Engang var turen så frygtelig lang at gå…
Floder af tårer har det første skridt ud på stien kostet mig så ofte, at jeg slet ikke har lyst til at huske. Jeg løber aldrig tør for tårer, men nu er turen ikke nødvendigvis forbundet med tungsind og gråd.
I dag glædede jeg mig, da jeg trådte ind på brostenene. Jeg glædede mig over tågen, det smukke sted, freden og det at opdage, at jeg var den eneste derinde. Ikke et menneske i syne så langt øjnene rakte. Kun mig. Helt alene med mig. Det er godt at være alene og i eget selskab ind imellem.
Lige indenfor kirkegårdslågen sidder kvinden her. Midt på græsset sidder hun. Og holder vagt? Måske våger hun? Jeg ved det ikke, men hun sidder der altid og jeg tænker hver gang, at hun sidder og filosoferer lidt over livet og døden, mens hun holder øje med, at kun de, som skal, slipper ud fra kirkegården igen ;-)
Kirkegården er stier. Mange stier. Snorlige stier. Lange kig ned ad flisebelagte stisystemer, som leder os ind og ud mellem de mange tusinde grave, der findes på Almen Kirkegården. Jeg ved lige præcis hvilke, der er mine stier. Jeg kan vejen udenad og behøver slet ikke tænke. Fødderne arbejder selv i den retning, jeg skal, mens jeg stille kan nyde tågen, duften af vådt grønt og den fjerne lyd af byen.
Jeg når frem til mit bestemmelsessted i løbet af ganske kort tid. Jeg dvæler. Jeg snakker med Alexander. Jeg ved jo godt, at sådan er virkeligheden ikke og jeg har realitetssans nok til at vide, at jeg taler for døve ører. Mindst. Det gør ingenting, for illusionen om, at Alexander bliver opdateret på vores liv, gør godt indeni, når jeg fortæller om, hvordan det går os allesammen. Når jeg deler stort og småt.
Jeg er et rationelt menneske. Pragmatiker. Fornuftsbetonet i retning af kynisk. Nogen gange. Åbenbart ikke her. Vi har vel alle vores særheder, tænker jeg, mens jeg fortæller videre og samtidig griner indvendigt over, hvor tåbeligt det her er. Det er ikke første gang, jeg gør det. Heller ikke sidste.
Jeg fjerner lidt blade, retter lidt på blomsterne og tager lanternen under armen, inden jeg igen begiver mig ind i den virkelige verden. Jeg hvisker et stille “Farvel Alexander. Vi ses snart igen…“, mens jeg mærker, at tårerne alligevel presser på. Jeg kommer vist heller ikke herfra uden i dag. Det gør i grunden ingenting, for jeg har elsket betingelsesløst og jeg savner fortsat.
Aalborgtårnet danner smuk baggrund sammen med Kunsten, når jeg besøger Alexander. De er udsigten. Det er smukt.
I dag er tårnet indhyllet i gråt og tåge, da jeg drejer om hjørnet og begiver mig op ad stien i retning af Østre Allé.
Da jeg når toppen af stien, vender jeg mig et øjeblik, inden jeg åbner lågen og træder ud i virkeligheden igen. Herude er støjen fra byen nærværende og de minutter i stilhed jeg oplevede for et øjeblik siden, var måske illusion, men de gjorde godt. Jeg er helt rolig indeni, da jeg begiver med ned af alléen.
Efter kort tid kommer min chauffør. Der er varmt i bilen og det gode selskab sidder bag rattet.
Vi henter sammen vores levende barn. Hende med spræl i.
Der er så mange ting at være taknemmelig for. Oline er en af dem. Alexander er en anden.
44 kommentarer
Katrine
11. januar 2012 at 09:53Kære Liselotte
Sådan et smukt indlæg. Jeg bliver berørt og får våde øjne. Jeg kan ikke forestille det savn, som der må være efter et barn. Jeg tænker bare og læner mig ind mod dig, så du kan vide, at jeg tænker på dig og resten af familien og jeres savn og smerte. Tårerne skal have lov til at flyde.
Mange tanker herfra og et stort klem
Dell
11. januar 2012 at 08:16Smukt indlæg. Det gav en dejlig ro at læse det.
Sikke flotte billeder.
Vicky
10. januar 2012 at 19:44Så smukt! Bliver dog nødt til at sige at din tanke om at Alexander hører dig ikke nødvendigvis er en illusion. Det kan meget vel være han lytter med. I efterlivet er der mulighed for at se til sine kære, hvis man ønsker det! Kan godt være det lyder tosset hvis ikke man er af den overbevisning, men jeg VED det er sådan det hænger sammen:-)
Uanset er der aldrig noget i vejen for at snakke med dem man har mistet, det er nok tværtimod en rigtig god ting :-)
Gitte
10. januar 2012 at 18:56Jeg holder også utroligt meget af det sted, og ikke mindst hende jeg mindes, når jeg besøger det, netop med kunsten og Aalborgtårnet som udsigt, lige som hun ønskede det.
Ditte P.
10. januar 2012 at 15:27Hvor er det fint og smukt skrevet! kh Ditte
Julia Zahle
10. januar 2012 at 13:08Dén der balance. Hvor sorgen ikke er så sort og uovervindelig at der også er plads til det smukke og delikate. Dén balance ramte du meget præcist lige her. Du savner på en meget smuk måde her. Vi har sikkert været forskånet for den helt sorte og mørke del af savnet, det med balancen mellem det personlige og private. Det er din balancegang. Men jeg er glad for at du deler det her med mig (eller os). Nu tager jeg en ordentlig mundfuld luft inden jeg skal igang med noget mere praktisk end at læse med her.
Inger
10. januar 2012 at 12:46Smukt skrevet. Kirkegården er vigtig. Jeg har for nylig mistet min far. Der bliver han min far fra barndommen igen og ikke den far med Alzheimer som jeg mistede.
Camilla
10. januar 2012 at 11:31Uha det kniber med at holde tårerne igen. En virkelig hjertegribende flot måde du har, at skrive på.
Ved godt det overhovedet ikke er det samme, men jeg mistede min svigermor for 2 1/2 år siden i en alt for tidlig alder. Det er først nu, når vi går på kirkegården i Hune, at vi kan smile og smågrine af de ting vi har oplevet sammen med hende. Det er lidt som du selv skriver, at det er blevet et slags frirum.
Anne-Marie, Birkerød
10. januar 2012 at 10:55Dine ord er smukke og beskrivende, billederne gør det hele fuldendt. Tak fordi du deler liv og tanker med os andre.
Ninna
10. januar 2012 at 10:55Kæreste Liselotte. Hvor er du fantastisk – fælder også lige en tåre – og sender venlige tanker til dem der er i mit hjerte.
GitteSP
10. januar 2012 at 08:13Smukt smukt smukt!
Helle
10. januar 2012 at 07:34Åh Liselotte, hvor skriver du smukt ! Undertegnede fik lige vandet tirsdagens høns, og min store tøs blev bekymret for sin gamle mor ;-) Kunne så bare henvise til dig og dine skriblerier ….. Men hun skulle “heldigvis” skynde sig til terminsprøve.
Ha en fantastisk januartirsdag ????
kirsten pauli
10. januar 2012 at 07:28smukke ord.
jeg sender et kram til dig.
Kirsten Berg
10. januar 2012 at 00:41Kæreste Liselotte –
Dine ord idag, gik lige ind. Jeg har idag forsøgt at trøste, eller bare lytte – til een, der som du og jeg har mistet en søn alt, alt for tidligt. Dine ord gav mig fred, en fred jeg vil forsøge at give videre. Ellers har intet mening.
Kærligst Kirsten
Andemora
10. januar 2012 at 00:17Takk for at du deler! Det minner om at ingen barn er her uten spor, vi trenger dem alle!
Djohanne
9. januar 2012 at 23:53Hvor dejligt med sludder og stilhed.
Med tårer ad smukke, slørede snorlige stier.
Når sorg bliver til savn får taknemmeligheden atter plads.
Kærlige hilsner
Birgitte
9. januar 2012 at 23:44Smukt, smukt skrevet! Og fine billeder – du har vitterligt fanget stemningen.
Hanne
9. januar 2012 at 22:57Har læst dit blog indlæg og vil blot sige sig tak for, at også jeg fik lov til at kigge ind i dit liv en kort stund.
Sidder lidt og dvæler… kender dig jo ikke, men kunne pludselig mærke dig og dit savn.
Du rørte mit hjerte!
kh. Hanne
Anette
9. januar 2012 at 22:40Jeg er fuld af beundring for hvordan du rummer dit liv – både at håndtere en ubegribelig stor sorg og at nyde og dele nuet med dem som du har lige omkring dig – det er smukt
stine Hoelgaard Johansen
9. januar 2012 at 22:12Kære Liselotte
Jeg mangler ord, og sidder her med en varm klump i halsen, som ikke kan synkes.
Har også lige været inde og kysse hende den lange på 12½ godnat og slukket lyset hos ham på snart 7. Kan slet ikke være i min krop, ved tanken om at misten en af dem.
En usynlig hånd har lige grebet om hjerte og klemt til…
Jeg sender dig de varmeste tanker, Stine
Gilette
9. januar 2012 at 21:41Jeg kan høre stilheden på kirkegården…..
Mette
9. januar 2012 at 21:13Det var som at være der selv, kære Liselotte. I dag er det præcis et halvt år siden min mor døde og jeg var også på en kirkegård i en anden del af Danmark. Så stille, så egen og så langt væk fra den larmende virkelighed.
Der løber tårerne. Jeg har grædt mig igennem dit indlæg, men det er også i orden. Du rammer lige midt i hjertekulen. Personlig uden at blive for privat og dine smukke billeder fortæller min egen oplevelse om igen.
Tak.
Pernille
9. januar 2012 at 21:10Jeg læser, jeg føler, jeg bliver helt stille.
Det er så smukt.
Lise
9. januar 2012 at 21:01Du rammer mig, lige i hjertet og moderfølelsen, tårerne triller og de får lov.
Jeg vil ikke påstå at kende din sorg, men jeg føler med dig. Ingen, ingen bør begrave sit eget barn.
Kender dig kun via bloggen men beundrer dig og dit mod, pas på dig <3
Sidsel
9. januar 2012 at 20:47Tak fordi du deler. Dit savn, din længsel, din sorg. Og din humor. Det er sundt at tale højt. Og Alexander smiler nok også og er glad for en opdatering. Stort varmt kram til dig. Du er godt i vej <3
Louise
9. januar 2012 at 20:27Netop sådan er det. En tidslomme, som man nogle gange dykker ned i. Et øjeblik. Fordi vi har brug for det. Kram
sweetymum
9. januar 2012 at 20:26Kniber én tåre eller to
Tak fordi du så gavmildt deler ud af dine tanker.
Lisbet Bula
9. januar 2012 at 20:25Så godt sagt det hele… Jeg måtte ta av meg brillene. Jeg har jo også barn og kan skimte hvor smertefullt det kan være for deg, selv fra mitt fjerne ståsted….
karen
9. januar 2012 at 20:18Du skriver så det røsker i sjelen. Jeg får stor klump i halsen. Jeg får sterk medfølelse med deg. Og jeg blir svært oppmuntret av ditt ukuelige livsmot! :-)
Erika
9. januar 2012 at 20:17Smukke ord der rører helt herud på den anden side af skærmen. Gode, varme tanker herfra.
marianne
9. januar 2012 at 20:05Krydret strik
Knitting by Kaae
Hej Liselotte.
Jeg har været inde på en hjemmesidde, Madam Munch. Der er vist en bog som hedder krydret strik. Jeg synes at du skulle se den.
Kusine marianne.
anette
9. januar 2012 at 19:45Smukke ord som også bringer en tåre frem i mit øje …
Dorthe
9. januar 2012 at 19:40Ih altså, så kan man jo sidde her og blive rørt dybt ind i hjertet – og ja, en enkelt tåre i øjenkrogen. Men det er en skøn skøn kirkegård – jeg har tit gået tur der, uden at have en egentlig tilknytning – men den er jo som en rolig oase midt i byens larm. Kram til dig – fordi du deler dit liv med alle vi andre :)
susanne
9. januar 2012 at 19:02Du skriver så smukt, og jeg kan ikke undgå at blive grebet, men på den gode måde…. Du er nået langt og det er dejligt, og hvor er han dog et flot sted…
Sandra
9. januar 2012 at 18:56Smukke ord til en smuk sjæl.
Tak fordi du deler.
Rikke
9. januar 2012 at 18:47Hvor er det smukt skrevet!!
kari laundal
9. januar 2012 at 18:43Takk for at du igjen tar meg med inn i livet og tankene dine.Det er så godt å lese om både gode og vonde tanker. Det er det som er det virkelige livet. Igjen takk!
jette hyllested
9. januar 2012 at 18:40Åh.. suk hjerte – brist bare, mine øjne er fyldte, det er lige før det løber over og det må de gerne. Jeg ved godt hvordan ordsproget rigtig er, men lige i denne situation er det godt med forløsning. Hvor skriver du bare så smukt, og hvor er det dejligt at mærke et smukt stykke sorgarbejde. Jeg har ikke prøvet at miste en så tæt på, men jeg vil håbe jeg tænker tilbage på dine indlæg hvis den tid skulle kommer, for hvor er det smukt det i formår i jeres lille familie :-)
Marianne
9. januar 2012 at 18:36Du fortæller så smukt og ærligt – elsker den måde Hvorpå du fortæller om Alexander.
Ja, kirkegården er et godt og roligt sted at være, og møder man en der taler til en grav, ja så undres man ikke men glædes.
Det er så dejligt at I har en med spræl i !!
Dejlig aften
Ulla
9. januar 2012 at 18:24Jeg havde en gang en højt elsket faster. Fra hende arvede jeg en sølvskål som ind imellem skal pudses.
Mens kluden pudser og polerer fortæller jeg hende om sorger og glæder, store og små ting alt i en pærevælling..
Hun sidder derinde i mit hjerte og lytter.
Det er jeg ganske sikker på.
henriette
9. januar 2012 at 18:17Du er nået langt Liselotte. Milelangt. Og dog måske holder tårene aldrig op med at falde, og ved du hvad.. det er også helt i orden. Så smukt du beskriver selve kirkegården.Fra min tid på Frederiksberg har jeg mange minder om vandretur i alt slags vejr på netop kirkegården. DER er der nemlig ro. En ro man ikke finder i den smukke Frederiksberg Have feks. På kirkegården sad jeg mange gange bare og tænkte tanker, og endnu bedre.. på kirkegården ku jeg sidde og græde lidt for mig selv, uden at nogen tog notits af det. Hvor ellers i verden kan man det?
Du lever med sorgen hver dag, men det største er dog at du har formået, at komme videre og nyde det barn du har i live ved din side. Hun har også brug for dig, og at du kan modtage det hun giver er gaven til hende.
Mange knus
Henriette
Sidse
9. januar 2012 at 18:15Smukke forståelige ord, om et ubegribeligt tab. I har valgt et smukt sted til Alexander. Kender kirkegården, har gået der med Casper.
Lotte
9. januar 2012 at 18:12Snøft… Jeg kan ligefrem mærke din ro, men næsten ikke læse ordene, for tårerne siler..
Karin
9. januar 2012 at 18:08Åh Liselotte. Du skriver så smukt, levende og ægte. Jeg nyder at læse dine ord – man kan høre at de er skrevet af et menneske.