63

Slået til tavshed af en manglende hyldeknægt

Jeg plejer ikke at være en kvinde af få ord. Det er jeg blevet. Jeg holder så meget inde, at jeg er tæt på at eksplodere. Det er sådan det er og det er sådan, det må være. Der kommer altså ingen forløsning, men jeg sidder i vakuum og venter. Mens jeg venter, bliver jeg langsomt tom for ord.

Måske handler det om, at alle de ord, som presser sig på, ikke får plads. Så kan de andre, som ellers nok må siges at være i flertal, heller ikke finde vej.

Jeg ved det ikke, men jeg ved bare, at jeg ind imellem synes det ringer for mine ører, når jeg skriver. Hold nu da op, som jeg er træt og måske fyldt op og måske bare sådan helt igennem nået dertil, hvor jeg ikke orker mere fnidder. Ikke gider stå for skud og ikke længere synes, at jeg kan bidrage med noget som helst. Der hvor jeg tænker tomgang. Altså om mig! En tom tønde, der bare buldrer. Og gentager mig selv, fordi de ord, som presser på, bliver undertrykt af Sirlige Sidse her.

Jeg er ikke der, hvor jeg overvejer at lukke og slukke her. Jeg er ikke i gang med at proklamere pause eller true med at nedlægge bloggen. Hvis det sker, skal du såmænd nok opdage det. Der kommer ingen advarsler. Sådan er jeg slet ikke skruet sammen. Jeg handler. Jeg tænker ikke. Jeg er ikke en tænker. Jeg er ikke sådan en, som sidder og overvejer, hvor jeg vil hen med denne her blog. Jeg vil ingen steder. Jeg vil passion, sjov og livsglæde og dette her sted har i mange år været min kanal for alt det. Det kan bare ikke fungere som kanal for det modsatte og så er det, at jeg mærker, at mine hængsler begynder at knirke.

Jo, jeg kan godt skrive morsomt og sarkastisk om alt det, der optager mig. Jeg kan også skrive i floromvundne vendinger og jeg kan pakke så meget ind, at du hverken kan finde hoved eller hale.

Det handler ikke om mit privatliv. Der trives jeg.

Det handler om mit professionelle liv og det er ingens skyld. Jo, det er min skyld! Det er omstændigheder og vilkår, som ikke står til at ændre. Det er også selvskabt fængsel, fordi jeg er et menneske med en stor grad af loyalitet og faglig stolthed og en upassende stor mængde “det her skal jeg nok lige klare“. Det handler altså om udefra kommende omstændigheder og det handler i høj grad om trivsel og talent. Det handler om at ville finde en hylde, som endnu ikke er skruet op på væggen. Det handler om, at jeg ikke kan finde de f***ing hyldeknægte og skruemaskinen.

Det handler måske også om at gro et par fornuftige cojones og tage ansvar for eget liv. Liselotte! Fandentagemig!

Måske er jeg en introvert tænker, som bare tomt rabler løs udadtil, mens alting indeni står og koger suppe på den f***ing skruemaskine, jeg ikke kan finde? Måske.

Jeg ville vist egentlig bare sige, at sådan er det altså lige nu. Der findes andre kanaler, hvor de har husket at smøre hængsler, hvis dette her bliver for larmende kedsommeligt en tid endnu. Så er det sagt!