En af de dage, hvor alting ender i rod i mit hoved og alligevel ender med at give mening

Jeg elsker aftensolen. Jeg lader mig gerne forføre til at tro, at klokken kun er tre, selvom maven larmer og fortæller mig, at det er løgn. Jeg elsker, at der er plads til at strække krop mod solen og nyde, at den varmer og gør glad helt ned i stortæerne.  Jeg kan lide, at jeg mærker energien komme snigende. Det er på tide. Denne vinter har været hård ved mig. Mere end jeg er vant til.

Jeg skal spise om lidt. Bagefter har jeg muligheden for at begrave mig i sofahjørnet og bare strikke, nyde og vente på, at solen langsomt forsvinder i horisonten.

Nogen dage er det smerten ved at have mistet Alexander, der fylder mest. Savnet, der river hjertet i stykker. Gråden, der sidder på lur. Tårer der flyder over.

Andre dage er jeg i stand til at nyde, at mit liv nu er sådan, at jeg kan tillade mig at lave ingenting. At jeg har plads i mit liv til at sætte mig i sofahjørnet.

I dag er sådan en underlig blanding, for alting forandres udenfor og der, hvor Alexander og jeg havde køkkenhave, er der nu en stor gravko, der er i gang med at flytte tonsvis af jord og flå gamle fundamenter op. Vores æbletræ har de revet op. De hække, vi både satte sammen og siden klippede er væk, for de står i vejen for fremtiden.

Det hele ender godt. Det ville Alexander også synes.

I aften sætter jeg mig i sofahjørnet og nyder den nedadgående sol, strikketøjet og kigget til et af mine yndlingsfotos af søde, savnede Alexander.