Husflidsmesse i Viborg

Hold da helt hest eller lad være hvor var der meget at se på nede i Stadion- og Tinghallen. Jeg blev mæt ud over alle grænser, efter at have brugt godt fire timer i kolonnevandring gennem lange gange med alskens husflid. Skønt ord, ikke? Husflid, det dækker solidt og bredt. Det gjorde messen også. Der var noget for enhver med lyst til at bruge hænderne.

Jeg kunne slet ikke rumme det hele, men det er vel også sådan, at øjnene drages af det, som taler til et eller andet indeni. Jeg var meget optaget af dukkemagerne her. De var meget dygtige. Kvinden, som sidder forrest i billedet er ikke ophavskvinde til dukken, der hænger forrest. Det er til gengæld manden bagest i billedet. Hun kunne til gengæld forme trolde, så man lod sig helt og aldeles opsluge.

Der var udstilling fra Skals Håndarbejdsskole. Den smukkeste, enkle og rene stand med kun ganske få ting udstillet, men sikke ting…

De er så dygtige og tænk engang, de udbyder ugekurser. Jeg er svært fristet og fik da også en brochure med hjem, for hvem kunne ikke drømme om en uges ophold alene til fordybelse i f.eks. broderi. Jeg kunne i hvert fald.

Jeg nåede omkring Maja, som fristede med smukke garner, men der er udsalg den 26. og 27. oktober nede på lageret, så jeg styrede behændigt udenom, selvom fristelserne stod i kø. Sikke smukke farver uld, der stod lige i håndhøjde. En grøn så smuk, at jeg var lige ved og næsten, en gylden, som kunne blive til en fantastisk trøje og en brun, som var akkurat den tone brun, som jeg elsker og… Suk…

Inden jeg nåede over til Maja, lod jeg mig friste af Bak’s enorme udvalg af aquamariner, amerikanske turkiser, jadeperler og fortsæt næsten uendeligt, for der var ikke det, som ikke var at finde på standen…

Det var nok her jeg brugte mest tid. Det var rigtigt svært at løsrive sig, når først man fik taget hul på fristelserne, så jeg brugte lang tid på at vælge stene ud, som siden skal forvandles til øreringe så smukke, at de kommer til at glæde mit øje hele vinteren.

Jeg endte med sten til 5 par. Smukke farver. To forskellige turkiser, jade i forskellige udgaver, aquamariner og nogle pink sten, som jeg ikke længere husker navnet på.

De amerikanske turkiser var så utroligt smukke. Deres farver vekslede mellem brun, rødbrun, turkis og grønt og det ene stykke var smukkere end det andet, så det tog sin tid, da jeg skulle vælge et par stykker til ørerne.

Jeg snuppede også lige et par solide billeder af armbåndene, som lå og fristede. Det var ikke i dag, de skulle med hjem, men jeg synes lige, at jeg vil vise Kenneth dem…

– der er jo ikke forfærdelig lang tid til min fødselsdag og Århus ligger ikke langt væk ;-)

Bagefter nåede jeg også op omkring Bente. Jeg tog endda billeder af hendes ivrige strikken, men fordi hun netop er så ivrig, endte de med at blive helt og aldeles utydelige. Lidt ærgerligt er det, for hun er i gang med en ny model, som snart sættes til salg. Hvis jeg husker korrekt, hed trøjen Overslynglen, men hæng mig ikke op på det. Smuk og spændende bliver den i hvert fald, så det er med at holde øje den næste tid.

Forøvrigt havde Bente nederdelen hun har designet til Strik for din syge moster på. Den er helt fantastisk.

Der var mange andre, som burde være nævnt her, men disse steder er nok dem, som står tydeligst i min erindring. Alting afhænger af øjnene, som ser. Andre ville fremhæve noget helt andet, men én ting er sikker, der er nok at lade sig inspirere af.

Da vi til sidst ikke kunne rumme mere, var det retur til Marianne. Her blev vi budt på en rigtig dejlig frokost og bagefter var der kaffe og utroligt lækre kager fra byens bedste bager. Jeg tror det var sandt, for sjældent har jeg smagt noget så godt, som de kager og inden de nåede at sætte sig på sidebenene, tog Susanne og jeg benene på nakken og vendte bilen i retning af Aalborg igen.

Nu er jeg hjemme med et hoved, som summer af sanseindtryk. Hold da op. I morgen skal være en stille dag. Basta!