Tiden går og klokken slår og slår og …

Tiden går og klokken slår kunne være overskriften for den periode, vi er inde i lige nu. Den ene dag tager den anden. Vi rammer fredag hele tiden, hvis du spørger mig.

Vi arbejder. Vi spiser. Vi sover. Så starter vi forfra igen.

Vi glemmer helt at trække vejret. I hvert fald i overført betydning og det begynder at kunne mærkes, men vi har fundet et lille hverdags-“hack”, som virker. Vi kører ud og holder frokosten udenfor huset.

I dårligt vejr finder vi et sted med kig til noget smukt. I godt vejr trækker vi ud i det og et af stederne, der passer med den korte tur, vi kan nå at køre for en frokostpause, er Poulstrup Sø.

Der er fred og ro de fleste dage

Ved søen er der ingen. Højst en eller to andre gæster i området, men oftest bare os. Så finder vi vej til bænken oppe på skråningen overfor søen.

Frokosten har vi med. Det kan være alt fra salat til sandwich. Bare det er nemt at indtage enten i bilen eller på en bænk et sted, hvor vi har udsyn og allerbedst sol på næsen også.

Nye rammer. Nye idéer. Nye tanker.

Det er ikke fordi vi foretager os en hel masse ud over at spise, men det er alligevel lige den pause, der gør forskellen i en travl hverdag. Det sker ikke sjældent, at vi finder løsningen på et eller andet, vi går og tumler med, når vi sidder og spiser.

Pausen i nye rammer gør en forskel. Åbenbart og tydeligvis.

Guldsmedeforelskelse

I dag havde jeg min rosa hørkjole på, da vi satte os på bænken. Den fik jeg ikke lov til at have alene. På noget tidspunkt.

Den er tilsyneladende i en meget attraktiv farve, når man er guldsmed og jeg var konstant omringet af dem.

Jeg nåede at sidde med tre fordelt på kjolen, mens vi spiste frokosten, men de sværmede konstant omkring mig.

Ved siden af lå min røde jakke. Den var slet ikke attraktiv på samme måde. Det må være nuancen, de var optaget af og det er alligevel noget spøjst, men farver må de så kunne se og skelne ret præcist.

På vejen hjem lagde vi turen forbi

Kenneth har et sted, hvor kigget er langt og himlen høj. Han drømmer om at bo lige der. Ikke at det er sådan, at der er noget til salg. Hverken huse eller jord. Alligevel drømmer han.

Vi kommer der relativt ofte. Jeg forstår ham sagtens. Det er en virkelig smuk plet, han har fundet.

Vi er begge vilde med Himmerland. Det bakkede landskab med kig til landbrug og små landsbyer elsker vi, så jeg forstår hans betagelse af den plet, han har forelsket sig i. Han drømmer om at købe et stykke jord og opføre et lille, praktisk hus til os. Sådan et, som ikke kræver meget, men har masser af udsigt.

Så skulle vi leve i det hele vinterhalvåret, mens sommeren kunne tilbringes oppe nordpå i sommerhuset.

Den idé er god og attraktiv, men vi elsker vist begge Tjørnevang så højt, at vi alligevel ikke gør meget andet end at drømme. Ikke lige nu i hvert fald. Måske om nogle år. Man kan jo altid drømme, ind til tiden er inde …

Drømme er faktisk noget af det bedste, jeg ved.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.