Formiddagspause tilbragt ved Limfjorden med udsigt til svaner og ænder. Solen der varmer ryggen mens jeg frydes stille ved tanken om det snarlige forÃ¥r. Altsammen noget som hjælper til at gøre dagen rar, men…
For første gang nogensinde, er jeg efterhÃ¥nden brugt op og energiløs. Jeg mangler simpelthen sol og varme, udeliv og ikke mindst noget energi. Jeg hÃ¥ber det snart indfinder sig, for nok er der nydelse i en pause med udsigt, men der er endnu mere nydelse i overskud. “Et overskud, som kunne bruges til at besøge Egholm”, nÃ¥ede jeg at tænke mens jeg sad og iagttog folk og fæ pÃ¥ den omkringliggende mole.
Udsigten til Egholm fik mig til at tænke pÃ¥ dengang vi i 3. klasse var pÃ¥ besøg derovre. Det endte i en, efter de voksnes mening, mindre katastrofe. 7 drivvÃ¥de børn, 2 der var grueligt forbrændt af brandmænd, 1 der slog hul i hovedet og omtrent en halv klasse, som havde glemt madpakken, men vi hyggede os…
Alle ungerne skulle se på naturen og med den ringe mængde voksen opmærksomhed vi havde til rådighed, endte det med en mægtig tur ud i oplevelser, som kun endte lykkeligt, fordi vi var heldige.
Vi udforskede bl.a. noget der lignede en rævegrav. Liggende pÃ¥ maven krøb vi ind ad den mørke gang indtil en mente, at det alligevel blev for farligt og vi vendte om. Vi vadede glade rundt med bare tæer og soppede i fjordens vand – jeg mindes ikke hvad Ã¥rstid det var, men helt ærligt… ikke den til bare tæer.
Vi fangede smådyr og vi legede pirater. Vi sloges med gamle sømbeslåede brædder og vi tog fanger som udveksledes mod forskellige fysiske udfordringer, som ind imellem var temmelig farlige. En skulle f.eks. balancere på nogle bundgarnspæle ud i fjorden, inden vi ville frigive vores fanger. Det kunne så nemt være endt med en vandtur, men alle kunne vist svømme, så helt galt var det vel ikke gået. Der var højst blevet endnu et vådt barn at fragte hjem.
Vi havde det rigtigt sjovt. Vi var vant til at klare os pÃ¥ egen hÃ¥nd. Uden voksenopsyn, for det fandtes ikke i min barndom. Vi havde en skøn dag pÃ¥ Egholm, men den var ikke mere “farlig” end sÃ¥ mange andre dage i min barndom, hvor børn tilbragte størstedelen af deres vÃ¥gne tid uden voksenopsyn. Vi lærte af de dumheder vi begik. Af de slag og skrammer der var uundgÃ¥elige, nÃ¥r der blev eksperimenteret med egne og andres grænser. Vi blev kloge af de erfaringer vi gjorde os. Vi havde fred til det.
Jeg kan sagtens unde Oline timers leg uden voksent opsyn. Jeg synes det er forfærdeligt, at voksne i princippet ALTID kan komme i kontakt med deres børn via den uundværlige mobiltelefon. HvornÃ¥r skal man, som barn, kunne foretage sig noget “hemmeligt” uden at risikere at blive opdaget? HvornÃ¥r skal man gøre sig usynlig og have tid helt for sig selv? Hvorn�år skal man overskride grænsen, for selv at opdage det?
Jeg er ikke sluppet for mobilen. Oline er også indehaver af en af slagsen, men hun har den altid slukket. Tænder den kun når hun skal ringe og lader den ellers ligge slukket i tasken. Jeg synes det er i orden. Jeg opfordrer hende kun til at ringe med besked, hvis hun afviger fra de aftaler vi i forvejen har lavet. Ellers får hun fred til at dumme sig lige så tosset hun vil.
Ringer hun, skal jeg nok komme at redde hende. Ellers må hun selv redde sig ud af suppedasen, ligesom jeg måtte engang for mange år siden.
Del på Facebook
Grith - onsdag 9. marts 2005 klokken 13:54
Kære Liselotte – overskuddet skal nok indfinde sig – du skal bare lige tanke op igen, og det tager nogen gange lidt mere tid end man lige havde regnet med:-) Vi er i samme situation, træk vejret, nyd nuet, gør de ting du kan og har lyst til – og vent på at energien indfinder sig igen:-) Det skal nok komme! Indimellem har selv det stærkeste intellekt ( og måske netop netop det ) brug for at lade op og kunne rumme nye ideer….
Liselotte - onsdag 9. marts 2005 klokken 14:11
Jeg er sikker på, at der findes masser af energi til mig derude. Jeg skal bare lige finde det ;-)
Anne Ottosen - onsdag 9. marts 2005 klokken 15:54
… ellers må du gerne låne vores badekar! :-)
Liselotte - onsdag 9. marts 2005 klokken 17:15
Tak skal du have Anne :-)
Meld jer til min Operation Påskeglad – så hjælper det garanteret ;-)
Slagt en hellig ko… » SmÃ¥pauser - fredag 19. januar 2007 klokken 15:21
[...] Egholm byder på kaffe og eventyr, hvis man har øje for dem. Ellers byder den ikke på meget, men det kan også være så rigeligt, hvis man har god tid. [...]