Det der med at have hænder, som er travlt beskæftiget altid, det har jeg ikke fra fremmede. Jeg har en mor, som altid har været utrolig kreativ og flittig til at lave håndarbejde. Hun er tilmed ualmindelig dygtig til det.
Da jeg skulle lære at strikke og hækle, var min mor kommet ud på arbejdsmarkedet, så det blev ikke hende, som lærte mig at håndtere redskaberne. Det gjorde min farmor. Hun havde tiden, for hun var hjemmegående og boede lige om hjørnet, så hendes køkken har lagt ryg til mange eftermiddage i håndarbejdets tegn, men jeg har nu altid beundret min mor, for hendes evner til altid at være i gang med et eller andet, som involverede hendes sirlige omhu og kreativitet.
Jeg har altid kunnet give hende grå hår, for jeg er sådan en chancestrikker, som tager lidt ind her og lidt ud der. Jeg har hæklet i frihånd, syet uden overhovedet at have gjort andet end at klippe nogle cirka passende stykker stof og den slags passer ikke en kvinde, som selv er utrolig omhyggelig, men i dag griner vi mest af det, for sådan er mennesker forskellige og ligesom jeg beundrer hendes omhyggelighed, så beundrer hun vist også mit mod til bare at gå i gang.
Jeg har for nogle måneder siden købt et lille gæstehåndklæde. Helt enkelt, hæklet i stangmasker og med tre små, yndige blomster som eneste pynt. Det har hængt på knagen på badeværelset lige siden. Nå ja, med undtagelse af, når det har været til vask, for det har det trods alt været.
Jeg betalte halvtreds kroner for det. Jeg syntes selv, at det var rimeligt, for der er da arbejde med den slags, men mor var naturligvis ved at besvime. “Altså Liselotte, det er fuldstændig vanvittigt! Det tager jo kun et øjeblik…”, sagde hun så og forrige weekend, hvor vi var i Hamborg, sad mor i min sofa med en hæklenål, et nøgle hvidt bomuldsgarn og mit gæstehåndklæde. Nu skulle hun sandelig lige…
Den absolut eneste forskel på de to håndklæder er, at mors blomster er en anelse mindre og så er hendes udgave forøvrigt meget, meget smukkere og af en meget højere håndværksmæssig kvalitet. Hun er simpelthen en knag og jeg elsker, at jeg nu har noget af min mors håndarbejde igen. Det er mange år siden sidst, fordi jeg altid selv når det hele på den halve tid, som hun siger.
Jeg elsker min mor og jeg elsker hende for at gide.
21 kommentarer
Deborah
11. november 2008 at 23:31Nu prøver jeg, om jeg kan smide vidoen her, og lykkes det ikke smider jeg linket også. En hyldest til en mor. Så flot, så flot. Jeg ved ikke om du kender den. Men nu sad jeg lige og hørte musik og synes du skulle høre den.
Linket til “A song for mama”, hvis ovensiddende ikke virker.
Liselotte
11. november 2008 at 16:52et cetera, det der med at skulle kunne perfekt første gang… der er en i min stald, som er skruet sammen på samme måde – og det er ikke hverken Kenneth eller mig ;-)
Marianne, desværre er hun vist temmelig glad for at residere i Valby, når hun er på de kanter, så jeg tror, du skal satse på en anden hækler ;-)
Irene, det er hun! :-)
Irene
11. november 2008 at 13:40Mor ER det mest elskelige menneske! Knus!
Marianne
11. november 2008 at 10:14Sikke en Mor og en arv at have – hvis mutter har lyst til en Københavnertur så er hun velkommen i min sofa og hun bestemmer selv farven :-)
et cetera
11. november 2008 at 09:56Hold da k… – det var sjovt! – altså, Kenneth’s projekt halstørklæde-til-Action-Man – det reddede lige dagen … Gæstehåndklædet er ualmindeligt dejligt – og af flere grunde netop!
– og så har du en ekstra pointe – jeg var én af dem der “ikke gad” – d.v.s. perfektionist har jeg altid været og jeg har haft meget lidt tålmodighed med “øvelse gør mester” – enten kunne jeg – perfekt! – eller også kunne jeg ikke … Så nu sidder jeg og begræder at jeg ikke kan gå i hjemmestrikkede sokker – for jeg VIL ikke bede nogen om at strikke til mig – når jeg ikke selv har gidet/kunnet lære det …
Liselotte
10. november 2008 at 22:28Nogle lærer aldrig at strikke eller hækle, for det interesserer dem ikke en dyt. Det er fint med mig, bare jeg ikke skal strikke til dem ;-)
Vi havde nu også håndarbejde i skolen. Undervisning, som jeg saboterede grundigt, men det gjorde Kenneth tilsyneladende også, selvom han påstår, at han HELT SELV har strikket et halstørklæde til sin Action Man (han endte med at have én maske tilbage) – han valgte det projekt, fordi det var det absolut MINDSTE, han kunne komme i tanke om. Tænk at tvinge folk til at strikke…
Charlotte Illum Larsen
10. november 2008 at 21:05Jeg tror jeg vil snuppe ideen og inspirationen til nogle lækre af samme slags til et snart færdigt badeværelse… så vil jeg synge “Mor er den bedste i verden… fordi hun er min moooooor”..
Marina
10. november 2008 at 20:52Jeg er sikker på at den nye håndklæde er finere end det købte af mange grunde, men den vigtigste grund er uden tvivl alt den kærlighed som din mor har hæklet ind i maskerne og som du ser når du ser på håndklædet. Det er en dejlig gave, tillykke med den.
FruKnudsen
10. november 2008 at 20:02Dejligt for dig at have noget din mor har lavet. Min mor kunne også lidt håndarbejde, men hun var venstrehåndet, og det er jeg ikke, så det var svært for hende at lære mig det af den grund, jeg havde dog heller ikke den store lyst. Min farmor var en knag til orkis, og hun boede også lige om hjørnet. Hun tiggede mig om, at få lov at lære mig at orkére. Det fik hun ikke held af, og det ærger jeg mig meget over i dag. Men jeg har da noget af det fine arbejde hun frembragte. Pas godt på håndklædet!
Pernille
10. november 2008 at 19:33Det lyder som noget jeg kunne finde på :)
Det var min mor der i tidernes morgen lærte mig at hækle og strikke, men det var ikke noget hun selv gjorde meget i.
Det gjorde til gengæld min mormor, hun besluttede på et tidspunkt at alle børnebørn skulle have et komplet (12 stk) sæt hæklede servietter. Vi måtte selv vælge farve, og mine kloge kusiner valgte hvid, for det kan altid bruges. Jeg valgte at mine servietter skulle være lilla, og fik også at vide at det ville jeg fortryde for bla bla bla… Jeg har aldrig fortrudt farven på mine servietter – tværtimod er det slet ikke farven der tæller, men at min mormor står bag dem :)
merete
10. november 2008 at 19:06min lille grandniece på 2 spørger interesseret om hvad jeg ‘srikker’ og det lover måske for fremtiden.
min mor var absolut den eneste der kunne lære mig at strikke og det er måske et af de få punkter overhovedet hvor jeg er metodisk og grundig. og piller op og planlægger så der ikke skal pilles op. sådan er vi også så forskellige inden for os selv. min farmor strikkede altid og jeg har aldrig set så mange norske vanter med fejl der samtidig var så elskede af aftagerne. pånær mig der var kontrol freak. og kunne selv. så jeg fik vel heller ikke så mange. jeg synes det er så fantastisk med al den kreativitet der nu er, og al den inspiration alle bloggerne giver hinanden. har ligget i fast rutefart på mailen med en kvinde i new york der var ved at strikke en trøje jeg har strikket på et tidspunkt og hvor det er nødvendigt at kende faldgruberne. det er virkelig hyggeligt og sjovt.
og du får sandelig også inspireret en strikker og hækler eller to. og det er også sjovt.
Liselotte
10. november 2008 at 18:57Karin, det er en skat, at have bedsteforældre, som har god tid. Så er man meget, meget heldig :-)
Lene, de gaver rummer nemlig meget mere end det garn, de er hæklet af. Jeg forstår godt, at du værner om din mors grydelapper :-)
Lene
10. november 2008 at 18:50sådanne gaver rummer meget mere end det garn de er hæklet af. Mine grydelapper i patchwork er slidt ned, men kan jeg smide dem væk? nej for de har minder med sig :-)
Karin
10. november 2008 at 18:46Jeg håber ikke at den slags vidensarv fra generation til generation går i glemmebogen nu hvor de fleste bedsteforældre er udearbejdende m.m. Det ville være så ærgerligt. Tænk al den viden, historie, tid til at lytte og råde som er i risiko for at gå tabt. Ved ikke om det forholder sig sådan eller kunne komme til det, men trist ville det være..
Liselotte
10. november 2008 at 18:37Ja, det er skønt med bedsteforældre, som har tid. Det havde mine og det har Olines også nu, så der er meget viden at hente :-)
Anette
10. november 2008 at 18:34Min mormor lærte mig at hækle – men det har jeg så ikke været så flittig med i mange år. Nu er jeg ved at finde interessen for det igen. Dejligt med sådan nogle bedsteforældre der kan lære fra sig.
Pernille
10. november 2008 at 18:25Det var også min farmor lige rundt om hjørnet, der lærte mig at hækle og strikke – men der skulle nu et par forsøg til :-)
Liselotte
10. november 2008 at 18:20Det forstår jeg godt, at du gør, Deborah. Godt at du har så mange, gode ting at huske på i stedet :-)
Deborah
10. november 2008 at 18:17Sådan en mor havde jeg også… hun gad også godt, sålænge hun kunne. Det er rart at tænke på, men hold op, hvor jeg savner hende.
Liselotte
10. november 2008 at 18:15Ja, sådan er vi nogen, som er heldige, Karin :-)
Karin
10. november 2008 at 18:09Sikke en dejlig gave fra en dejlig mor. Sådan er vi nogen der er så heldige :-))