Tanket op

Jeg sidder ved spisebordet. I baggrunden kører radioen, så jeg bliver lidt klogere på dialekter og vendelbomål. Jeg hører, at der er landsdækkende, tværfagligt samarbejde omkring dialektbevarelse og jeg smiler lidt, for i går var mit største og mest påtrængende problem mit OG. Jeg siger jo ikke OG. Jeg sider [Å] og det måtte jeg ikke. Jeg skulle sige OG. Jeg kunne ikke.

Dialekter er indarbejdede og ukontrollerbare størrelser for rigtigt mange af os. Nogle påvirkes jævnt af det omgivende sprog og adapterer det uden problemer, så de bliver vanskelige at stadfæste. Andre, som mig, er på det nærmeste ikke til at flytte ud af den dialekt, de er vokset op med.

Jeg levede 13 år i København. Jeg lød som en aalborgenser. Altid. Måske mit sprog farvedes, men ikke mere end ingen behøvede være i tvivl. Jeg var fra Aalborg.

Når der speakes, skal det helst lyde nogenlunde udefinerbart bredt. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke sige OG. Jeg siger [Å]. Så det siger jeg, mens jeg drikker min varme kaffe.

Ved siden af mig ligger benzin. Idéerne flyver, når jeg er i godt og inspirerende selskab og det var jeg i går. Sådanne dage er det bedste jeg ved. Lange eftermiddage, hvor det er tilladt at drømme. Hvor ingen griner, når man fortæller om idéer, drømme og visioner. Eftermiddage, hvor der er plads til, at være den man er. Jeg er taknemmelig over at have mennesker i mit liv, som tillader mig at drømme. Mennesker, som deler nogle af mine drømme, har deres og bare synes, at det er i orden at have dem og handle på dem.

Jeg har mennesker i mit liv, som er sådan skruet sammen. Mennesker, som kan glædes med og over. Mennesker, som uden at tøve bakker op i stedet for at pille ned. Jeg har mange af dem. Jeg er et meget heldigt menneske.

Vi når vidt omkring en eftermiddag, som den i går. Vi snakker livsglæde og umiddelbar glæde, evnen til at glædes og grine uden forbehold. Det gør voksne sjældent. Børn gør det hele tiden. Om et øjeblik er det maj. Måske skal jeg dele den med hende her. Hun klukker fra maven. Hver dag.

Pludselig savner jeg hende frygteligt. Jeg må snart se hende. Jeg må snart tilbringe tid i hendes familie, for det er en familie jeg elsker og holder frygteligt meget af. Det gør jeg af en lang række grunde, men en af dem er, at den familie også magter at grine uden forbehold, men bare fordi der ofte er masser af grunde til at gøre det.

Der er plads til drømme og visioner i den familie. Det kan jeg så godt lide. Jeg savner dem pludselig frygteligt, men de er ikke længere væk end jeg kan nå dem. Heldigvis. Og så er kaffen stadig varm, lørdagen ny og weekenden kun lige begyndt.

Hvor heldig kan man være…