44

Frirum eller hvordan en sti over tid kan gå fra uendelig lang til femogtyve skridt

Engang var turen så frygtelig lang at gå…

Floder af tårer har det første skridt ud på stien kostet mig så ofte, at jeg slet ikke har lyst til at huske. Jeg løber aldrig tør for tårer, men nu er turen ikke nødvendigvis forbundet med tungsind og gråd.

I dag glædede jeg mig, da jeg trådte ind på brostenene. Jeg glædede mig over tågen, det smukke sted, freden og det at opdage, at jeg var den eneste derinde. Ikke et menneske i syne så langt øjnene rakte. Kun mig. Helt alene med mig. Det er godt at være alene og i eget selskab ind imellem.

Lige indenfor kirkegårdslågen sidder kvinden her. Midt på græsset sidder hun. Og holder vagt? Måske våger hun? Jeg ved det ikke, men hun sidder der altid og jeg tænker hver gang, at hun sidder og filosoferer lidt over livet og døden, mens hun holder øje med, at kun de, som skal, slipper ud fra kirkegården igen ;-)

Kirkegården er stier. Mange stier. Snorlige stier. Lange kig ned ad flisebelagte stisystemer, som leder os ind og ud mellem de mange tusinde grave, der findes på Almen Kirkegården. Jeg ved lige præcis hvilke, der er mine stier. Jeg kan vejen udenad og behøver slet ikke tænke. Fødderne arbejder selv i den retning, jeg skal, mens jeg stille kan nyde tågen, duften af vådt grønt og den fjerne lyd af byen.

Jeg når frem til mit bestemmelsessted i løbet af ganske kort tid. Jeg dvæler. Jeg snakker med Alexander. Jeg ved jo godt, at sådan er virkeligheden ikke og jeg har realitetssans nok til at vide, at jeg taler for døve ører. Mindst. Det gør ingenting, for illusionen om, at Alexander bliver opdateret på vores liv, gør godt indeni, når jeg fortæller om, hvordan det går os allesammen. Når jeg deler stort og småt.

Jeg er et rationelt menneske. Pragmatiker. Fornuftsbetonet i retning af kynisk. Nogen gange. Åbenbart ikke her. Vi har vel alle vores særheder, tænker jeg, mens jeg fortæller videre og samtidig griner indvendigt over, hvor tåbeligt det her er. Det er ikke første gang, jeg gør det. Heller ikke sidste.

Jeg fjerner lidt blade, retter lidt på blomsterne og tager lanternen under armen, inden jeg igen begiver mig ind i den virkelige verden. Jeg hvisker et stille “Farvel Alexander. Vi ses snart igen…“, mens jeg mærker, at tårerne alligevel presser på. Jeg kommer vist heller ikke herfra uden i dag. Det gør i grunden ingenting, for jeg har elsket betingelsesløst og jeg savner fortsat.

Aalborgtårnet danner smuk baggrund sammen med Kunsten, når jeg besøger Alexander. De er udsigten. Det er smukt.

I dag er tårnet indhyllet i gråt og tåge, da jeg drejer om hjørnet og begiver mig op ad stien i retning af Østre Allé.

Da jeg når toppen af stien, vender jeg mig et øjeblik, inden jeg åbner lågen og træder ud i virkeligheden igen. Herude er støjen fra byen nærværende og de minutter i stilhed jeg oplevede for et øjeblik siden, var måske illusion, men de gjorde godt. Jeg er helt rolig indeni, da jeg begiver med ned af alléen.

Efter kort tid kommer min chauffør. Der er varmt i bilen og det gode selskab sidder bag rattet.

Vi henter sammen vores levende barn. Hende med spræl i.

Der er så mange ting at være taknemmelig for. Oline er en af dem. Alexander er en anden.

Du vil sikkert også kunne lide