Moskuskatost i godt selskab

Kombinationen af lavendler og Muskatost er helt og aldeles besnærende. Tilfældigheder har gjort, at katosten har indtaget min have og jeg er taknemmelig for, at det er sådan. Hvordan kan man være andet…

Lyserøde skyer kombineret med sarte og stolte lilla lavendler er helt eminent og jeg bliver ikke træt af at beundre dem. I år har de sneget sig ind i krydderurtebedet lige udenfor mit vindue, så jeg har udsigt til de smukkeste blomster, mens jeg skriver dette.

Jeg har fundet ud af, at Katosten er en gammel staude, som altid har været at finde i de tidlige bondehaver, så den passer jo svært godt ind lige her, men den findes også vildtvoksende mange steder.

Muskatosten, som er den, som blomstrer så flittigt i mit bed, er en flerårig staude, som nogle år blomstrer så rigt, at den udsulter sig selv og dør til efteråret. Jeg håber ikke det er tilfældet i år, for jeg er vild med den og blomsterrigdommen er overvældende. Forøvrigt er den i familie med stokroserne, som forhåbentligt blomstrer næste sommer.

Der findes en underart af moskuskatost, Malva moschata ssp. alba, med helt hvide blomster og hvidt pollen. Den er meget smuk og måske jeg skal på jagt efter den også, for den ville også klæde min have vældigt.

Bierne er vilde med Muskatosten. Nektaren må være sød og rigelig, for de sværmer tæt i og omkring planterne. Jeg kan sidde i timevis ude på stien og iagttage insekterne, når de henter nektar og pollen derfor klæber tungt til deres i forvejen sommertunge kroppe. De kan næsten ikke lette efter et besøg i blomsterne.

Nok er det gråvejr. Solen er ikke at se nogen steder, men det er sommer. Oprydningen er næsten på plads og om et øjeblik kan jeg starte støvsugeren og færdiggøre forberedelserne til dette års sommerferie. Pauserne, ja dem bruger jeg ude på stien med næsen begravet i Moskuskatostens rigelige og fyldige blomsterstande…

Livet er ikke nogen dum opfindelse.