Vi har aftalt, at vi skal ud at spise. Ældste er sendt i aflastning i dag, så der er intet til hinder for en sen omgang spisning ude, så allerede inden jeg har været hjemme 5 minutter, begynder jeg at glæde mig. Det bliver skønt, at sætte sig ned og blive opvartet, så jeg er allerede i zen-mode da telefonen ringer.
“Ja, det er Oline. Jeg vil bare sige, at jeg har aftalt med Maria, at jeg spiser herude”.
“Jamen… vi har lige aftalt, at vi skal ud at spise…”
“Jeg gider ikke ud at spise. Jeg vil spise hos Maria. Det er meget hyggeligere og det er forøvrigt også første gang, at jeg beder om lov til det! Nå ja… og så elsker jeg dig!”
Vi kommer ikke ud at spise. Jeg er latterligt eftergivende og så nem at sno. Jeg må snart tage mig sammen.
5 kommentarer
Liselotte
18. april 2006 at 18:22Absolut Karin, men der kommer andre muligheder :-)
Karin
18. april 2006 at 18:18Øv, øv, øv… det ville da ellers bare være SÅ hyggeligt!
Liselotte
18. april 2006 at 18:01Det kunne vi helt sikkert fortjene (tror jeg nok), men sådan en aften kræver god tid og jeg er ikke sikker på, at Olines venindes forældre gider agere barnepiger i aften. De har en forventning om, at Oline bliver hentet efter maden – desværre ;-)
Næ, det bliver vist en rugbrødsmad med ost – og så overlever vi såmænd også nok på det ;-)
Ella
18. april 2006 at 17:58Øh det ville jeg også foreslå – bare dig og Kenneth, det lyder hyggeligt Liselotte :-)
Claus
18. april 2006 at 17:55Hvad er det lige der gør at Du og Hr. Kenneth ikke kan tage ud og spise samme alene ??? Kunne i slet ikke fortjene en enkelt aften i tosomhed med lys på bordet osv ?