Jeg glæder mig. Jeg glæder mig til, at jeg igen kan fatte strikkepindene. Jeg glæder mig til at lade mohair-strikken vokse. Idéen er slet ikke tosset. Jeg klør på, så snart fysik og tid tillader det, men indtil da kan jeg nyde, at det lille stykke strik ikke bliver mindre blødt af at ligge og vente.
Nogen bryder sig ikke om de bløde, langhårede garner. Jeg gør. Jeg holder specielt meget af Blackhill Mohair Silk blandet med Blackhill Højlandsuld. Det er nok min foretrukne blanding for luksus og varme, men denne gang har jeg ønsker at afsøge kvaliteten ved en ren to-trådet strik i mohair og det bliver let som en fjer og usandsynligt blødt. Rigtig luksus, synes jeg.
Jeg vil gerne strikke en lille, kort cardigan, som kunne være skøn på en kølig sommeraften, hvor solvarme skuldre trænger til lidt ekstra varme. Måske den bliver færdig, så den kan komme med til Dordogne. Jeg ser den allerede varme skuldre i Cognac, når vi skal nyde Ben Harper. Jeg er bare så klar!
8 kommentarer
Liselotte
8. maj 2013 at 10:06Ha… den bliver da toplækker, at I bare ved det! :-)
Linda
8. maj 2013 at 09:07Gorgeous photos telling interesting stories! Thank you!
Pernille
7. maj 2013 at 22:52Forventningens glæde er slet ikke så ringe endda.
God bedring med skulderen.
Merete
7. maj 2013 at 20:20Fuldstændig viiild med den farve … total lækker ;0)
birthe
7. maj 2013 at 19:59åh, det bliver så fint. Bare det var mig der kunne have det på……men det KRADSER……ærgerligt, jeg er total overfølsom overfor uld på bar hud. Men smukt det er det.
Lone Veggerby
7. maj 2013 at 11:35Åh, skal vi så have en lille cognac fra Cognac når vi er til koncert i Cognac;-D
Ulla Røjkjær
7. maj 2013 at 15:39Lone burde Liselotte egentlig ikke have strikket den i cognac;0))
Nej den var hvis for billig… men vi lader den stå for plathedens skyld:0))
Conny
7. maj 2013 at 11:15Du har noget at glæde dig til – jeg har en lang lysegrå/syregul mohaircardi, kom til at lave den rigeligt stor, men den er skøn at have på, når ulden er for lun – let og blød som dun :)