Ind imellem netnedbrud og anden ventetid, kan jeg sagtens finde vej ud i haven. Tæpper og puder er fundet frem, for vejret er med Lene og jeg. I eftermiddag kan teen indtages på terrassen i det skønneste solskinsvejr. Det glæder jeg mig til ligesom jeg glæder mig til at kunne dele krydderurterne med Lene.
Vores staudebed er omkranset af fine marksten fra mulden nord for fjorden. Dem tilbød Lene og landmanden generøst, at vi kunne hente kvit og frit sidste år. Det blev et herligt omend alt for kort besøg oppe hos kartoffelavleren, som jeg stadig håber finder tiden til en skønne dag at finde vej herind, sammen med Lene. Tiden er ikke til det lige nu. Der er jord at passe.
Han ville sikkert også korse sig, når han så mængden af ukrudt i min have, men en blomst som den gule her, kan man da ikke undlade at holde af. Kald den bare ukrudt. Jeg synes den er en pryd.
2 kommentarer
Liselotte
14. maj 2008 at 13:03et cetera, jeg bryder mig virkelig ikke om gule blomster, men jeg er ikke fanatisk og små klatter gult er bare dejligt :-)
Jeg skal hilse hende :-)
et cetera
14. maj 2008 at 12:57Det er den da også, Liselotte – en pryd. Mærkeligt i grunden, for jeg tror der er mange af os som vil sige, at vi ikke bryder os om gule blomster, men når de dukker frem – så finder vi dem alligevel yndige … Hils Lene :-)