December, jeg har savnet dig

December er her. Julemåneden er skudt i gang. Jeg elsker december. Jeg elsker at december levner plads til og næsten forventning om, at vi skal sætte tempoet ned, tænde stearinlys og drikke varm te. Vi skal hygge. Vi skal give os selv tid til, at finde julestemningen frem. Den kommer ikke per automatik til mig. Magien ved julen aftog proportionalt med alderen for mit vedkommende, men der skal ikke herske tvivl; jeg elsker julen.

Julestemningen skal nok indfinde sig og jeg jager den ikke. Jeg nyder bare, at vi er havnet i december. At jeg har forladt november. At vi er der, hvor pebernødder, risengrød og småkager er en del af måneden sammen med appelsiner, klementiner, smukke, røde æbler og nødder.

Forleden var jeg en tur i skoven. Jeg fandt små juletræer derude, som er taget hjem med rod. De er sat i vand og når julen er ovre, skal de plantes nede i skovtykningen i bunden af grunden. Er jeg heldig, er de der næste år, når jeg igen har lyst til lidt gran i stuen.

Forude venter en skøn tid med mere gran, kogler og andet sjov. Jeg skal købe gaver til dem, jeg elsker og jeg skal måske klippe og klistre lidt ind imellem. Jeg skal nyde, at december er her med lyskæder og den magi, der for mig ligger i en aften med lyskæden, der spreder varmt lys ude i køkkenet, for traditionen tro, er den sat op og tændt på den dag, hvor vores familie blev amputeret og vi mistede vores skønne, sjove og dejlige Alexander.

Hver dag, når vi kommer hjem fra arbejde, tænder jeg lyskæden og sender samtidig Alexander en tanke. Man holder aldrig op med at sørge og man holder aldrig op med at savne. Man lever med. Jeg bliver tyndhudet omkring den 29. november. Heldigvis ved alle omkring mig, at det er sådan og så snart jeg får lyskæden op, hjælper det og jeg ved, at jeg er verdens rigeste menneske og det er med alt, livet har givet og taget. Jeg er meget taknemmelig.

Jeg vil ønske dig den dejligste, hyggeligste og skønneste 1. december, for den fortjener vi ♥