19

Langsom, langsom…

Jeg får noget der ligner ø-kuller, når jeg er bevægelseshæmmet, så jeg har naturligvis været ude omkring haven et par gange i dag. Det går langsomt. Meget langsomt. Det går. Det sidste er det vigtigste.

Sidste tur udenfor afslørede, at abrikosen er ved at afgå ved døden. Den begår tilsyneladende harakiri, for nu har den smidt endnu en af sine største grene og kun bunden af kronen er tilbage. Der bliver ingen hjemmedyrkede abrikoser denne sommer.

Jeg har ingen anelse om, hvorfor den opfører sig, som den gør. Jeg kan bare konstatere, at den ikke vil mere. Sådan må det være. Godt Kenneth har lavet en aflægger allerede.

Pludselig åbnede himlen sine sluser og jeg løb i læ af træerne nederst i haven. Oskar løb med, for han bryder sig ikke om regn. Det gør jeg, men jeg havde kamera med, så jeg syntes, at jeg var nødt til at nyde lyden og duften af regn under et tæt bladhang.

Der kom ikke mange dråber, men ind imellem truer himlen…

Jeg håber, at det snart bliver til lidt mere end de sjatter der leveres lige nu. Dråberne når knapt at ramme jorden, før de igen er fordampet. Der skal vandes i aften. Det bliver ikke mig, som gør det.

Du vil sikkert også kunne lide