Østrig – koldt som bare pokker

Østrig – koldt som bare pokker også i starten af april, skal jeg hilse og sige …

Vi drog fra Tysklands kulde ned gennem Europa med retning mod middelalderslottet Ehrenberg.

Vi skulle overnatte på Gasthof zur Klause, som holder til i de historiske omgivelser på middelalderslottet Ehrenberg. Slottet ligger lige under Highline179, verdens længste fodgængerhængebro, så der var lagt i kakkelovnen til de modige.

Ikke mig! De modige!

Når vi ser Alperne i det fjerne …

Så snart udsigten rummer en bjergtop, kan du med sikkerhed høre mig juble. Jeg ELSKER Alperne. Jeg elsker naturen, fornemmelsen af storhed, stilheden og den friske luft, så snart man bevæger sig væk fra motorvejen.

Jeg elsker at køre i Alperne. Jeg er langt fra frygtløs, men jeg elsker at køre i Alperne. Sommer og vinter. Jeg har prøvet begge dele og alt der imellem og jeg elsker det hele. Der er betagende smukt.

Da vi ramte kanten af bjergene, var jeg klar over, at vi var tæt på bestemmelsesstedet. Der fra er der kun 20 minutters kørsel til slottet Neuschwanstein, som jeg gerne vil besøge en dag, men i dette tilfælde var der ikke tid til udflugter, men bare den lige vej sydpå i retning af Gasthof zur Klause, hvor vi ankom sidst på eftermiddagen. Lige i tide til en smut op på hængebroen … NOT!

Vi sprang hængebroen over

På pladsen ligger en del bygninger. Blandt andet ligger kasernen fra 1600-tallet fortsat på stedet og i den er lejligheder, så jeg havde håbet, at vi ville blive anvist værelse der. Sådan gik det ikke, men vi fik et fint, nyrenoveret værelse i en sidebygning.

Det fungerede upåklageligt. Værelset. Uden charme og temmelig koldt, var det ikke det sted, vi havde lyst til at tilbringe eftermiddagen.

I stedet iførte vi os alt det tøj, vi omtrent havde med. Det var slet ikke tilstrækkeligt til den iskolde vind, der strøg om alle hjørner, men vi insisterede på en lille gåtur, for lige at tage omgivelserne i øjesyn.

Vi kiggede på muligheden for at tage Ehrenberg Liner til tops, for at nyde udsigten, men kulden – som gik gennem marv og ben – afholdt os fra at gøre ret meget.

Bretterkapelle

I slotsgården ligger også et lille træ-kapel. En lille kirke. Et lille sted at møde den gud, man tilbeder. Et sted for eftertanke og dvælen ved de ting, der optager sindet.

Ovenpå kapellet ligger en sal, som nu er i brug for oplæsninger, foredrag, bryllupper, seminarer og udstillinger, men i bunden er altså det lille sted til bøn og eftertanke.

Jeg synes, at kapellet er meget smukt og jeg var særligt vild med de enkle, men smukt udskårne bænke, der stod på stedet.

Vi trak tiden … og så gik den ikke længere

Vi prøvede virkelig! Vi gjorde alt, hvad vi kunne, men efter ganske kort tid, var alt på os ved at fryse til is. Så opgav vi og overgav os til stedets spisesal.

Restaurant Salzstadl serverer traditionelle tyrolske retter og vi var kommet alt for tidligt til den tyrolske mad, så vi lagde ud med en kop varmt at drikke og et lille stykke Topfenstrudel.

Undskyld tjener, men hvor er min rosin?

Det blev en alternativ oplevelse. Jeg havde en forventning om smagen af syrlig citron og bløde rosiner, men ingen af delene var tilstede i denne udgave af den østrigske specialitet.

Den blev lidt vammel for mig, men skønt var det nu alligevel at mærke varmen brede sig i kroppen i takt med, at kage og kaffe gled ned. Der havde været KOLDT ude, så det var en lise at komme indenfor i varmen og ud af den iskolde blæst.

Da tiden endelig var inde …

Efter at have gennemgået de kommende dages aftaler, fået konfirmeret dem alle, lagt de sidste i kalenderen og i det store hele have lagt en slagplan, enedes vi om, at det var tid til lidt mad.

Valget faldt på en tallerken med forskellige tyrolske specialiteter. Schnapps inklusive. Vi var vel i Østrig.

Vi nød maden. Langsomt. Med kold cola on-the-side og for mit vedkommende et par gedigne, men utroligt velsmagende, snapse, som gav søvnen ekstra gode betingelser, da jeg lidt senere tørnede ind.

Vi var næsten i mål

Næste morgen skulle vi starte den sidste etape af turen. Vores første mål var Pistoia. Her fra havde vi aftaler så langt sydpå som Viterbo i Lazio.

De kommende dage ville blive travle, så en god nats søvn var ikke at foragte. Den tog jeg hul på tidligt den aften, for jeg var brugt op. I morgen var der atter en dag …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.