8

Grotte de Rouffignac

Jeg øver mig i at anvende mit Sony Nex 6, som efterhånden er i nærheden af halvandet år gammelt, men anvendt meget lidt. Jeg var ikke helt tilfreds, da jeg lagde ud med at tage billeder med det, men i år tog jeg en rask beslutning hjemmefra og lagde det i tasken. Det skulle have sin ilddåb på turen til Dordogne og det har det faktisk fået. Jeg bruger kun det og mit kamera i min iPhone.

Jeg øver mig fortsat. Jeg skal igen til at bestemme udsnit og vinkler på en helt ny måde og ind imellem kan jeg sagtens se, at det kan gøre meget bedre, men oftest finder jeg faktisk ro i at vide, at det i virkeligheden er helt okay og jeg er ved at lære at kende.

I forgårs fik det lov til at fotografere indgangen til Grotte de Rouffignac. Indefra og ud. Bemærk den unge mand, som ligger og sover udenfor hulen på en bænk. Han ventede på sin tur, for sådan er det, når man vil se denne grotte. Man køber en billet, men med den enorme søgning der er på denne grotte, kan man aldrig vide sig sikker på, hvornår man får en plads på turen ind og ned i jordens indre.

Grotte de Rouffignac

Vi ankom ved 15-tiden og fik billet til turen klokken 17.20. Sådan er det bare. Man må vente. Tålmodigt. Nogle tager sig så en lur. Andre tager på eventyr…

Vilatte - Plassard - Pompougnac

Vi forlod den smukke, våde løvskov og tog tilbage, hvor vi kom fra. Ikke langt. Mindre end en kilometer, vil jeg tro, men lige inden hulerne ligger Vilatte – Plassard – Pompougnac, som byder på små, fine traktementer, en formidabel udsigt ned over dalen, skønt personale (familie; mor, far og datter) og muligheden for at vente veltilpasse og varme på endnu en oplevelse i Dordogne.

Vi indhenter lidt af det, vi ikke nåede sidste år, fordi vi simpelthen var for brugte og bare trængte til at lave ingenting. I år har vejret været med os, for det har været gråt og overskyet og for denne dags vedkommende endda heldagsregn, så det har givet overskud til at orke at tage ud. Vi har det så sjovt og vi er gode til at rejse sammen, så vi nyder alle tre, at der er oplevelser at hente allevegne.

Vilatte - Plassard - Pompougnac

Vilatte - Plassard - Pompougnac

Indenfor er den forreste del af rummet anvendt til udstilling af deres produkter. Den grafiske designer i mig ville nu meget gerne have haft frie hænder til at re-designe deres brand, for man skal lede længe efter mere fantasi-forladte etiketter, end dem de brugte på deres ting og det er i virkeligheden utrolig ærgerligt, for sjældent har jeg spist så velsmagende og veltillavet mad, som vi fik denne eftermiddag og så endda med sådan en udsigt i tilgift…

Vilatte - Plassard - Pompougnac

Vi spiste en tallerken med en skøn samling af deres specialiteter. Den var omfattende, rigelig og det hele utrolig velsmagende. Der var postejer, patéer, and og gås i alle afskygninger, pølse og sprød, grøn salat. Ved siden af kom en skøn, frisk tomatsalat, melon og til sidst varm gedeost, som både Oline og jeg måtte lade ligge, men sikke en fest!

Vilatte - Plassard - Pompougnac

Vi sluttede af med en kop kaffe. Stærk og god var den og så tog Kenneth lige en tur rundt i butikken. Han skulle forsyne sig med al den velsmag, inden vi betalte og forlod etablissementet en stor oplevelse rigere. Vi skulle jo til jordens indre. Omtrent. Jeg havde allerede mavepine ved tanken, men har man sagt A, må man også øve sig i at sige B, så jeg øvede mig hele vejen tilbage til hulen.

En tur ind og ned i Grotte de Rouffignac tricker mere end én af mine fobier og hvis du siger, at du ingen har, er min påstand bare, at du endnu ikke har fundet dem.

Mine handler alle om kontrol-tab og så kan man grunde længe og intenst over det, men faktum er, at klaustrofobien greb mig, allerede da vi stod udenfor hulen og kun lige var trådt ind under udhænget for at købe billetter. Den fugtige lugt mindede mig om en grav og det lave loft var ved at lukke sammen om mig, så min hals snørede sig sammen, men lige så ubehageligt det er, lige så stædig kan jeg blive.

Får jeg selv lov til at sætte tempo og sted, vil jeg gerne udfordres på mine fobier og sådan var det her. Jeg VILLE ned i grotten og sådan blev det. Det skulle desuden vise sig, at det ikke var nær så slemt, som jeg havde frygtet. Grotten er jo ENORM og det var få steder, hvor jeg følte halsen snøre sig sammen. Jo, det skete, men det var ikke værre, end jeg genvandt kontrollen i løbet af et øjeblik og det var en stor oplevelse.

Det er svært at forstå, at de menneske-skabte tegninger og inskriptioner er omtrent 14.000 år gamle, når de ligner noget, der er lavet i går.

Det er næsten umuligt at forstå, at de fordybninger i jorden, der ligger lige foran dig, er lavet af hulebjørne, som ikke har levet på jorden siden slutningen af sidste istid. De ser friske ud og kunne være brugt i går.

Mest imponerende var turens slut-punkt, hvor vi fik lov til at træde ud af det lille, elektriske tog, som ellers bragte os omtrent en kilometer ind og ned i en lille del af det enorme netværk, denne hule udgøres af. Et lille, lavloftet rum med et loft dækket af tegninger var afslutningen på en ellers imponerende udstilling af både natur, urhistorisk dyreliv og menneskeskabt udsmykning, hvis formål vi kun kan gisne om.

Her var loftet dækket af tegninger af stenbukke, heste, mammutter, næsehorn og bisoner. Stregerne var stadig så friske at se på, at man stod med følelsen af, at man kunne lade fingeren glide gennem dem og så så ville de tværes ud og forsvinde. Det var uvirkeligt og imponerende og jeg fik følelsen af at være et ualmindelig ubetydeligt og  lille støvkorn på verdenshistoriens overflade. Det er sundt.

Guiden gav os god tid til at bevæge os rundt og beundre. Bagefter kørte hun os ud igen og hun havde et charmerende og lattermildt væsen, men talte kun fransk og det gør vi jo desværre ikke, så det var meget begrænset, hvad vi fik ud af hendes ellers underholdende og rige forklaringer om dette eller hint. Vi havde til gengæld investeret i en lille guide, som lod os læse hovedlinjerne i hver eneste af de stop, vi foretog på vejen og så var vi egentlig godt dækket ind.

Vi fik en stor oplevelse og vi gider gerne anbefale turen, men ikke med børn under 12 år, tror jeg. Det er synd for dem. Det er en tur på en time og den er alt for lang og alt for kedelig, når man ikke ligefrem forstår eller interesserer sig for urhistorie. Vi havde alt for mange urolige og ulykkelige børn med ned i grotten. De ødelagde delvist vores oplevelse og det var synd for dem.

PS – man må ikke fotografere nede i hulen. Derfor ingen billeder :-)

Du vil sikkert også kunne lide