Jeg kan lige så godt indrømme det

Jeg kan lige så godt indrømme det. Jeg har ikke strikket ret meget denne påske. Jeg har faktisk strikket forbavsende lidt, når jeg indtænker, at jeg har kørt godt 4.000 kilometer på den sidste uge.

Jeg har været i Italien. Nede og besøge garnleverandører og handle ind til Garnudsalg. Købe garn. Købe knapper. Købe maskemarkører. Lade mig inspirere og nyde, at vi har så dejlige leverandører, som alle er interesserede i at hjælpe med det, de kan. At der bliver stået på pinde for os. Det har været dejligt.

Vi forlod Danmark

Vi kørte sidste mandag. Først kørte vi over omkring Oline, Mikael og ungerne. Vi tog morgenmad med og fik sagt farvel, inden vi satte kursen sydover.

Jeg er planlæggeren. Det er forholdsvist nyt, at der er sådan en i vores midte, men det er nødvendigt efter nogle alvorlige stresspåvirkninger. Derfor planlægger jeg turen, så vi ved afgang ved præcist, hvor den dag ender. I dette tilfælde ville den ende i Volpriehausen lidt nord for Kassel.

Undervejs strikkede jeg

Hjemme havde jeg fundet lidt rester i forskellige farver og en strikkepind størrelse 3½ mm, så jeg var klar til at strikke små, stribede Sophie Scarf. Som planlagt, så gjort …

Jeg nåede at strikke et tørklæde og starte på endnu et, inden vi ankom til hotellet sidst på eftermiddagen.

Det lille tørklæde blev mit go-to-projekt, når jeg sad i bilen og var passager ned gennem Europa. Det var småt, nemt at strikke og helt problemløst at lægge fra mig, når det var nødvendigt. Jeg kunne hurtigt gribe det igen og fortsætte, hvor jeg havde sluppet, så det blev til en del små tørklæder, inden vi igen ramte Danmark, men det er en helt anden historie.

Det gik godt

Turen forløb problemløst og der var ikke meget trafik på vejene. Selv ved Hamborg og passagen gennem den famøse Elb Tunnel var der ikke mere kø, end vi kunne grine af det. Normalt kan det tage timer at komme på den anden side af Elben, men vi kørte stort set lige gennem og kunne snart lægge os lunt i sporet på 7’eren med direkte kurs mod dagens hotelovernatning.

Ikke for første gang. Ikke for anden gang. Helt sikkert for tredje gang og muligvis er det mere – men vi husker det ikke længere – har vi boet på landhotel i Volpriehausen. Ikke luksus, men bestemt heller ikke et tarveligt motel langs motorvejen og prisen er i virkeligheden ikke så forskellig, så vi foretrækker at bruge den halve time mere på at køre lidt ind i landet, væk fra motorvejen, og i stedet bo i stilhed.

Man må sige, at der var stille

Påsken stod for døren, men der var endnu ikke påsketravlt på hotellet, som siden vi sidst var der, har igangsat en større renovering. Måske gæsterne kom i weekenden, men da vi allerede ankom mandag sidst på dagen, var der fredeligt og tid til at beundre både den omkringliggende natur og den omfattende renovering, der havde resulteret i en skøn, argentinsk inspireret restaurant, hvor der før var et trist cafeteria.

Kokken på hotellet er argentinsk. I perioden med nedlukninger på grund af Covid19, havde han haft ledige hænder og en vision for hotellet, han egenhændigt var gået i gang med at realisere. Som tiden gik, var de andre blevet optaget af også at være en del af projektet, som altså er endt med at være en smuk, autentisk argentinsk restaurant midt i ingenting.

Der var argentinsk aften

Vi spiste der om aftenen og fik en skøn oplevelse. Stor åben grill, velkrydret mad og masser af småretter, som skulle nydes moderat, fordi der simpelthen var så meget at smage.

De elsker temaer på det hotel, så vi følte os meget heldige, at vi lige ramte den argentinske barbecue-aften …

På hovedet i seng

Efter maden og en kaffe, var vi klar til at gå i seng. Det havde været en lang dag og vi vidste, at vi gerne ville tidligt op næste morgen, for at kunne tage det forholdsvist roligt frem mod næste destination, som lå i Østrig.

Morgenen bød på en stor og varieret morgenmad i restauranten og efter at have pakket bilen, satte vi kursen mod Sydtyskland og den østrigske grænse. Alperne ventede forude og det stykke af turen er så absolut det bedste, hvis du spørger mig. Jeg tager gerne den langsomste tur gennem Alperne og jeg elsker oplevelsen af bjergene, der omkranser mig.

Den får jeg ikke i Danmark. Heller ikke selvom jeg bor på den stejleste gade i Hadsund ;-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.