Fugletække

Pigerne er på vej ud af fjerene, men det går ikke stærkt. I dag skal de vælge mellem Van Gogh og Trope Museet og ingen ved endnu, hvad de ender med.

Vi tager den med ro, nyder kaffen og udsigten over Amsel, hvor der er en livlig trafik af større og mindre fartøjer.

Der er en konstant trafik af roere i alle størrelser, farver og køn. Denne båd syntes Kenneth var værd at vinke godmorgen til. Fem smukke, unge piger tog en tur ned ad Amsel og valgte at vende lige udenfor vinduet.

I går eftermiddags, da solen endelig vandt terræn og vejret derfor blev helt fantastisk og meget tæt på forår, åbnede jeg vinduet på vid gab, satte mig i karmen med en kop kaffe og nød bare, at der var tid til den slags.

Solen varmede skønt på ryggen, men pludselig hoppede jeg højt i vejret, for et par svaner havde fået øje på min bagdel og den var åbenbart så fristende, at de var halvvejs på vej ind gennem vinduet.

I første omgang var det sjovt og være ansigt til ansigt med en svane, men tilsyneladende kunne de ikke lide mig, for de endte med at være temmelig aggressive og jeg endte med at smække vinduet i en fart, så vi lærte aldrig hinanden at kende for alvor.

Hen under aftenen kom min lille blishøne forbi og igen i går, nappede den i mine fingre, men denne gang var det tilsyneladende ikke nok, for pludselig lagde den alle kræfter i og fløj op i karmen, for at fortsætte indenfor.

Det sidste fik jeg forhindret, men siden har vi haft et lidt anstrengt forhold til hinanden, for hver eneste gang jeg åbner vinduet, kommer den svømmende hen og lægger an til landing herinde, så jeg holder skarpt udkig, når jeg trækker luft og det er ikke pæne ting jeg kalder den.

Lige i dette øjeblik ligger den og duver nedenfor vinduet, mens den undrer sig over, at jeg ikke skynder mig at åbne vinduet, så vi kan udvide bekendtskabet. Den må tilsyneladende anse mig for at være uintelligent. Den kan glemme det!