Morgenen bød på den første efterårståge, men allerede nu er den veget for solen. Det tegner til at blive en vidunderlig søndag med blå himmel og modne æbler nede i bunden af haven.
Det er egentlig tid for myntegelé, æblechutney og lager på hylderne til den årstid, som venter lige om hjørnet, men jeg vælger anderledes i dag. Jeg vælger en søndag, som kun skal indeholde lige præcis det, som jeg finder lysten til. Lige nu er det kaffe og bloglæsning og ad den vej opdager jeg, at det igen er aktuelt med sprog, omgangstone og adfærd i dette underlige, lidt fattige univers. Fattigt forstået på den måde, at der alene er ordet og det bliver utilstrækkeligt, når vi skriver personligt.
Jeg er stadig af den overbevisning, at man skal have solid teflonbelægning for at overleve herude. Jeg mener det dybfølt, når jeg siger, at man skal kende sig selv rigtigt godt. Man skal vide, hvem man er og selvtilliden skal være i orden, for det bliver uafvendeligt nødvendigt at kunne sige til sig selv “Jeg ved, hvad jeg mener. Jeg ved hvad jeg skrev. Det er ikke nødvendigvis mig, som er på afveje…”, for man vil opleve, at ord fordrejes, myter manifesteres, historier provokerer og vrede læsere kommer forbi.
Man vil opleve, at ordene man skrev misforståes. Man vil opleve, at man tillægges egenskaber, som man på ingen måde kan genkende. Man vil formentlig opdage, at ord alene er utilstrækkelige. Man vil opdage, at mennesker, som ikke sidder ovenfor hinanden mener, at det er i orden at udvise en adfærd, som heldigvis sjældent opleves i det virkelige liv.
Når det sker, skal man være i stand til at holde hovedet koldt. Det er her teflon og selvtillid kommer ind i billedet, for det er nødvendigt at holde følelserne udenfor i første omgang. Det er essentielt at være i stand til at læne sig tilbage og tage et kritisk blik på egne ord. Er der noget om snakken? Var jeg en kende for hurtig? Er det tilfældet, er en undskyldning oftest tilstrækkeligt. Til gengæld er selvtilliden og den personlige integritet vigtige i næste ombæring, for konstaterer man, at der ikke er noget om snakken, skal man også være i stand til at bære, at her er et menneske, som ikke kan lide mig. Sådan er livet nemlig også. Der er mennesker, som ikke bryder sig om dig og mig. Der er sågar mennesker, som ser det som en livsopgave, at minde os om det. Sådan er det vist bare.
Efter sådan en konstatering kan man vælge to ting. Man kan give plads til dette menneske. Lade det fylde både indeni og udenpå. Man kan vælge at være ked af, at det er sådan. Man kan lade mennesket komme til orde og man kan forsøge at ændre på det forhold, at der her er et menneske, som ikke kan lide mig. Man kan også vælge, at lade være. Nogle gange tror jeg, at det er Sisyfos om igen. Man skal vælge sine kampe med omhu.
At genkende mennesker, som ikke vil mig det godt, kræver menneskekendskab, men det kræver i høj grad også selvtillid og integritet, for det kræver personligt mod at sige fra. At opgive. Jeg mener faktisk, at det er i orden at kaste håndklædet i ringen. At vælge fra.
Jeg synes det er ærgerligt, når jeg fra tid til anden støder på bloggere, som er blevet så grundigt forskrækket, at de er i gang med at overveje at lukke for tid og evighed, men jeg synes også det er vigtigt at sige, at du ikke kan undgå at møde mennesker herude, som ikke kan lide dig. Ligesom i det virkelige liv er også dette her fuld af helt almindelige og ind imellem ualmindelige mennesker, som hver især har deres opfattelse af dig og ikke mindst har de varierende sociale omgangsformer. Nogle af dem vil du opleve passer godt med dit temperament, andre vil vise sig at have en adfærd, som ligger så langt fra din egen, at I ikke er kompatible og enkelte af dem, vil bruge tid på understrege netop det for dig.
De sidste er de vigtigste, for her bliver du nødt til at vælge. Lad dem fylde eller luk dem ude og lad glæden ved dine skriverier fylde og tage pladsen i stedet for. Du kan formentlig ikke ændre på, at de ikke kan lide dig, men så kan du lære at leve med det. Det sidste skal ikke ses som arrogance, men som en mulighed for at passe på dig selv. Der er kun dig til at gøre det. Gør det. Du har fortjent det.
34 kommentarer
Liselotte
9. september 2008 at 07:37Jeg er helt enig, Bernd :-)
Det kræver bare det lag teflon og måske også lidt ekstra, fordi vi mangler mimik, kropssprog og øjenkontakt her :-)
Bernd
8. september 2008 at 23:35Jer er forsåvidt enig med jer alle i de fleste ting men … :-)
Når man lægger sit “liv” til åben beskuelse, kommenterer stort og småt og gør det på netop den meget personlige måde, der kendetegner en god blog, ja så er det vel ikke så mærkeligt, at der kommer reaktioner. Og at det kan være andre reaktioner end hurra-råb undrer mig ærlig talt ikke. Sådan er det jo også IRL, hvor de ting vi siger og gør bliver kommenteret mere eller mindre nådigt. Så teflon ? Måske, men ikke mere end livet kræver ;-)
et cetera» Blogarkiv » Opklaring
8. september 2008 at 11:04[…] komme mig over mine børnesygdomme – og så må jeg lægge mig nogle af de ting på sinde, som et dejligt og klogt menneske, har skrevet om: nemlig lære at passe lidt på mig selv og erhverve lidt teflon på […]
Marianne
8. september 2008 at 07:41Tak for et vedkommen og fantastisk godt skrevet indlæg – et godt indspark.
Pernille
8. september 2008 at 07:19Lige præcis. Jeg er helt enig :)
Liselotte
8. september 2008 at 07:09Pernille, jeg tror det handler om, at man skal være klar til at modtage både ønsker om uddybning, uden at tage dem som kritik, og den kritik, som nogen mennesker også ønsker at give udtryk for. Det vigtigste er nok, at man er i stand til at passe på sig selv og ikke lade sig vælte af hverken det ene eller det andet. At tro på, at man er god nok, som man er :-)
Pernille
8. september 2008 at 00:05En spændende og vigtig debat.
Jeg tror ikke det er til at komme udenom ind imellem at støde på både positiv og negativ kritik. Jeg tror vi alle kan være enige om, at det er vigtigt at være respektfulde over for det andre skriver. Men fordi vi alle har hver vores opfattelse af virkeligheden, bliver det vi skriver også opfattet forskelligt.
Jeg er ikke i tvivl om at der både vil være reelt negative kommentarer og misforståelser, og jeg mener bestemt, det er vigtigt at opføre sig respektfuldt over for andre. Dialog og debat er med til at skabe forandring og nytænkning.
Jeg er ny i blogverdenen, jeg troede da jeg startede, at jeg skulle skrive lidt om vind og vejr. Men allerede efter kun to uger kan jeg mærke, at jeg er nødt til at give noget af mig selv, ellers er det bare ikke interessant. Det samme gælder at læse blogs, hvis ikke de er personlige, er de ikke interessante at læse.
Samtidig tror jeg det i højere grad er spændende og personlige indlæg der giver lyst til kommentarer, der måske kan blive negativt opfattede, igen fordi vi har hver vores virkelighedsopfattelse.
Det betyder ikke, jeg synes det er i orden at falde andre i ryggen. bestemt ikke.
Men det med et godt lag teflon – det tror jeg på :)
Liselotte
7. september 2008 at 21:07Splejs, jeg synes, ligesom dig, at det er sjovt og underholdende at følge en god debat og respektfulde verbale lussinger kan være rigtigt sjove, men når det bliver personangreb og direkte ondskabsfuldt, står jeg af, for så er det elegante forduftet og jeg synes bare, at det bliver perfidt og uinteressant.
Ja, hvem husker ikke toiletrulletråden? Hold fast, hvor der gemmer sig mange sjove tråde rundt omkring :-)
Omkring det med at tackle kritik, så er det i grunden ikke særligt vanskeligt, hvis det bliver givet i den rette ånd. Det er langt større kunst at aflevere kritik, end det bør være at modtage den. Det skal gøres respektfuldt og med tanke for, at den slags modtages og anvendes bedst, hvis det gives med respekt og tanke for, at man taler til et medmenneske, som skal kunne forlade sådan en omgang med følelsen af, at være blevet set i en positiv ånd. Det er kunst at kunne det. Jeg øver mig konstant :-)
splejsen
7. september 2008 at 20:47En god debat.
Liselotte, nogle gange har du ikke kun haft brug for teflon, men en panseret mandskabsvogn! Det er ufatteligt hvad nogle mennesker derude kan finde på at sige. Jeg behøver vist ikke nævne navne. Men du har klaret alt i fin stil, uden nogensinde selv at nedlade dig til den samme dårlige opførsel. Tværtimod er du et mønster-eksempel på god netik.
Der er selvfølgelig mange underlige mennesker derude i cyberspace. Både nederdrægtige, ondskabsfulde typer. Men også folk, der bare synes det er sjovt at provokere, og derfor poster bevidst provokerende indlæg, nogle gange med en ren kommentar-storm til følge.
Personligt synes jeg det kan være underholdende at følge med i en kommentar-debat, hvor bølgerne går højt. Så længe kritikken ikke bliver personlig, men holder sig til emnet.
Det er kuldegysende når folk bliver ubehageligt personlige. Der må godt være lidt “bid” i kommentarerne. Når blot folk husker at gå efter bolden og ikke manden.
Som andre her har nævnt, så er det dødsygt, når en blogger bliver fornærmet over den mindste kritik, og postulerer; “det er min blog og du ka’ bare lade være med at læse den!” Det kunne være man så skulle overveje at omdøbe “kommentarer” til “ryg-klap”.
Da jeg engang skiftede template, røg alle de gamle kommentarer. Ærgeligt, for der var mange sjove debatter. Hvem af os gamle husker ikke toiletrulle-debatten, og mine mundhuggerier med OKH, akademiker-bloggeren jeg elskede at hade og visa versa..
Det ER sgu da for kedeligt, hvis man bare roser hinanden i en uendelighed. Det er da ikke særlig udviklende.
Men Liselotte, du har jo ret i din antydning af, at evnen til at modtage kritik er direkte proportionel med selvværdet.
Det er noget man skal arbejde med. Jeg har selv skullet arbejde med det hele livet. Det er da aldrig sjovt at blive kritiseret, men det er nødvendigt at lære at blive bedre til at takle kritiken. I alle livets sammenhænge. Så kan man jo lade dette kommentar-diskussionerne i dette medie være et gratis kursus.. ;-)
Anita
7. september 2008 at 20:04Ja, det er lige præcist dét, det dybest set handler om :-)
Liselotte
7. september 2008 at 20:00Anita, det handler vel dybest set om, at man er nødt til at have for øje, at man kan mødes af andre holdninger end sine egne, mødes af afklarende spørgsmål og siden en helt anden opfattelse af virkeligheden, end den man selv er i besiddelse af – netop fordi man er offentlig?
Det skal man kunne tackle, for sin egen skyld, for ellers bliver det alt for barsk, at lægge sig selv til skue.
Jeg oplever forøvrigt også, at jeg ind imellem ikke taler samme sprog, så jeg forstår din metafor. Så trækker jeg mig også, for ikke at såre yderligere :-)
Hella, dialog er stor kunst, når den foregår via nettet, for det er som sagt kun det skrevne ord, som skal formidle. Det er her, det ind imellem går galt, tror jeg :-)
Mette t, dette indlæg er ikke specielt møntet på mig ;-)
Det er ment, som en generel betragtning omkring det at være personlig og være indstillet på, at det ind imellem koster misforståelser og uenighed.
Det skal vel gerne kombineres med en grundlæggende indstilling til medmennesker, som må være, at deres udgangspunkt aldrig er at såre unødigt, men blot at stille uddybende spørgsmål eller supplere med deres anderledes holdning. Den slags kan jo sagtens være en berigelse, hvis det bliver gjort med respekt.
Gør det ikke det, er det omvendt helt okay at sige fra i min optik :-)
mette t
7. september 2008 at 19:44Øh, det må da vist være, fordi du pirrer “folks” dårlige samvittighed eller andet trist hos dem… lige rammer der, hvor det er galt eller gør godt ondt! Og det er jo op til “folk” selv at få styr på sig selv. Jeg synes du rammer lige 10-4 hver gang og formulerer tanker og valg og holdninger knivskarpt… endnu en tilhænger af din blog, der genkender så meget af mig selv i dig ;o) Men hvornår har du skrevet noget for nogen upassende??? Det kan jeg ikke gennemskue!
Kh Mette T
Hella
7. september 2008 at 19:23Jeg nyder nu at følge din blog, både for strik men specielt pga. dine betragtninger om livet og sårn. Bliv gerne ved med det !Dialog kan være fin men er jo også en svær ting når den foregår via en computer.
Anita
7. september 2008 at 18:00Anders sagde:
“Du vil ofte se at når du ikke tillader disse mennesker at trække dig ind i en uløselig konflikt, eller når du nægter at indgå i den konfrontationelle retorik, vil de hævde at du er svag.!
I Guder, hvor har jeg fået dén skudt i skoene nogle gange i de år, jeg har været blogger! Netop fordi jeg ikke har gidet at diskutere og kværulere på skrift, så “har jeg sikkert heller ingen holdninger og har bare været konfliktsky“.
Jeg valgte, og gør det stadig, at grine af det og så konstaterer jeg stilfærdigt, at de, som har udtalt sig, ikke kender mig ret godt ;-)
Til dig, Deborah, vil jeg sige, at jeg ikke har udtalt, at jeg vælger din blog fra, men kun at jeg ikke ønsker at kommentere hos dig netop pga. for mange misforståelser. Det er alt, og som før skrevet, er det suverænt mit valg, men jeg har været ærlig omkring det og har spillet med åbne kort.
Jeg kan godt følge dig i, at man sommetider skriver indlæg, der er mere følelsesladede end andre og som gør én mere hudløs og sårbar, men man må være beredt på at få respons på alt, hvad man vælger at publicere på sin blog. Dermed ikke være sagt, at det er tilladt at svine til, men man kan måske blive stillet et spørgsmål, som man ikke lige havde regnet med, da man griflede med hjerteblodet.
Sådan er det at være offentlig. Det kan tiltider være lidt af en barsk omgang.
Liselotte
7. september 2008 at 16:12Alle har samme ret til at skrive weblog. Ingen har patent på det. Man har suverænt enevælde sådan et sted, hvis man ellers holder sig indenfor lovens bogstav, så ingen er mere berettiget til at skrive, end andre er. Dermed ikke være sagt, at der ikke er kvalitetsforskelle. Det mener jeg afgjort, at der er. Ellers ville du og jeg heller ikke have nogle favoritter. Det er også virkeligheden.
Når det er sagt, så er man også selv ansvarlig for det, man sender ud i æteren. Det vil i princippet sige, at man får, hvad man giver.
Det kan ikke altid passe, men i langt de fleste tilfælde, er det vigtigt at være så teflonbelagt eller hårdhudet, at man magter at trække sig tilbage og se på ordene, inden man nødvendigvis føler sig angrebet eller forfulgt. Det er netop det, jeg prøver at formidle. At langt de fleste uenige dybest set bare er interesseret i dialog.
Man får, hvad man giver. Hvis man udviser interesse og evt. beder de uenige uddybe, vil man opleve, at der kan opstå utroligt spændende snakke omkring et emne. Hvis man undlader at dømme bevæger man sig ind i et felt, hvor det ikke handler om at få ret, men om at blive klogere og måske få et mere nuanceret billede på sig selv eller det emne, man er i gang med at diskutere.
Det er her den hårde hud er nødvendig. Har man ikke den, kommer man nemt til at falde i grøften med “hun/han er også bare rigtigt ondskabsfuld/dum/fordømmende/irriterende…” og fortsæt selv. Måske er de slet ikke det. Måske er de. Det vigtigste er, at man er tilstrækkelig hårdhudet til at turde spørge ind, synes jeg.
Der er mennesker, som ikke vil dig det godt, men langt størstedelen af dem vil gerne dialogen. Respekt er nøgleordet, tror jeg.
dortheivalo
7. september 2008 at 15:03LiseLotte, du har netop skrevet et indlæg, som jeg ikke formåede at formulere selv! Jeg oplevede for et stykke tid siden en fast læser af min blog, en som jeg ikke kender privat, der mente at kende mig så godt, at vedkommende på det nærmeste vidste mere om mig end jeg selv gjorde. Jeg er ikke så modig en skribent som dig, og al min tekst bliver kørt igennem “et positivt filter” inden det bliver lukket ud i verden,- ligesom Gitte tilsyneladende gør. Jeg bor i et lillebitte samfund, og det skrevne ord, uden mimik, tonefald, toneleje og armbevægelser, kan let misforståes, hvis man ikke mestrer det skrevne ord, som du foreks. gør, hvilket igen kan starte en kædereaktion, som måske var ganske unødvendig. Jeg læste på en blog (en meget gammel blogger) at blog var blevet allemands-eje og at de nye (vores?) manglede nerve og sjæl, og jeg følte mig ramt, men på den anden side; vi der “bare” skriver for at familien og vennerne kan følge med i vores hverdag, som de er afskåret fra at deltage, har vel også ret til at være her, og hvis man ikke gider os, kan man jo heldigvis vælge fra. TAK for dit indlæg fra din trofaste læser i Sisimiut
Deborah
7. september 2008 at 15:00Fint indlæg og du har ganske ret!
Til Anita’s bemærkning omkring misforståelser vil jeg sige, at man jo måske også er mere følsom på nogen punkter end andre – det synes jeg måske er naturligt nok? Og så er der generelt det med at man let kan misforstå hinanden. Personligt synes jeg, det er trist, at du vælger min blog fra p.g.a. en misforståelse. Men det er din ret selvfølgelig.
Sylvia
7. september 2008 at 13:21Takk for at du tok dette opp, Liselotte! Du har så rett!
Og i den virkelige verden er det også slik at man kan ikke bli like godt likt av alle.
Jeg treffer stadig mennesker der vår kjemi ikke stemmer i det hele tatt, og de bryr jeg meg ikke om, og ikke vil jeg bruke min energi på dem heller, til å fortstå eller tekkes dem.
Din blogg er min absolutt favoritt, og jeg beundrer deg for at du blottlegger deg selv og din familie. Man føler ligsom at man kjenner deg etter å ha lest din blogg noen år.
Selv holder jeg litt tilbake, og prøver å ha en positiv tone i min blogg, og håper ikke jeg støter noen med innleggene mine. Men så vil jeg også ha en personlig blogg, og det er ikke alltid lett å vite hvor mye jeg vil skrive om meg selv.
Stå på Liselotte. Du gir så uendelig mye til mange mennesker, og de som ikke liker det, kan vel bare velge deg bort.
Og så er DIN egenkomponerte jakke ferdig i min blogg. Takk for oppskriften. Det var en glede å hekle den, og det ble en skikkelig GLAD- jakke!!!
Klem fra meg.
Gitte J
7. september 2008 at 12:47Der er mange ting at tænke over når man skal starte en blog – jeg har fået en oprettet, men jeg er ikke begyndt at skrive i den endnu, for jeg har svært ved at starte. Hvad skal jeg begynde med og er der noget jeg ikke skal skrive. Jeg er sikker på det nok skal komme på et tidspunkt. Familien spørger hverdag om jeg er begyndt at skrive, men når nu jeg ikke helt ved hvad der skal stå vil jeg hellere vente til dagen hvor jeg er klar.
Jeg kan godt lide at læse blogs og jeg sætter mine kommentar hvor jeg synes de passer ind. Jeg læser gerne din blog hver dag hvis det er muligt, for der får jeg en del inspiration til hverdagen og jeg får tænkt igennem hvad og hvor meget man kan skrive i sin blog.
God søndag til dig og dine.
Anders
7. september 2008 at 12:45Huskat ; Uanset hvad, hvem og hvordan, så er andre menneskers udmeldinger til og om dig noget der kommer fra demselv.
Du behøver aldrig tage det til dig, i andre former end en accept af hvad de fortæller dig om demselv.
De mure der afholder visse mennesker fra dialog er mure de har bygget internt, og de kan derfor ikke nedbrydes udefra. Spild ikke dine kræfter på dem.
Acceptér istedet at de er udenfor din rækkevidde, og tillad dem at være det. Du vil ofte se at når du ikke tillader disse mennesker at trække dig ind i en uløselig konflikt, eller når du nægter at indgå i den konfrontationelle retorik, vil de hævde at du er svag. Hvem sagde projektioner? :D
Liselotte
7. september 2008 at 12:24Det er sorteringen, som er en del af forudsætningen for at have udbytte af dette her univers. Der findes steder, som ikke er for mig. Dem vælger jeg så fra. Det er suverænt mit valg og der kan være forskellige bevæggrunde for sådan et valg, men det er altid velovervejet og jeg kan konstatere, at det ikke gør noget. Der er publikum og plads til alle, så ingen af os behøver være i noget, som er frugtesløs.
Jeg konstaterer vist bare, at der er steder, hvor vi støder i mure så høje, at vi måske slet ikke skal forsøge at forcere dem, hvis vi vil passe på os selv. Man skal ikke have kig ind alle steder og i virkeligheden kan jeg også konstatere, at der vitterlig er mure, som jeg slet ikke har lyst til at bryde ned. Det er nok der, hvor evnen til dialog og respekt er ikke-eksisterende. Jeg passer på mig selv.
Som Anita skriver, så er der en tid for alting og også til at skifte græsgange engang imellem :-)
Gitte
7. september 2008 at 12:07Tænker tit på at du er meget modig – men også super god – til at give din blog følelser / liv……. Det er ret stærkt! Og giver mig også lyst til at følge med, virkeligt at læse dine indlæg, samtidig med at jeg elsker dit kreative gen.
Mig – Min blog er “et lyserødt rum” uden særligt liv og følelser – de ting der bekymrer mig/sårer mig, gemmer jeg indeni til søvnløse nætter, indtil jeg får dem vendt med min mand og han taler mig ned på jorden igen…. På mange måder bliver bloggen faktisk en form for terapi – netop til at se de lyse sider. Der er undersøgelser der viser, at hvis man hver dag skriver 3 positive ting ned, så vil man efter en periode på 2 måneder have en større følelse af lykke. Jeg tror lidt på den…. Det der med at se glasset som halv fuldt frem for halv tomt! – Så – jeg blogger for det positive i livet – og elsker bloglivet – (med en lidt tandløs blog)!
Måske der ikke var så meget sammenhæng til ovenstående og dit indlæg – bare en kommentar fra en konfliktsky blogger ;-)
jeanette
7. september 2008 at 11:59Også jeg bakker dig helt og aldeles op. Godt skrevet. -Ha´nu en god søndag.
Kærligst
HenrietteB
7. september 2008 at 11:49Tak for udybningen, Liselotte. Jeg tror, vi er meget enige.
Jeg har selv i min tid begået massive fejl, når jeg forsøgte dialog, hvor en sådan ikke var mulig. Det har jeg lært af og har simpelthen valgt visse blogge fra.
Jeg har det vist sådan, at opdager jeg at der på en blog IKKE er plads til uenighed og at døren smækkes hårdt i ansigtet på een, så snart man forsøger at få en dialog om et konkret emne, så vælger jeg ganske enkelt fra med det samme, uanset hvor enig, jeg ellers er, eller hvor godt jeg ellers kan lide vedkommende.
Vi skriver netop offentligt og må derfor erkende, at når vi skriver, så berører vi altså andre mennesker. Naturligvis skal dialogen og debatten foregå i en ordentlig tone, men på mig virker den smækkede dør meget provokerende og arrogant – og derfor har jeg med tiden lært, at det er bedst at fortrække og skifte udsigten med det samme.
:-)
Anita
7. september 2008 at 11:38Engang imellem ville et simpelt spørgsmål måske være nok til at rydde misforståelser af vejen, når der skal kommunikeres, men især det sidste du skriver i din kommentar, Liselotte, kender jeg kun alt for godt til:
“Det er sjovt nok ofte de, som oplever uenighed/divergerende synspunter, som direkte angreb, når de selv præsenteres for dem”
Så sent som idag har jeg læst mig frem til sådan en størrelse og jeg undrer mig hver gang. Omvendt, så vil jeg også sige, at er jeg blevet misforstået flere gange, af samme person, så trækker jeg mig også til sidst og gider ikke at bruge mere krudt på at forklare mig. Så vælger jeg at konstatere, at vi ikke taler samme sprog og så forudser jeg, at lignende tilfælde kan forekomme. Det er heldigvis så let, at finde nye græagange indenfor blogverdenen.
Jamen jeg kan ikke være mere enig i det hele. Amen og endnu en gang Tak for dagens gode input :-)
JJH
7. september 2008 at 11:27Selv har jeg ingen blog, men jeg læser med flere steder. Af og til støder jeg på ord og meninger, jeg ikke er enig i, eller ikke forstår, men så går jeg hurtigt videre til den næste. Det forekommer mig at være mangel på pli, hvis man begynder at reagere på en ubehagelig måde overfor noget, man bare kan se stort på. Der er da ufred nok i verden, hvorfor genere nogen, fordi de måske har en anden mening end en selv. Man kan da bare lade være med at læse de steder, hvor man ved, at indholdet måske ikke passer til ens egen verdensopfattelse.
Liselotte
7. september 2008 at 11:14Henriette, vi to er helt enige, men det er blandt andet derfor jeg skriver, at vi skal have et lag teflon, for det nytter ikke, at vi forveksler uenighed med forfølgelse. Der skal være og er forhåbentlig plads til uenighed, for ellers bliver tingene alt for tandløse, men igen handler det om, at man som blogger skal være sig bevidst, at der er læsere i den anden ende. De reagerer naturligvis og ikke alle kan være enige.
Jeg finder det interessant, når jeg præsenteres for en anden vinkel end min egen, men jeg er stærk og kender mig selv. Jeg ser bloggere, som er hudløse og jeg tænker nogen gange, at de slet ikke skulle blogge, for de forledes til at tro, at de forfølges alene på baggrund af uenighed. Det er rigtigt ærgerligt og det er dybest set synd for dem, at de vælger dette medie, for de er ikke rustede til mødet med læserne. Dette er offentligt tilgængeligt. Alle kan vælge at læse med og forholde sig. Ikke alle kan være enige.
Jeg er så glad for, at du tager det op, Henriette. Det er en vigtig del af hele dette her, at man holder sig for øje, at uenighed ikke nødvendigvis er andet end netop uenighed og det er netop i det spændingsfelt vi lærer allermest om os selv. Hvis vi tør.
Vi skal turde, hvis vi er offentlige. Tør vi ikke, må vi sortere i vores læsere og altså lægge lås på ordene.
Jeg vælger blogge fra, fordi jeg ved, at divergerende synspunkter vil blive taget meget ilde op. Så orker jeg ikke, for jeg vil ikke forsvare, men i dialog. Når jeg skriver, at der er mennesker, som ikke kan lide mig/dig/os, så taler jeg ikke om almindelig respektfuld uenighed, men om de mennesker, som netop ikke mestrer den respektfulde omgang med omtalte. Det er sjovt nok ofte de, som oplever uenighed/divergerende synspunter, som direkte angreb, når de selv præsenteres for dem.
Catarina
7. september 2008 at 11:04Dejligt kødfyldt indlæg!
Jeg er også tilbøjelig til at give HenrietteB ret når hun skriver;
“Til gengæld synes jeg, at der er en tendens til, at nogle bloggere forveksler uenighed om et konkret emne med, at de bliver forfulgt eller dårligt behandlet.”
dette fenomen støder jeg også af og til på og der har jeg kun hovedrysten til overs og lysten til at læse med der, forsvinder som duk for solen.
God søndag. ;-)
HenrietteB
7. september 2008 at 10:55Godt indlæg, Liselotte.
Personligt har jeg erfaret, at jeg gennem tiden har lært allermest af de, som ikke kunne lide mig. Jeg har dog ikke lært det, de gerne ville lære mig eller fortælle mig – men det er en anden snak :-)
Til gengæld synes jeg, at der er en tendens til, at nogle bloggere forveksler uenighed om et konkret emne med, at de bliver forfulgt eller dårligt behandlet. Før i tiden var der mere debat om holdninger, idag smækkes døren og man trækker sig tilbage i småfornærmet offerrolle, så snart man oplever den mindste kritik eller uenighed.
Det synes jeg er dybt kedsommeligt – men den er ikke så meget længere, end at man blot kan vælge hinanden fra og leve fortrinligt uden at læse eller kommentere hos hinanden. Blogverdenen er heldigvis stor nok til os alle.
Valdemarsro.dk
7. september 2008 at 10:50Du udtrykker det så godt, Liselotte! -mine tanker, da jeg læste at en af mine favoritbloggere overvejer at lukke ned.
ha´ en rigtig dejlig og afslappende søndag :-)
Therese
7. september 2008 at 10:43Nå ja, og ha en dejlig søndag. Vi har udskiftet fru Plum, med Årstidernes høstmarked. Fru Plum er for svær at komme hen til, når man ikke har bil. Øv
Men næste år Liselotte, næste år !! Muaha ha ha ha
Therese
7. september 2008 at 10:42Jeg bakker også helt og aldeles op. Det bliver hellere ikke lettere med årene, når der er et råddent kar der vælger at melde ud. Men med solid teflon, som du beskriver det så smukt, kan man klare en del.
Githa
7. september 2008 at 10:40De ord kan kun bakkes op Liselotte, for du har så absolut ret – god søndag til dig og dine :-)
Anita
7. september 2008 at 10:26GODT BRØLT!
Jeg sad med tanker, der meget ligner disse, da jeg forleden opdagede, at én af mine yndlingsbloggere havde overvejet at lukke. Uha, som det gjorde ondt at se og jeg skyndte mig fluks at sende en mail afsted.
Du har ordene lige her, så tusind tak for dem. Jeg ved heldigvis, min yndlingsblogger læser dem ;-)