Min smerte er ikke hans

Det tager lang tid at vågne i dag. Jeg er energiforladt og har egentlig mest lyst til ingenting at lave, men jeg ved, at der venter opgaver forude, så det er et spørgsmål om at tage fat fra en ende af.

Ældste skal afsted på miniferie med sin skole i morgen, så der er de sidste ting, som skal på plads. Vi skal have pakket medicin. Opmålt i doser, skal det sikre, at han ikke kramper og er derfor en af de vigtigste forberedelser inden turen.

Der lægges stesolid ved, for det stopper kramper øjeblikkeligt. Det er ikke brugt i 10 år. Vi har været forskånet for større anfald i efterhånden rigtigt mange år og det er dejligt for Alexander, som altid kommer ud af dem, som en slatten karklud. Han sover i mange timer bagefter, så at slippe for dem, gør verden til et mere attraktivt sted. Alligevel skal de med, som en sikkerhed, som ingen forhåbentlig får brug for.

Jeg skal tage mig sammen, for jeg har et underligt forhold til alt det medicin. Jeg ved, at det slider kroppen i stykker. På sigt, kommer det til at slide Alexanders lever i stykker, men han kan ikke undvære det. Det er som at vælge mellem pest eller kolera, når man skal beslutte sig, men der er ikke noget reelt valg, for uden er verden en lang tåget krampe, så jeg pakker.

Alexander har fået tildelt nogle barske livsvilkår, men han tager det hele med beundringsværdig ro og mener grundlæggende, at man tager imod det liv, man tildeles, med kyshånd. Han gør mig klogere hver eneste dag, så selvfølgelig pakker jeg…