Frokost i skoven

Jeg har tilbragt hele dagen i Hammer Bakker. Det meste af dagen er anvendt indenfor, så da frokosten endelig oprandt, tog jeg benene på nakken. Jeg ville ud i skoven. Jeg havde en time, så en vandretur kunne sagtens nåes.

Lige her genlød klangen af en hammer. Hesten fik nye sko. Det var den ikke utilfreds med, kunne jeg se og der gik ikke mange minutter, før den kunne sendes ud til sine fæller på marken bagved.

Hestene er den del af et dagstilbud til mennesker diagnosticeret indenfor autismespektret og jeg har indtryk af, at de er en stor del af nogle af brugernes hverdag. De bliver passet og plejet efter alle kunstens regler.

Lige bagved står de andre heste, når de altså ikke lige er ude at arbejde for føden…

I dag fik de lejlighed til at nyde det spirende efterår. Der var nemlig ingen tvivl, det er kommet for at blive. Regnvåd skov, som genlød af dråber på løv, dannede baggrundskulisse for hestenes rolige middagsstund. Jeg stod stille og iagttog dem nogle øjeblikke, inden jeg begav mig videre op ad stien ind i skoven.

Skovområdet er kæmpestort, men jeg bevægede mig kun i udkanten af det i dag.

Der ligger værksteder, lader og maskinhuse overalt i denne ende af skoven, for det er her den gamle Åndsvageforsorg holdt til og bygningerne fungerer fortsat som hjem, arbejdspladser og fritidstilbud til nogle af kommunens svageste borgere.

Traditionen tro anvender man skoven, som giver plads til mange forskellige aktiviteter.

I denne ende af Hammer Bakker ligger gartneri, hvor man dyrker grøntsager, her er haver at passe, her saves og stables brænde og her er store udearealer at passe.

Pasningen af hestene indgår også som en daglig del af arbejdet, når man er på “Udeholdet”, som primært er beskæftiget i den smukke skov.

Som gående i denne del af skoven kan man være næsten helt sikker på, at man når at hilse rigtigt mange gange. Der hilses her! Hånden op til kasketten og så videre med dagens dont.

Jeg husker at hilse tilbage og ind imellem kan man være heldig, at man render ind i en af de, som kender arbejdet i skoven og gerne fortæller om sin hverdag.

Efter besøget hos hestene fortsatte jeg lidt længere ind i skoven, mens jeg spændt spejdede mod himlen. Det så mørkt ud, men jeg var heldig, for der kom ikke én dråbe regn, mens jeg travede rundt i skoven.

Jeg ville op til en af mine yndlingspletter. Et ikke særligt smukt sted måske, men det er fordi man er nødt til at bevæge sig et lille stykke ind i skoven, for at få den fulde fornøjelse af den smukke “gryde”, som ligger og virker helt magisk, når sollyset slipper ned gennem træernes krone.

I dag nåede jeg præcis til stedet, inden jeg opdagede, at tiden var rendt fra mig. Sikke et held at det gik ned ad bakke på vej tilbage, for det betød, at jeg nåede alting i god ro og orden.

Jeg havde en skøn frokostpause. Jeg elsker, når jeg kan tage madpakken i hånden og trave ud i frisk luft, inden jeg igen skal sidde indenfor og præstere klar hjerne i nogle timer. Det hjælper gevaldigt med luft, når det sidste skal lykkes.

Nu er jeg endelig hjemme igen. Oline har en chokoladekage i ovnen. Hvem sagde heldig?