Tid, som føles uendelig

Jeg vågnede igen klokken fem denne morgen. Det er alt for tidligt, for jeg hænger ikke sammen sidst på dagen, når jeg er oppe og se land, inden dagen rigtigt er gået i gang. Jeg tvang mig til at sove nogle timer mere, men så var det også endelig blevet et tidspunkt, som kunne fungere med resten af mine planer og jeg sneg mig ud af fjerene. Huset er nemlig stille endnu. Jeg har en familie, som ikke er tilnærmelsesvis lige så tossede med sommermorgener, som jeg er.

På græsset står stadig spor efter sidste weekend. Det betyder, at jeg kan drikke morgenkaffen på fars bænk, som står lige ved siden af Dronningebusken. Der er en livlig trafik i den busk fra morgenstunden. Bier summer og henter forråd. Jeg interesserer dem ikke det mindste. Kun blomsterne er værd at besøge. Det er godt det samme.

Nede i krydderurterne blomstrer purløg, mens æblemynten breder sig. Ananassalvien har valgt at sætte nye friske skud. Jeg havde afskrevet den og ville hente ny forleden, da vi opdagede, at den faktisk er på vej. Den er en af mine yndlinge. Nogle blidt knuste blade i en kande vand og de fleste gider drikke det. Den er glad og tilfreds med sit voksested, så får den først rigtigt fat i år, går der ikke lang tid, før vi kan begynde at høste.

Dagen er uden planer. Det er dejligt. Jeg kan gøre akkurat det, jeg har lyst til. Nu er det vist lidt strikketøj og endnu en kop kaffe. Det er luksus at være opgaveløs og eje tid, som føles uendelig.