Jeg endte i Vejgård. Først nyt liv til gamle ure, strikkepinde til Cobblestones ærmer og så kaffe oppe i barndommens land hos Ella. Det blev en af de eftermiddage, hvor Ella måtte låne mig et øre, for der var så meget, som trængte til at blive vendt. Utroligt er det, at jeg har så mange ord indeni, men sådan er det og heldigvis er der plads deroppe i det gule hus.
Da tiden for aftensmad nærmede sig, pakkede vi bilen og stred os tværs gennem byen til Gug. Her har vi grinet siden. Allermest mig, for der er simpelthen ikke grænser for Ella og Kenneths evne til at fantasere om politikernes motiver, fodsvamp eller mangelfulde mundhygiejne. Ingen nævnt, ingen glemt, men det er måske passende at oplyse, at vi underholdt os lokalt denne aften, så vi snakker ikke Fogh, Bendtsen eller Helle.
For et øjeblik siden afleverede jeg Ella hjemme i Vejgård. Nu vil jeg parkere mig selv under en varm dyne. Jeg trænger ærlig talt.
4 kommentarer
Liselotte
2. november 2007 at 08:28Den helt almindelige torsdag endte som alletiders dag, hvor improvisation bragte os vidt omkring :-)
I går lyttede Ella. En anden dag er det mig, som lytter og sådan skal det helst være. Hun er dejligt selskab :-)
Helle
2. november 2007 at 07:53Venner er en gave, godt at du og Ella har hinanden. God fredag til dig Liselotte.
Anne
2. november 2007 at 07:50et ønske fra mig kunne være:”måtte alle være så priviligerede, at have en sådan ven” Det er godt at kunne blive lyttet til af en anden
Jeg er sikker på du også lægger øren til Ella, og det er vel essensen af godt venskab,
Stor hurra for gode venskaber….
Politik py ha der skal også gode øre til :-)
Charlotte Illum Larsen
2. november 2007 at 07:16Der er ikke noget som gode venner med store ører og ligeså stort hjerte. Jeg er sikker på at Ella rummer dine ord – og at hun gør det med glæde..
Måden de politiske partier og medlemmer sælger sig selv på er indimellem meget grinagtige..