Han tåler simpelthen ikke, at jeg ligger i sengen

Søndag er startet stille. Oskar vækker mig. Han tåler simpelthen ikke, at jeg ligger i sengen, hvis jeg har afgivet mindste tegn på liv. Så begynder han at løbe frem og tilbage mellem mig og adgangen til resten af huset, for ligesom at sige, at det vil være en god idé, hvis jeg står op nu. Han kan endda finde på at skubbe til mig med snuden, hvis en hånd ligger ud over sengekanten.

Efter kort tid kapitulerer jeg, for han er vedholdende og insisterer på, at vi skal op nu. Han kunne aldrig drømme om at vække Kenneth, men der er åbenbart ikke samme begrænsninger på det, han mener at kunne udsætte mig for.

Vi går i haven. Luften er frisk og sprød og der dufter af forår. Træer og buske står med bristefærdige knopper og mirabellen er i blomst. Oskar bliver ung igen og jeg synes næsten, at jeg kan mærke det samme indeni, men fysikken minder mig om, at det ikke er sådan. Min ryg er noget så nederdrægtigt insisterende og for øjeblikket er den skæve lænd meget glad for at give sig til kende, så jeg springer ikke ligefrem af sted som en vårhare, men lader ham tage føringen.

Jeg beundrer Scilla, Helleborus Purpurascens og knopperne på buskene, jeg kommer i nærheden af. Det hele grønnes. Alt er fortsat gennemsigtigt og vi har kig til bagboerne fra havesiden, men det er kun et spørgsmål om ganske få uger, så har vi en hel lukket og meget privat have, som jeg kan lide det.

Da vi går ind, lader jeg døren ud til terrasse og have stå åben. Oskar sætter sig på måtten og kigger derud. Han elsker denne tid. Jeg brygger kaffe, mens jeg samler de dækblade op, Magnolia-grenene, Githa har foræret mig, smider på køkkenbordet. De er så utroligt smukke.

Jeg sætter mig foran computeren og fortaber mig i alt og intet, som jeg plejer, når jeg lige skal vågne. Jeg drikker kaffe. Den smager skønt. Oskar kommer og lægger sig på køkkenbænken, som han plejer. “Os to…“, synes han at sige, “…vi sidder bare lige her og passer på verden til resten af vores familie vågner“, så det gør vi så.

Senere på formiddagen kommer Kenneth. Han har sovet længe og det er ham vel undt.

Vi drikker kaffe sammen, mens vi snakker om alt og intet. Vi kommer omkring haven og lysten til snart at vende alt ud fra Feddet, gøre rent og så skyde udesæsonen i gang. Vi venter lidt endnu. Vi skruer op for tålmodigheden og glæder os i stedet over, at vi skal. Senere. Vi taler om sommerferie, nyt badeværelse, mit nye kontor, Garnudsalg og vi arbejder lidt imens, for sådan er det at være selvstændig. Grænserne for arbejde og fritid flyder lidt sammen og det er – for det meste – kun hyggeligt.

Vi nyder søndagen. Den er dejlig, er den!