42

Hæklet trøje… cirka…

Nu følger der altså absolut ingen garantier med, når jeg om lidt afslører, hvordan jeg har hæklet solskinstrøjen nedenfor.

Jeg er ikke nem at bede om en anvisning, for måske har jeg noteret ét, men gjort noget andet, fordi min fornemmelse har sagt mig, at det ville være bedre. Jeg er dog rimelig sikker på, at disse anvisninger ligger meget tæt opad modellen, du kan se nedenfor, så er du frisk på at eksperimentere lidt og måske trække lidt fra og lægge lidt til, kommer her en omtrentanvisning…

Trøjen er hæklet med Kauni på en hæklenål nummer 6 og er en størrelse Large. Du må selv eksperimentere lidt med at op- eller nedjustere størrelsen. Til denne her er brugt to nøgler á 150 gram.

Start oppefra med halsen. Slå 62 luftmasker løst op. Hækl nu fastmasker frem og tilbage i striber. To rækker i hver farve.

1. – 8. pind – hækl fastmasker i striber.

På 9. pind tager du 39 masker ud, jævnt fordelt på rækken til ialt 101 masker.

10. – 18. pind – hækl fastmasker i striber.

På 19. pind tager du 39 masker ud, jævnt fordelt på rækken til i alt 140 masker.

20. – 26. pind – hækl fastmasker i striber.

På 27. pind tager du 39 masker ud, jævnt fordelt på rækken til ialt 179 masker.

28. – 36. pind – hækl fastmasker i striber.

På 37. pind tager du 39 masker ud, jævnt fordelt på rækken til ialt 218 masker.

38. – 45. pind – hækl fastmasker i striber.

Nu skal arbejdet deles til henholdsvis ærmer og bul:

Fra forsiden hækler du nu 34 fastmasker, 8 luftmasker (til ærmegab), spring 41 masker over (de hviler og er til ærmet), hækl fastmasker i de næste 68 masker, 8 luftmasker (det andet ærmegab), spring 41 masker over (de hviler og er til ærmet) og hækl fastmasker hen over de sidste 34 masker.

Hækl tilbage i striber som før. Nu har du ialt 152 masker til bullen inklusive de to gange 8 nye masker til ærmegab. Du fortsætter bare i fastmasker og striber, til du synes bullen er lang nok. Prøv den undervejs.

Ærmerne hækles også bare i fastmasker og du sørger selvfølgelig bare for at hækle hen over samtlige masker i ærmet. Jeg har taget 2 masker ind for hver 14. pind to gange. Når ærmet er langt nok, brydes garnet og vupti – du er færdig.

Hækl kanter langs forstykkerne (mine er 6 rækker fastmasker) og placér knaphuller, som du synes de skal sidde. Hæft ender, vask trøjen og læg den fladt på et håndklæde eller lignende, så du kan glatte den i facon. Lad den tørre, sy knapper i og tag den på…

Hvis du er heldig, passer den ;-)

Du vil sikkert også kunne lide