Da jeg var ung – meget ung – havde jeg en forestilling om, at jeg skulle have børn. Mange børn. De ville allesammen være blonde med blå øjne. De ville ligne mig og jeg ville genkende mig selv i dem – både udenpå og indeni.
Det er slet ikke blevet sådan. Det blev ikke til mange børn. Det blev til to. Jeg har kun den ene tilbage og hun ligner overhovedet ikke mig. Hun ligner mig kun sporadisk indeni og hun ligner mig slet ikke udenpå. Hun er høj, mørkhåret og med brune øjne. Hun ligner til gengæld sin far. På en prik!
Når jeg kommer til kort i teenage-centrifugen, overtager hendes far og efter et øjeblik, er der ro og fred. De taler sammen. De råber sjældent. Jeg har ikke knækket koden endnu. Måske gør jeg det aldrig, men det gør ingenting, for jeg er på rejse med en datter, som måske ikke ligner mig, men til gengæld tegner til at blive et meget spændende menneske.
Èn ting kan jeg dog genkende. Personlig frihed er utrolig vigtig for mig. Jeg hader begrænsninger og regler. På det punkt genkender jeg mig selv i hende, den frihedselskende teenager.
Jeg synes, det er i orden at have det svært med regler og rammer. Jeg synes også, at det er dødbesværligt, at hun har valgt at ligne mig på lige præcis det punkt…
18 kommentarer
Liselotte
15. juli 2008 at 00:56Susan, de skal ikke være som os. Helst bedre, ikke? ;-)
Susan
14. juli 2008 at 22:53Det gaar nu ogsaa meget bedre her naar Christian ikke er hjemme – der er jo ikke nogen til at glatte ud og ingen af os gider jo gaa og vaere sure :-)
Farmer har ogsaa ret, men oproer behoever ikke vaere skaenderier og smaekken med doere. jeg synes bestemt ikke Cathrine skal vaere som mig eller som Christian, Cathrine skal vaere som Cathrine og lige nu er hun paa vej ind i den periode hvor hun skal finde ud af hvad det indebaerer. Meget spaendende synes jeg :-)
Liselotte
14. juli 2008 at 22:40Susan, vore opgør kommer kun, når faderen er hjemme. Måske jeg skulle tænke lidt dybere over det :-)
Farmer, du har jo ret! Som sædvanlig :-)
Farmer
14. juli 2008 at 22:22Koden skal IKKE knækkes. Der skal være protest, oprør og opgør imellem generationerne.
Det er det som giver udviklingens basis: Næste generation tænker nyt!
Herude foran mig i haven er er den gamle kat, Rosine, i dette øjeblik ved at lære sine killinger at fange mus.
De protesterer ikke.
Så der bliver i næste kattegenration fanget mus på nøjagtig samme facon som i generationerne forud. Fornyelsen mangler og udviklingen standser eller foregår i et umærkeligt tempo.
Susan
14. juli 2008 at 21:27Faedre er uundvaerlige, men det er moedre heldigvis ogsaa. Cathrine ligner os begge tror jeg. Paa nogen omraader lige hun uhyggeligt meget mig og paa andre uhyggeligt meget sin far. Hun er i det sidste aarstid blevet meget bevidst om at bruge sin tid til noget fornuftigt (i hendes oejne), dvs hvis en laerer i skolen spilder hendes tid, hvis hun oplever at hendes tid ikke bliver respekteret, saa melder hun sig ud, saa gider hun ikke. Heldigvis er det ikke gaaet udover vigtige fag i skolen – endnu – det er kun musik, klarient og musicallen hun meldte sig ud fra (hun gik til musiktimerne men var vist ikke saa aktiv som hun ellers er i timerne :-) ). Da jeg fortalte hendes far om det sagde han – aah nej, hvorfor skal hun lige ligne mig saa meget paa det omraade :-)
Jeg synes nu det er i orden i hvert fald i skolesammenhaeng, man er jo i skole for at laere noget, ikke for at blive opbevaret.
Vi har samme ordning herhjemme naar tingene gaar op i en spids, Christian glatter ud, men vi er nu ogsaa noedt til at laere det selv, for han rejser saa meget at han ikke kan vaere her altid, og det duer jo ikke at gaa og vaere sure paa hinanden en hel uge.
Liselotte
14. juli 2008 at 13:56Rosa, de fædre er uundværlige :-)
Liselotte
14. juli 2008 at 13:30Tak, det er en fin rejse og jeg oplever så meget undervejs, at det ind imellem kan tage pusten fra mig, Sister, men det er skønt :-)
Rosa
14. juli 2008 at 13:29Det var et fantastisk bilde!! Og det er jo personligheten som gjør ungene våre så spennende… dessuten er det jo godt å ha fedre tilstede som løser situasjoner uten fullt så mye temperament : )
Sister Bonde
14. juli 2008 at 13:27Godt udtryk: at være på rejse med sit barn.
Det er jo det vi er.
Min datter ligner mig i alt – totalt spejlbillede – hvorimod sønnen kender jeg ikke og kommer aldrig til det. Kan intet finde af mig i ham. Han ligner sin far så meget, at det næsten er uhyggeligt, men også spændende.
Fint indlæg og god rejse.
Liselotte
14. juli 2008 at 13:11Måske du er inde på det rigtige, Hanne – at vide, at man skal trække sig. Det virker nemlig :-)
Hanne
14. juli 2008 at 12:55Normalt ligner vores søn sin far rigtig meget, da han var baby kunne man næsten ikke se forskel på ham og billeder af hans far, da han var på samme alder. De er begge to mytomaner og elsker en god sammensværgelsesteori, et godt museum med fly, biler eller tanks og så lytter de til musik døgnet rundt.
Men med hensyn til orden er han min søn.
Jeg er superroder, min mand trives bedst med at kunne se bordpladen og at hans sager ligger i overskuelige bunker.
Albert roder og kan bestemt ikke se nogen som helst grund til at skulle kunne se så meget som en kvadratcentimeter af sit skrivebord, bare den bærbare er tilgængelig.
Men jeg kender også til det med at trække sig, eller få manden til at trææke sig, når der skal rages kastanjer ud af ilden.
Måske handler det mere om at vide, hvornår man skal træde til eller holde sig væk, end at man ligner hhv. ikke ligner sit afkom.
Nadia
14. juli 2008 at 12:46Altså, af udseende liger jeg min far og dog.. ligner jeg min mor af højde og øjenfarve. Men så hører alting også op.
Jeg er den eneste i familie med blondt hår – INGEN i familien er blonde – nada zero nobody. Gad vide hvem jeg har dét fra, eller om det er en mutation.
Om man knækker koden eller ej, handler jo vel også hvor god man er til, at aflæse og sætte sig ind i den andens tankegang.
kagekonen
14. juli 2008 at 12:34Jeg har en af hver… altså en der ligner mig og en der ligner sin far, hvilket ikke er nemt når man er skilt fra samme far bla. fordi vi bare ikke duede under samme tag ;-) det er en evig udfordring, men den er spændende og jeg ville ikke undvære den for noget i verden. Heldigvis er min søde husbond på bølgelængde med det stakkels “barn” så når jeg kommer til kort (og det er tit) så gyder han olie…
Liselotte
14. juli 2008 at 11:12Bambi, det handler vist om mig lige så meget, som det handler om min teenager, det med koden ;-)
Jeg tror det er fint at ligne, når man har forskelligt køn. Det virker herhjemme :-)
Bambi72
14. juli 2008 at 10:43Lige præcis den kode er drøn svær at knække… Den giver sved på panden… Heldigvis er det sådanne at man som regel knækker den ved det første barn.. Så nr. 2 og efterfølgende børn kommer til at nyde godt af det..
At ligne hinanden så meget, kan også vise sig at være en ulempe… Men rart at han kan, der hvor du kommer til kort :-D
Liselotte
14. juli 2008 at 10:17Gitte, sådan kan vi blive noget så overraskede af livet – og det er nu skønt, synes jeg :-)
Anna, det er en del af forklaringen, men ikke den hele. De to ligner hinanden så utroligt meget at hendes far ved præcis, hvordan han skal tale med hende, når følelserne løber af med hende – han ved præcis, hvordan og hvad hun tænker og jeg overraskes altid over, at han er så utroligt dygtig til at aflæse hende, men det er vel i grunden ikke underligt med tanke på, at de ligner hinanden så meget :-)
Anna
14. juli 2008 at 10:04Gad vide om det ikke ‘bare’ er kønsforskellen der gør far-datter dialogen nemmere. De har jo intet identifikations-issue liggende i baggrunden.
Gitte
14. juli 2008 at 09:57Livet er fuldt af store og små overraskelser. Og det går nok ikke helt som man troede (og forventede da man var 20…..)
Jeg er rødhåret med grønne øjne – min mand er mørkhåret med brune øjne. Havde forventet små brunøjede unger med masser af mørk hår. Fik istedet lyshårede banditter med blå øjne……….
Det har så til gengæld arvet deres fars evne til at efterlade tingene hvor de falder, og at alt omkring dem roder – tja – det betyder mindre…………. (pust, støn – og bandeord – siger hende med ordenssans!)