Jeg har altid elsket mit job som tegnsprogstolk

Oskar og jeg inspicerer haven. Morgenhaven. Der er køligt i skyggen, men jeg nyder at sidde et øjeblik på kanten af trappen, mens jeg iagttager Oskar, der vandrer videre ned i haven og forsvinder ind gennem skovbrynets skiftende lys.

Inde bagved ligger hemmeligheder begravet. Jeg har set ham stå med snuden i jorden og jeg har set, når han vender tilbage med slidt snude og jord i hele hovedet. Så har han igen begravet en skat. Hver gang håber jeg, at det ikke er en død måge, som den der holdt os vågen en hel nat.

Jeg sidder længe i egne tanker. Jeg har truffet beslutninger, som ændrer mit liv. Jeg skal lige sluge dem og vænne mig, inden jeg tør sige det højt, men det bliver godt for min familie og godt for mig, så det er lykkeligt og på samme tid næsten ikke til at forstå. Jeg stopper som tegnsprogstolk. Jeg har haft min sidste arbejdsdag. Jeg vidste det ikke, da jeg havde den, men det har jeg. Jeg skal være kollega med Kenneth, Steen og Lisette. Jeg skal arbejde i Garnudsalg.

Det er et stort spring for mig. Kæmpestort. Så stort, så jeg har svært ved at forklare det, for det er ingen hemmelighed, at mange allerede har spurgt mig, hvorfor jeg ikke forlængst var startet i vores eget firma.

Det var jeg ikke, fordi jeg er tryghedsnarkoman hvad angår arbejde.

Det var jeg ikke, fordi jeg er opdraget med, at man skal værne om og passe sit job, når man har et.

Det var jeg ikke, fordi jeg altid har elsket mit job som tegnsprogstolk. Virkelig elsket det. Jeg kan bare ikke rigtig holde til det. Med tilbagevendende perioder med et bevægeapparat, som ikke tåler de gentagne bevægelser, tegnsprogstolkning kræver, må jeg se mig slået af fysikken.

Jeg kunne vælge at lade sygemeldingen følge af et udrednings-forløb, som ville være ikke alene opslidende for alle involverede parter, men også dyrt i tid og penge og udfaldet ville med usvigelig sikkerhed være, at vi kan konstatere, at jeg ikke er i stand til at varetage jobbet som tegnsprogstolk i særligt mange timer om ugen, hvis jeg skal undgå invalidering eller min arbejdsgiver undgå sygemeldinger.

Jeg kunne også tage skeen i egen hånd og spare tiden og udgifterne på sådan et forløb. Jeg kunne undgå, at jeg ender mere invalideret, end det allerede er tilfældet. Jeg kunne lytte til en krop, der har ondt hver eneste dag og ofte er nødt til at fungere på smertestillende medicin. Jeg kunne tage konsekvensen af, at jeg allerede nu aldrig skræller kartofler, pudser vinduer, vrider karklude eller løfter noget der vejer mere end en lille pose gryn. Jeg kunne tage fremtiden i mine hænder. Jeg kunne bestemme.

Det var på én gang skræmmende og fantastisk, da jeg gjorde det. Jeg har stadig store, vingebaskende sommerfugle i maven og jeg har vist ikke helt forstået det, men det er sådan det er og jeg glæder mig :-)