Carentan

Når vi ikke gad handle i Sainte-Mére-Eglise, var der Carentan. Byen lå små 15 kilometer væk, så det var ingen tur, sådan lige at smutte derind og handle. Vi gjorde det et par gange.

Den ene gang besluttede vi, at vi ville se nærmere på byen. Den viste sig at være en charmerende, typisk og halvvejs øde by. Det var faktisk noget vi oplevede hyppigt, det med halvtomme byer med forladte huse og forretninger, steder til salg eller til leje eller ganske simpelt huse, som tydeligvist var opgivet og derfor efterladt til forfald.

Byen viste sig fra sin smukkeste side den dag. Sol og skyer byttede plads, mens vi travede gennem byens små gader og stræder. Der var lidt forretninger at snuse i, men lad os sige det med det samme, det er ikke den franske ferie, som har kostet mest på budgettet. Vi var i en anden region af Frankrig og det afspejledes i udbuddet i forretningerne.

Slagteren havde nu masser af kunder, da vi passerede, men vi regner med, at det er på grund af alle de fine pokaler i vinduet og ikke skyldes, at han var den eneste af sin slags i hele byen.

Selvfølgelig var der også kirken, som i alle små, franske byer. Hver har sin. Selv de mindste landsbyer kan præstere en kirke, som er af en anselig størrelse og Carentan var ingen undtagelse.

Oline og jeg gik indenfor, mens Kenneth fordybede sig i en biks med herretøj. Det var en fin kirke med smukke vinduer og mørkt, men smukt snedkerarbejde indenfor omkring alteret, som var omkranset af de fineste paneler med dekorative udskæringer.

Da vi rundede den bagerste del af kirken, afslørede den en mur, som tydeligvis bruges til at dokumentere besøg. Der var ridset utallige navne og årstal i stenene. Det ældste årstal, vi fandt, var 1779, så det er da nogen tid siden den skik opstod. Der var nu også nyere, som The Taylors fra Portland.

Vi var de eneste i kirken, indtil vi fik øje på en kone med curler, fornuftige travesko med snørebånd, et forklæde og en intensiv, men forsagt bøn på læberne, mens hun knælede ned foran et billede af en helgen, vi ikke kunne genkende. Vi smuttede stille forbi hende, inden vi igen tog alteret i øjesyn. Det var smukt og imponerende.

Når jeg besøgte kirkerne dernede, syntes jeg omtrent at kunne mærke den ydmyghed iblandet skræk, som sikkert har grebet bønderne, når de kom i kirken tilbage i middelalderen, da de gejstlige sad på magten i Frankrig, som i det meste af resten af Europa.

Kirken ejede næsten 40% af al jordegods dengang og en af dens vigtigste opgave var at bekæmpe synd. Kirken definerede begrebet synd, så det gav frit spil for at beskæftige sig med/blande sig i stort set alting og heraf fulgte en næsten uindskrænket magt, som må havde virket aldeles intimiderende på menigmand. Kirken kunne bestemme alt. En skræmmende tanke…

Længere nede i byen stødte vi ind i endnu et forladt hus. Døren stod åben og det er jo næsten det samme som en invitation.

Oline og jeg sneg os indenfor. Vi kom ind i  noget, som på forunderlig vis virkede forladt på den der hurtige måde, som tvinger dig til at efterlade alt dit jordiske gods. Inde bag snavsede ruder kunne vi se møbler og ude i indgangspartiet var sedler efterladt på ruder eller i vindueskarme.

Der lå uåbnede breve på jorden foran en af lejlighederne og vi kunne se, at der længere oppe i trappeopgangen stod nogle tasker, som øjensynligt havde stået der meget længe. Vi gik kun lige indenfor i den forreste del af komplekset, for vi skulle ikke risikere, at råddenskaben havde taget trinenes bæreevne. Mere nysgerrige var vi alligevel ikke.

Bagefter smuttede vi ned i Carrefour og provianterede. Carrefour, en fransk supermarkedskæde, er indbegrebet af Frankrig for Oline, så hendes lykke var gjort, da vi opdagede, at Carentan havde en af slagsen. Vi var der mere end én gang.