8

Det var så det

Lad mig bare sige det, som det er. Jeg var kun frisk meget kortvarigt, da jeg var kommet afsted tirsdag morgen. Flyveturen var alt for kort, men blev brugt fornuftigt på en stille lur, med kinden mod flyets minimale vindue med det resultat, at jeg steg ud af flyveren i København med noget der kunne minde om forfrysninger og tydelige mærker efter Vi, de druknede, som uvist af hvilke årsager, var endt oppe ved hagen, da jeg besvimede. Inden nåede jeg at læse de første tre sider. Åh ja…

Og så var jeg der igen. I skolegården…

Kastelsvejen Skole

Heldigvis var jeg huskendt og der gik ikke mange minutter, før jeg sad ved bænken ude i gården med dagens første kop kaffe. Det hjalp, så da de andre ankom, efter en halv times tid, var jeg igen ved at ligne et normalt menneske. Der var meget at være taknemmelig for.

Dagen blev fantastisk på alle måder. Det var skønt at se alle de mennesker, som jeg ikke har set de sidste to år og vores underviser var både underholdende og engageret, så jeg glemte, at dagen var startet klokken 5. Det kræver ellers sit.

Bagefter var det ud i kolonihaven…

Neglesaksen havde været fremme

De havde, ligesom i sidste uge og forrige uge og sikkert ugen før, haft neglesaksen fremme og der var sirlig orden og ikke et stykke udkrudt at skue. Jeg tror de gør det, for at irritere mig.

Retrokop

Vi grillede fisk og rejer, snakkede ørerne af hinanden, testede de to kolonihaveejere og blev overraskede over resultaterne og så nåede jeg også at få en kop kaffe af MIN kop. En skøn retrokop, som var sat til skrald, men blev reddet for siden at blive udnævnt til Liselottes Kaffekop. Det kunne tyde på, at de gider se mig mere end én gang. Det er jeg ikke utilfreds med.

Aften i kolonihaven

Aftenen var skøn og blev tilbragt udenfor på terrassen, men ved 22-tiden måtte jeg give op. Den tidlige start ramte mig i nakken og jeg blev kørt til Valby, hvor jeg faldt om og sov natten igennem.

Så var jeg til gengæld frisk til dagens program, som har været lige så underholdende som gårsdagens. Vi sluttede klokken 15. Efterfølgende nåede jeg at drikke kaffe med Annemette og siden kørte hun mig i lufthavnen. Turen hjem med brugt på seriøs studeren af Vi, de druknede. Jeg elsker den allerede, men allermest elskede jeg, at Kenneth stod der, lige på den anden side af glasruden, da jeg landede i lufthavnen for nogle timer siden.

Om et øjeblik lukker jeg for denne dag også. Jeg trænger til at sove lys sammen. I morgen banker hverdagen på, men jeg lukker dagen med visheden om, at jeg er færdig med efteruddannelse for denne gang.

Jeg kommer til at savne udfordringen, de faglige input og de mennesker, som jeg gennem de sidste to år har haft så meget skæg med. Måske en anden gang, på et senere tidspunkt, men lige nu er jeg færdig. På mere end én måde.

Du vil sikkert også kunne lide