Jeg bli’r aldrig receptionist

Kenneth goes WorldWide… og det rammer mig i nakken, for jeg tager jo ind imellem telefonen. For et øjeblik siden havde jeg en mand i telefonen, som selv var helt og aldeles overbevist om, at hans engelsk var noget nær perfekt, hvorfor han ikke behøvede at gøre sig særlige anstrengelser for at blive forstået. Han talte hurtigt og levnede ikke meget plads til en høflig afbrydelse, men efter et halvt minuts penge, var jeg tvunget. Jeg forstod ingenting. Absolut ingenting.

Først tænkte jeg, at det var den polske forbindelse, som jo egentlig er fra Hviderusland, men her var alligevel et vist sprogligt overmod, som bestemt ikke kendetegner ham, så jeg var klar over, at her var nyt at lære om verdensfirmaet. Jeg endte med at forstå, at han skulle tale med Kenneth om “important business” og fred være med det, men manden er jo ikke hjemme…

– Ring igen klokken 12. Så er Kenneth hjemme.

– Ja tak, og hvad er klokken?

– Undskyld?

– Hvad er klokken hos jer?

Det var Japan, jeg var i kontakt med. Jeg bliver sådan helt høj af at vide, at verden ikke er større, end vi kan handle på kryds og tværs, men det druknede alligevel noget i den kvalme, som pludselig steg op i halsen.

– Jeg er nødt til at løbe…

– Undskyld?

– Jeg er nødt til at afbryde samtalen, men du kan ringe igen klokken 12.

– Undskyld?

– Jeg er syg. Farvel!

Så lagde jeg røret på. Nu sidder der en japaner på den anden side af kloden og stirrer vantro på telefonen, mens jeg stille håber, at han forstod, at han kunne ringe igen klokken 12. Hvis ikke, så skal han vide, at han er den heldige af os to.