”Man skal se sine dæmoner i øjnene”, tænkte jeg på vej nordpå, mens ørerne genlød af Sort Sol. Niende sal er oppe i himlen i min terminologi og med indbygget højde- og elevatorskræk så morgenen en kende for spændende ud.
”Det er godt med mental forberedelse”, tænkte jeg så og steg ind i en imaginær elevator, som langsomt og knirkende løftede mig op i nærheden af himlen. Alene tanken fik mig til at svede, så jeg opgav hurtigt og nåede ikke meget højere end 3. Sal.
”Det får vente”, konkluderede jeg og lagde frygten til side og koncentrerede mig i stedet om trafikken.
Jeg kunne se bygningen på lang afstand og alene synet var tilstrækkeligt til, at koldsveden igen brød frem, men jeg er et stædig rad, så jeg fattede håndtasken og fandt receptionen. ”Elevatoren er lige rundt om hjørnet”, var beskeden. Jo tak…
Og så stod jeg der. Jeg havde trykket på knappen og elevatoren havde været forbi én gang, men et enkelt kig ind i kosteskabet var tilstrækkeligt til, at jeg måtte lade den køre uden mig. Efter kort tid kom en mand forbi.
”Du ser så søgende ud”, sagde han. ”Næ, jeg har vist fundet det, jeg skal bruge. Det er vel i grunden det, der er mit største problem”, svarede jeg og forklarede kort, at jeg lider af en upraktisk elevatorskræk i latterlig grad, som udmønter sig i lange enetaler, hvor jeg prøver at overbevise mig selv om, at der ikke er den mindste grund til at frygte kosteskabe, som tager folk til tops.
”Du er da tolken, ikke? Det er os to, som skal have møde om et øjeblik. Du ser helt skidt ud. Jamen det duer da ikke, at du er så bange. Kom, lad os følges derop. Kan du så? Altså hvis jeg er med?”, og sådan blev det, for med en ved siden af, er det ikke helt så slemt. Vi steg ind i kosteskabet og opad gik det, mens han spurgte ind til, om jeg var okay. Vældigt omsorgsfuldt var det, lige indtil han sagde…
Ja, egentlig skal vi slet ikke være oppe på niende. Vi skal være nede i stueplan, men jeg synes lige, at du skal op og nyde udsigten, ikke?
I det øjeblik gik det op for mig, at jeg absolut ikke ejer skyggen af humoristisk sans, når jeg står i en elevator.
PS – Kenneth synes, at det var god værkstedshumor. Han er så godt som død!
42 kommentarer
Liselotte
2. februar 2008 at 11:13Jeg synes jo også, at det er godt gået, når jeg endelig er kommet op på 12. sal, men jeg har sjældent tiden til at føle glæde ved det er lykkedes, for inden er der gået meget lang tid med at samle sjæl og psyke til turen op og en deadline har tvunget mig ind i elevatoren ;-)
Fr. Møller
2. februar 2008 at 03:47Da jeg var barn, var min morfar tit indlagt på Odense Sygehus. Nu er hospitalsbesøg ikke det mest spændende at udsætte et barn for, så mens mormor underholdt sin ægtefælle, fes jeg op og ned fra 13. i elevatoren :-).
Al respekt for angst og fobier – jeg slås selv i det daglige. Men lige i det her tilfælde – hvor det jo gik godt – erklærer jeg mig på Kenneths hold – det er fandeme god værkstedshumor!
Jeg er selv så heldig i min hverdag at have et menneske, der jævnligt tvinger mig til at udfordre min angst. Sommetider må jeg give op – det respekterer han. Men når det lykkes – er VI fandme ikke til at skyde igennem!
Liselotte
2. februar 2008 at 01:14Jeg kender det så udmærket, Stine ;-)
Stine
1. februar 2008 at 23:31Jeg blev nødt til at trække på smilebåndet selvom jeg deler din skræk ;) Min lillesøster var indlagt på børneafdelingen (7. sal) mange gange som barn og jeg gik trofast op og ned ad trapperne hvis jeg bare kunne slippe for elevatoren.
Liselotte
1. februar 2008 at 22:03Jane, det var en meget, meget modig mand jeg var på elevatortur med ;-)
Ella, ved jorden at blive…
Ella
1. februar 2008 at 21:52Vel var det væmmeligt og det burde være forbudt. Jeg har det skidt med glaselevatorer. Faktisk så synes jeg, at vi skal tage trappen eller blive nede – gys :-(
Jane B
1. februar 2008 at 21:49Hej Liselotte
Godt, at du er tilbage. Jeg manglede mit morgenfix = kig på, hvad du nu har gang i, måske se smukke fotos, her til morgen. Tænkte et øjeblik på, om der var luget ud i læserne ;-)
Dén med elevatoren var morsom!!!! Bagefter.
Jeg er rædselsslagen for højder og elevatorer. Men jeg arbejder på 3. sal, og på trods af diverse kemikalier til at tage de værste smerter i ryg og knæ orker jeg ikke at bestige bygningen hver morgen, så rengøringsassistenten har lært mig at bruge en gammel elevator, som siger en masse lyde, mens den skrumler op i det høje. Jeg laver dosmersedler, går tur i erindringsbilleder, jeg holder af og tænker over things to do i resten af mit liv, mens vi kører derudaf – elevatoren og jeg – gyyys!!!
Men det var ustyrlig morsom og grum humor, at en fremmed mand turde køre tur med dig, når du havde sagt, hvordan det var fat. Hans antenner burde have sagt ham, at han ville få en russisk klipning, når han tilstod :-)
Min gemal kunne have fundet på det samme, og han ville helt klart have været klar over, at der ventede ham sådan en sidevind – i furiestørrelse. Velfortjent.
Håber, at din Kenneth overlever, at han morede sig.
v.h.
Jane
Liselotte
1. februar 2008 at 21:47Ann, jeg har et tilbagevendende mareridt. Jeg er i NY og tvinges ind i en elevator lavet udelukkende af glas. Jeg kører opad og opad… og når aldrig toppen, for inden vågner jeg, badet i sved. Jeg bryder mig virkelig ikke om skidtet ;-)
Ella, det var væmmeligt! ;-)
Ella
1. februar 2008 at 21:41Hahahahaha – nej undskyld – men det var da skægt – bagefter ;-)
Ann
1. februar 2008 at 21:38Jeg foeler med dig! For mange, mange ar siden havde jeg en dejlig lejlighed paa Frederiksberg. Elevatoren var som du siger ikke stoerre end et kosteskab og efter have lukket yderdoeren skulle man lukke en gitterdoer !! Jeg havde tit sved pa panden og brugte ofte trappen.
Ann i Vancouver
Liselotte
1. februar 2008 at 21:07C.O. – du har en grum hævn til gode, så selvfølgelig kan han bare vente sig, den frække knægt ;-)
Sifka, der kan grines… nu bagefter, men det var altså ikke ret sjovt. Der er gode historier af fortælle, når man lider af fobier, for det er de mest utrolige krumspring man gør sig, for at undgå ;-)
Sifka
1. februar 2008 at 21:04Tænk, han har virkelig haft noget med hjem til middagsbordet. Sådan nogle oplevelser er smaddersjove, ja, bagefter. Du skulle høre når min bror og jeg udveksler fobihistorier. Der gyses og grines i meget stor stil. Hold da op, nu vågner minderne:)
C.O.
1. februar 2008 at 20:36Jeg er heller ikke til elevatorer, tager dem aldrig alene, tager gerne trappen eller venter
gerne længe til andre skal med.
Var i sommer på hotel med barnebarnet på 10 år-vi skulle med elevatoren op til værelset på 3.sal og jeg var åbenbart for langsom for ham, for han smuttede ind og døren smækkede i-der stod jeg så, jeg skulle jo ikke ind alene.Jeg måtte op ad trappen og blev helt til grin, han syntes jeg var åndsvag- han kan vente sig kan han :-)
Liselotte
1. februar 2008 at 20:10Som barn sad jeg fast i en elevator – jeg er dybt traumatiseret ;-)
Jeg gør skam det, jeg frygter, Peter. Jeg er sådan en, som bedst kan med at se dæmonerne i øjnene, så jeg tager elevatoren – og sveder bravt imens, men det har jeg nu gjort i efterhånden mange år og jeg synes ærligt talt ikke, at det hjælper ;-)
JJH
1. februar 2008 at 19:18Hvad var værst – turen op, eller turen ned igen?
Jeg har engang som barn siddet fast i en elevator i tre timer, fyren, der skulle passe den, var taget hjem! Var heldigvis ikke alene, min mor var der også.
I dag kan jeg godt køre i elevator – også helt alene!
Lisbeth
1. februar 2008 at 19:11Jeg grinede også, men jeg synes nu ikke, det er hans opgave at kurere din fobi. Det bliver, når du har overskud og har brug for at få fobien ud af verdenen. Så selvom jeg grinede, synes jeg nu, at han gik over stregen. Mest sjovt bagefter.
God week-end, og hvor er jeg glad for, at du er i luften igen.
Peter
1. februar 2008 at 19:08Fnis , tja han var en modig mand, men han overlevede da ( indtil vidre ).
Men seriøst, så gør han dig en tjeneste. Lider selv af angst og ved at den eneste måde at komme over det, er at gøre det man frygter.
Liselotte
1. februar 2008 at 19:06Det ender måske med, at jeg kan grine af det… nej, pjat… selvfølgelig kan jeg grine af det. Faktisk grinte både jeg og den mandlige mødedeltager godt af det, da jeg var på sikker grund igen, men sateme heller ikke ét sekund før ;-)
Catarina
1. februar 2008 at 18:47Jeg er ski på Kennets hold *GGGGG*
Julia
1. februar 2008 at 18:31Ja, her blev der også trukket på smilebåndet – selvom jeg udemærket kan sætte mig ind i din fobi. Mon ikke situationen bliver sjovere om et par dage?
Liselotte
1. februar 2008 at 18:31Vel er vi så, Irene :-)
Irene
1. februar 2008 at 18:30Livet forandres Liselotte og vi er foranderlige … Knus!
Liselotte
1. februar 2008 at 18:11Tænk engang… jeg synes virkelig ikke, det var sjovt. Jeg var SÅ tæt på at panden manden sådan én, for jeg sveder tran af angst inde i små lukkede rum og allermest, når de er elevatorer samtidig ;-)
Irene, du har ret i, at det kan kureres. Det kræver en lille smule tid og også en snert overskud, som jeg ikke har haft i mange år. Måske om snart…
Marianne
1. februar 2008 at 18:11Jeg grinede også lidt, sorry….. Jeg var engang indlagt med sønnike på 16 etage på Riget min bedste veninde kom for at besøge os – for at erfarer at vi var nede i vandrehallen………. jeg gav kaffen :-)
Hanne
1. februar 2008 at 17:38Jeg føler virkelig med dig….det er fandeme ikke sjovt:-(… Giv dem et drag over nakken:-))
Helle Koed
1. februar 2008 at 17:22Hej Liselotte
Må indrømme jeg også trak på smilebåndet – han var f.. da frisk!?!?! ;)
Men forstår din angst, har slv en snært a’ det!
Men vil i samme åndedrag kommentere et af dien tidligere indlæg: Vanens Magt!
Jeg er hæftig bruger af Illustrator – på godt og ondt Jeg kender ikke Firework andet end at have hørt om det. Måske det skal prøves så jeg ikke bliver FOR afhængig og sløv i Illustrator. ;)
Jeg synes godt om Illustrator og skal til Ålborg d. 31. marts og 1. april for at blive opgraderet til CS3 ;) det bliver godt! :)
Men Illustrator bliver først sjov når man har dowloaded eller selv lavet et hav af brusches og patterns, ellers bliver det for “standard” som jeg tydeligt kan se din ellers fine dame er. ;)
Laver du selv brusches og patterns i Fireworks?
Men kender godt din kvinde – er dog ikke selv én af dem, er du!? ;)
Bodil L.
1. februar 2008 at 17:22Det er s.. da humor ;-), men var du ikke ved at “pande” ham en efterfølgende?
Susan
1. februar 2008 at 17:22Undskyld Liselotte, men jeg grinede altsaa hoejt. Jeg giver Kenneth ret, det er rigtig god vaerkstedshumor. :-)
Helle K.
1. februar 2008 at 17:13Jeg synes også, at det er bare en lille smule sjovt – undskyld. :-)
Louise
1. februar 2008 at 17:07Trak lidt på smilebåndet her også – men alligevel havde jeg nok reageret på samme måde som du bagefter, Liselotte.
Er selv monsterbange for højder og er enorm stolt af at jeg kan komme op at stå på en stol, uden at mine ben ryster under mig – det har krævet mange års træning… Tror dog jeg godt kunne finde på at gøre gengæld … Men det er nok ikke muligt, når det nu er værksteds’humor’
Lene Z.
1. februar 2008 at 17:07Godt, jeg bor helt ovre på Sjælland, for jeg kom altså til at slå en “lille” latter op – og så har jeg i øvrigt højdeskræk, men tør godt tage en elevator….
Ha’ en god aften trods alt ;-)
Irene
1. februar 2008 at 17:06HA HA HAHAHAHAAAAAAAAA!!! Jeg ruller rundt på gulvet af grin! For helvede det er humor!!!
Undskyld Liselotte! Jeg er ked af det! Men liiiige når det kommer til fobier så har jeg meget lidt af den ellers altoverskyggende empati. Hvorfor ikke ? Fordi jeg VED man meget let kan overkomme den slags med en lille smule hjælp. Og det ved jeg også at de fleste fobister har kapacitet til at modtage! Spørg min søster hvor meget empati hun oplever fra mig i forbindelse med edderkopper! …
HA HAHA! For fanden Liselotte, jeg har ondt i maven af at grine!
Hep Kenneth! ;-)
Og forsoningsknus til dig! ;-)
Sister Bonde
1. februar 2008 at 16:59Nu er et cetera jo ikke min tvillingesister for ingenting, så jeg må indrømme, at jeg også skreg af grin. Det var s.. da godt nok noget af en pædagog – du der blev udsat for. Godt nok morsomt skrevet Liselotte – giv Kenneth en krammer fra mig.
Lise
1. februar 2008 at 16:46Pyhh, godt du er tilbage. “This site is suspended” gav vist anledning til mange bekymringer blandt dine trofaste læsere.
Jeg arbejder selv et sted hvor vi har en lillebitte, gammeldags og totalt ustabil elevator. Den vistnok eneste gang jeg forsøgte at køre med den, kom jeg til at sætte den i stå fordi jeg forsøgte at åbne døren for tidligt. Ikke fedt når man nu har noget med små, lukkede rum. Jeg er heller ikke sikker på min humoristiske sans ville have rakt…Til gengæld er jeg sikker på min mand ville have reageret helt som din!
Gitte Fabrin Olsen
1. februar 2008 at 16:38Fniste da lidt, men kan også godt forstå dig – hvorfor er angst bare så irrationelt?
Knus Gitte
Johanne
1. februar 2008 at 16:35Nej – det er bestemt ikke morsomt. Ikke den allermindste smule.
Når man er SÅ bange, så var der jo ingen grund til at skulle alt det igennem.
Dumme mandfolk….
Helle Quentin
1. februar 2008 at 16:26hi hi… men jeg var nu også blevet tosset… kan heller ikke li små elevatorer…
Eli
1. februar 2008 at 16:15MOuAhahah!
Kennet har ret det er god værksteds humor
E.
Liselotte
1. februar 2008 at 16:14Om jeg fatter, at I kan synes, at det er morsomt… *suk* ;-)
Nina
1. februar 2008 at 16:13Tsk, Tsk, Tsk, Undskyld, men jeg er altså helt på linie med Kenneth – og jeg håber sandelig, han overlever!!! Godt, at du er tilbage igen!
Steen Brølling
1. februar 2008 at 16:12Ja Kenneth. Det ‘ fanme’ sjovt :)
et cetera
1. februar 2008 at 16:07Liselotte, jeg er ked af at sige det, for jeg har selv en frysende og totalt irrationel angst for edderkopper – og min egen humoristiske sans kan ligge på et meget lille sted på dét område – men jeg skreg altså af grin :-D