Sulten og slet ikke for sjov

I dag spiste vi tidligt. Det sker sjældent. Tidligt er for øvrigt ikke før klokken atten. Altid efter og sent ville betyder, at vi mindst skulle passere klokken enogtyve.

I dag var den attentredivenuldut. Cirka i hvert fald. Og det betød så, at sulten igen nåede at indfinde sig, inden vi rammer sengen og dobbeltdynen, som ellers ligger på lur og er mere end almindeligt klar til at overfalde.

Når man bliver sulten og slet ikke for sjov, er havregryn, grønne rosiner, en smule mandler og lidt minimælk bundsolid redning. Mums, siger jeg bare.

Nu sidder jeg med maven fuld og søvnen på lur. Det skal gøre godt med kølige lagener og duften af fugtig muldjord, der smyger sig ind af det vindue, jeg har dristet mig til at åbne, når jeg om et øjeblik overgiver mig i armene på Morfeus. Og Kenneth.