Nogle er mænd for at erkende et nederlag, når de står i det. Kenneth er kørt ud, for at investere i en ny juletræskæde. Den stakkel. Vi kommer ellers lige ude fra virkeligheden.
Det meste af dagen er tilbragt i diverse butikker, som udbyder julenødvendigheder, men også med en smut op forbi mor, med en juleblomst og til en tiltrængt kop kaffe.
Den kaffe gjorde godt, efter dagens indkøb, men nu er vi også helt og aldeles juleklar. Altså med undtagelse af den juletræskæde, som manden i mit liv hårdnakket påstod, kunne repareres med den ene hånd bundet på ryggen. I hvert fald påstod han det de første ti minutter. Siden er han rendt af gårde.
Jeg rydder lidt op og finder ud af, at jeg simpelthen endnu en gang er lykkedes med at få hevet så meget julepynt indenfor, at vi snart ikke kan være her. Der må tyndes ud i skidtet og det betyder, at der skal vælges med omhu.
Jeg skal i gang med julebordets dekorationer, men jeg glemte hyacinter tidligere, så dem håber jeg, Kenneth husker at få med hjem.
Siden skal der vel endelig bare hygges. Det håber jeg, for jeg er ved at nå grænsen for dagens energiudfoldelser og trænger egentlig så grusomt, til at sidde stille i sofaen med en kop kaffe, strikketøjet og noget rar underholdning på skærmen. Jeg tror det kan bevilges, når jeg engang når til vejs ende, med de sidste forberedelser. Jeg må i gang…
4 kommentarer
Liselotte
22. december 2006 at 20:13Efter vi har monteret den nye juletræskæde er der ikke længere tvivl, Lizelotte. Faktisk vil jeg anbefale solbriller, når I krydser motorvejsbroen ;-)
Et tjek af kæden er ikke nogen dårlig idé, Lene. Se bare nu, hvor jeg står med udsigten til en permanent øjenskade på grund af en ikke-fungerende kæde i sidste øjeblik ;-)
Hege – den sylte smager akkurat lige godt monteret i skiver eller med ske, så jeg er sikker på, at din svoger vil elske den. Jeg ved, at jeg ville! :-)
Lizelotte
22. december 2006 at 20:00Dig og Ella, I er bare Aalborgs svar på Gertrud Sand :-)
Måske kan jeg se skæret fra de blinkende lys på Rødtjørnvej helt ude på motorvejen – jeg skal huske at kikke efter… ;-)
Hege
22. december 2006 at 18:46Man blir alltid så glad når andre er som en selv. Hvorfor er det sånn, mon tro? Nesten ingen jeg kjenner strikker, og når du sier at du gleder det til å sitte i sofaen med strikketøy og et hyggelig TV-program, så føler jeg meg så hjemme, for sånn har jo jeg det også. Så har jeg akkurat konstatert at min hjemmelagede sylte ble både vellykket og mislykket. Vellykket fordi smaken var god, mislykket fordi den ikke kan henge sammen. Men skitt la gå, om et øyeblikk kommer svoger inn, og da skal han få en skive brød med sennep, og så får vi bruke en skje til å få sylten på plass. God jul.
Lene
22. december 2006 at 18:38Ups det ku være vi skulle tjekke vores kæde, vi pynter nemlig først juleaftensdag. håber Kenneth fandt lys, og at du får lov til kaffe, strik og afslapning