Sofaen kalder

Oline er beskæftiget med noget af det bedste hun ved, at læse. Jeg forstår hende godt, for det er dejligt at finde læsegaver i julepakkerne og dette her er en japansk tegneserie, som er kommet langvejs fra, for at forsøde hendes juledag. Jeg tror bestemt, at det er lykkes.

Inden Annemette og Heidi måtte vende snuden hjemad mod København, nåede vi en dejlig og rigelig, men improviseret frokost, som blandt andet indeholdt resterne af gårsdagens menu. Nu var der tanket godt op på den front, inden de satte sig i bilen, for at køre retur til hverdagen og arbejde i morgen.

Det gik skam heller ikke at tage afsted uden revanche, for sådan er hun jo, hende Annemette. Spillelidenskaben er intakt og det passer mig fint, at Heidi også synes det er sjovt at lege. Mor kan vi altid lokke, så der var naturligvis gang i en af julegaverne, nemlig Sybarit, som er et morsomt og udfordrende spil om det nydelsesfulde liv.

Oskar burde være sikker vinder, for er der noget han ved noget om, er det det nydelsesfulde liv.

Han fandt sig hurtigt en yndlingsplads oppe ved mor, hvor han lagde hovedet godt til rette i armhulen og lagde sig til at sove. Måske han burde kategoriseres som et handicap i denne sammenhæng, for det var svært at være aktiv deltager med ham i hulningen, men ingen kan nægte, at han ved, hvor man finder det gode liv.

Vi spillede det også et par gange i går aftes og jeg er nødt til at sige, at hun ikke klarede sig så godt, hende søster lystig, så revanche kunne vi ikke slippe for. Vi vandt altså igen. Hun var dog i stand til at køre efter nederlaget, omend det var i en noget nedslået sindstilstand. Jeg tror det går alligevel.

Nu er her stille. Helt stille. Kenneth er ved at gøre Olines julegave klar til brug. Hun fik en laptop og det tror jeg ikke, at hun er ubetinget utilfreds med. Hun drømmer allerede om de timer, som skal tilbringes foran tv’et og alligevel i tæt kontakt med venner og veninder på messenger, som er deres foretrukne kommunikationsform. Jeg glæder mig til, at hun er sammen med os andre og ikke altid sidder på værelset.

Nu skal stuen indtages. Der er en sofa, som kalder på mig. Jeg skal lave ingenting. Det kan højst blive til at beundre mine nye guldstøvler. De er fede!

Det har været nogle ualmindelig dejlige dage. Jeg ville ønske, at der var flere at tage af, men sådan er det ikke og jeg skal vist ikke klage det mindste. Der er stadig masser af tid til ingenting. Skønt er det.