hende dit “pynt” oppe for oven – hun vil i lære hos dig, tror jeg ;-)
miramarmora
8. marts 2006 at 15:36Gratulerer med dagen, jenter!
Jeg tror nok vi er relativt enige, alle vi som er aktive, voksne kvinner i dag. Vi har det bra, og vi blir ikke særlig hindret av det faktum at vi er kvinner.
Men jeg hørte en debatt på norsk radio P2 i morges som skremte meg litt. For idet vi selv oppfatter oss som frie, oppfatter en masse menn oss som en trussel. En av mennene som satt der og debatterte, kom med dystre spådommer om at innen 20 år vil kvinnene ha “overtatt” samfunnet. Dette fordi jenter er flinkere på skolen, og flinkere til å kommunisere – noe som vårt samfunn belønner. Han kunne ikke se noen grunn til at økningen av kvinneandelen i styrende instanser skal stoppe ved 50% – nei, han regnet med at rundt år 2020 ville *flertallet* være kvinner, og mannen vil være redusert til intet.
Jeg ble sittende og tenke at mennenes angst for dette kanskje er vår største utfordring. De later ikke til å kunne forestille seg at vi kanskje ikke er interessert i å ha *all* makt. Som du sier, Liselotte, hurra for mannen, fordi kjønnene kompletterer hverandre. Men bare hurra for den mannen som tør å stole på at dette er sant.
For så lenge menn tror at full likestilling vil si et komplett rollebytte, der mannen overtar den underdanige stilling kvinnen alltid har hatt, er det klart at de vil kjempe imot med alle midler. Og slike holdninger er det dessverre flust med blant norske menn fortsatt. “Ja til likestilling så lenge ikke kvinnene blir truende sterke, har ubehagelige meninger eller krever like mye, for ikke å si mer lønn enn sine mannlige kolleger. Vi må jo ikke la dem få overta helt heller!”
Den norske skuespilleren Nils Ole Oftebro er sitert fra Dagbladet 1998 i “Gi meg en grunn til å være kvinne” (Christophersen, Laurantzon og Johansen, 2001):
“Kvinner er maktmennesker, etterdiltere, penismisunnere og trakter så etter mannsrollen at de truer moralen i samfunnet”
Jeg håper han ikke er representativ for majoriteten av norske menn, men jeg vet at han ikke er alene om slike synspunkter.
Og det skremmer meg. For jeg tror vår likestilthet i dag bare er en samfunnsmessig realitet (i den grad likestilling er et faktum). Psykologisk er det alt for mange menn som tviholder på overtaket ved hjelp av mer eller mindre skjult trakassering. Og jeg tror vi lar oss kue. Vi vil jo gjerne være attraktive midt oppe i det hele…
For gode blogginnlegg på kvinnedagen, se den norske fellesbloggen
0803
(Håper html-koden virker!)
Liselotte
8. marts 2006 at 10:38Vi er nok meget enige Lizelotte, men jeg tror mit fokus lå omkring det faktum, at jeg er så selvsikker og selvbevidst omkring eget køn, at det ikke længere er noget jeg behøver bruger meget energi på. Det forhindrer mig ikke i noget som helst i dag. Det dikterer ingenting.
Mit køn er aldrig bestemmende for mine aktiviteter eller beslutninger som sådan. Jeg tænker aldrig “Nej, det kan jeg ikke, for jeg er kvinde”. Vi er nået meget langt omkring kvinders selvbevidsthed og min datter kommer aldrig til at lade sit køn bestemme erhvervsvalg, fritidsaktiviteter, adfærd eller andre ting, som tidligere var kønsbestemte.
På den led er vi nået meget langt, men vi er enige, der er mange områder, hvor vi endnu mangler at tage nogle skridt for at være på fuld omgangshøjde med mændene.
Det nytter heller ikke at være blind for de biologiske ting, som er naturbestemte og derfor altid vil være en faktor, som skal medindregnes. Det er eksempelvis kvinden, som giver liv til de børn, mange af os ønsker og det er stadig hende, som derefter tager i hvert fald den første tids orlov, for bl.a. at kunne give barnet den optimale start på livet i form af amning. Det er stadig hende, som oftest er omsorgsgiveren i familien, men det kunne være interessant at dykke dybere ned i den del af det, for jeg tror dybest set, at det i hvert fald delvist, er kvindernes eget valg.
Jeg synes ikke nødvendigvis vi alle skal det samme, men jeg synes aldrig, at kønnet skal være bestemmende.
Lizelotte (før Liselotte 2)
8. marts 2006 at 10:18… jeg pelsede ham i øvrigt … ham kollegaen … men han har tilgivet mig ;-)
Lizelotte (før Liselotte 2)
8. marts 2006 at 10:17Jeg er enig i, at den største kamp står i de lande, som ikke er kommet så langt som os. Men jeg mener ikke, at kampen her i Danmark må lægges helt på hylden.
Der er stadig ikke lige løn for lige arbejde i Danmark – det viser alle statistikker.
Kvindelige ministre og topledere bliver stadig i interviews primært spurgt om hvordan de dog kan få det til at hænge sammen med at være mor… hvornår har nogen spurgt en mand om det?
Det kan stadig være rigtig besværligt at være en kvinde på arbejdspladsen – jeg har selv oplevet, at mænd i professionelle situationer “klædte mig af” ved at bringe fokus over på mit køn/mit udseende (som i øvrigt er ganske normalt…) – måske fordi de følte sig truet af mig?
Det er stadig mødrene, der vælger deltid og orlov osv for at få familien til at hænge sammen – med dårligere løn og pension til følge.
Mange af tingene er noget, som vi selv skal gøre noget ved. Men uanset hvad, så er vi ikke færdige med kønskampen her i priviligerede Danmark… ikke i min optik, ihvertfald.
Det skal dog ikke forhindre os i at glæde os over, hvad vi har opnået, og i at række hånden ud til støtte og hjælp for dårligere stillede kvinder i andre lande!
Tak for dit fokus på kampdagen – – jeg havde lige lidt svært ved at få gejsten op – men der kom den sq :-) man er vel ikke gammel fagforeningspolitiker for ingenting!