17

Franske fristelser

Der var engang… og sådan begynder de fleste eventyr, men her er sådan et hverdagseventyr, som også begyndte engang for længe siden. Det er mindst femten og måske nærmere tyve år siden.

En sommer tilbragt i Provence inkluderede altid visitter i Saint Tropez, fordi byen dengang var en lille perle, som ikke var frygteligt overrendt endnu. Jeg elskede de små, smalle gader og stræder, som dengang havde sjove, alternative butikker liggende allevegne.

Nede omkring havnen lå en lille butik, som var ejet af en lille, spinkel og meget smuk, fransk kvinde. Hun sad hele dagen inde i det halvmørke og dejligt kølige butikslokale og lavede smykker, som efterfølgende blev udstillet i hendes lille hul ud til verden, et smalt udstillingsvindue med begrænset plads.

Jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg var vild med hendes ting og jeg kunne snildt have købt halvdelen med hjem, hvis det ikke havde været for den finansielle krise, der potentielt lurede i horisonten ved den slags udskejelser. I stedet kunne jeg, hver gang vi var i byen, findes med næsen trykket flad mod hendes ruder for at se, hvad hun nu havde fundet på. Der var omtrent nyt hver dag.

En dag lå dette armbånd i vinduet. Jeg forelskede mig hovedkuls. Jeg vidste med min fornuft, at prisen slet ikke stod mål med materialerne. Det var idéen, der kostede. Sådan skal det være, når man støder ind i noget originalt og dette her var helt nyt og unikt, så det var ikke noget, der kunne findes andre steder dengang.

Hundrede år gammelt... næsten

Jeg kredsede om den butik i alle tre uger vi var afsted. Hver gang jeg kom forbi, håbede jeg stille, at armbåndet stadig lå i vinduet og ikke forlængst var blevet solgt. Hver gang var jeg heldig.

En af de sidste dage i ferien gik jeg indenfor i butikken, fik en hyggelig snak med kvinden bag smykkerne, fortalte, at jeg var blevet så frygteligt forelsket i armbåndet og straks tilbød hun, at jeg kunnne prøve det. Det skulle jeg jo aldrig have gjort, for nu måtte jeg eje det og sådan blev det. Jeg brugte en lille formue på armbåndet, som har fulgt mig lige siden.

Det kan ligge i smykkeskrinet i flere år, hvor jeg slet ikke bruger det, men ét er sikkert; hver eneste gang armbåndet får en revival, mødes jeg af spørgsmål om, hvor jeg har købt det. I grunden er det ikke noget særligt, men det er det så alligevel. Det er jeg tilsyneladende ikke alene om at synes.

You Might Also Like

17 Comments

  • Avatar
    Reply
    Mette Weber
    6. juli 2009 at 18:08

    Som verdensborger og international dansker er jeg vil med din ide om et udenlands tema på din blog
    Megte inspirerende at kigge på din blog genelt.
    Nybegynder ud i bloggen
    Mette Weber
    Blog TA en GOD dag
    http://webermette.blogspot.com/

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    15. april 2009 at 11:07

    Kirsten, der skal da ikke grines! ;-)

    Tant Grön, jeg er meget glad for det :-)

    Lone, man bliver så nemt fristet – og Mulberry kan ALTID friste mig. Jeg elsker deres ting… og har altid gjort det. Jeg har tasker, som er mere end 20 år gamle, og de “holder” stadig på både den ene og den anden måde. Tillykke med din! :-)

  • Avatar
    Reply
    Lone i marsken
    15. april 2009 at 09:39

    Kender godt det der med at gå og kredse om en ting – det hænger jo, som du selv siger det, ofte sammen med, at man har en ubeskrivelig lyst til at eje noget, men prisen holder en tilbage – enten fordi man ikke HAR råd eller fordi man kvier sig ved at punge ud med det givne beløb. Godt du havde tre uger til at kredse, så du kunne få den eftertragtede genstand med hjem – hvilket du jo så heldigvis ikke fortrød.
    Jeg selv har i flere uger kredset om en lækker, lækker Mulberrytaske – på nettet forstås. Jeg har været inde og besøge den hver dag. Da jeg så her før påske var nogle dage i London, gik jeg ind og købte den – i den elegante forretning i Bond Street – lidt sjovere end at købe den på nettet. Og jeg har ej heller fortrudt.
    Men internethandlen udgør uden tvivl en stor fristelse for mange af os. Det er så nemt, at sidder der i en sen nattetime med et af sine kreditkort foran sig, og se hvordan alle mulige lækkerier kan nås indenfor nogle få klik.
    Lige nu kredser jeg om et par Christian Louboutin sko – åh, hvor er de lækre med den sexede hæl, og de elegante røde såler – ja man kan næsten dufte det dyre, lækre læder. Men her må jeg vist hanke op i mig selv – jeg, der sjældent går i høje hæle og som ovenikøbet bor direkte ud til en brolagt plads i en by med mange brolagte gader, det ville gå hårdt ud over de elegante hæle.
    Men nej hvor kan man blive fristet.
    Og ind imellem må man bare give efter!

  • Avatar
    Reply
    Tant Grön
    14. april 2009 at 22:54

    Gud vilket snyggt armband!

  • Avatar
    Reply
    Kirsten
    14. april 2009 at 22:51

    Harharharharharh!!! :-D

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    14. april 2009 at 21:40

    Kirsten, du er en gris med dine bare arme… sådan at tage dem til St Maries de La Mer. De fortjener slet ikke sådan et armbånd! ;-)

  • Avatar
    Reply
    Kirsten
    14. april 2009 at 21:33

    Jeg elsker det! …og sidder nu lige og fortryder lidt, at jeg ikke købte det armbånd jeg forelskede mig i for 3-4 dage siden i St Maries de La Mer… :-(

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    14. april 2009 at 19:56

    Det er et rigtigt forelskelsesstykke :-)

  • Avatar
    Reply
    Anette
    14. april 2009 at 16:06

    Hvor er det flot og unikt! Kan godt forstå du måtte eje det.

  • Avatar
    Reply
    Frau Putz
    14. april 2009 at 13:57

    Ja… Det er da let at forstå, at du blev forelsket. Det er da helt skønt – og så passer det jo til rigtigt meget forskelligt tøj, med de farver :o)

  • Avatar
    Reply
    Smurfa
    14. april 2009 at 13:53

    Åhh- det var et riktig forelskelsesobjekt og jeg skjønner deg så godt- noe sånt blir man glad for å finne i sitt smykkeskrin på en grå regnværsdag:-))
    Kan du kanskje legge ut et bilde av det utstrekt på bordet, det hadde vært morsomt å se hvordan det er satt sammen !?

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    14. april 2009 at 13:42

    Karin, armbåndet består af 20 smalle og elastiske armringe, som kan udvides efter behov – de fleste vil kunne passe det :-)

  • Avatar
    Reply
    Karin
    14. april 2009 at 13:35

    Rigtigt lækkert smykke både til hverdag og fest. Hvordan får du det på? Kan dine hænder godt komme igennem?

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    14. april 2009 at 13:35

    Jeg er meget glad for det, Ella :-)

  • Avatar
    Reply
    Ella
    14. april 2009 at 13:24

    Jamen sådan er det jo med kunst – det er det unikke – ideen – helheden – udtrykket – farverne – materialet, der gør armbåndet til noget særligt, og noget særligt er det . Hvor er det smukt!

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    14. april 2009 at 13:17

    Jeg er stadig vild med det armbånd her så mange år efter, så en hel dum investering var det vist ikke :-)

  • Avatar
    Reply
    Suzanne
    14. april 2009 at 13:13

    Jeg ville helt sikkert også have forelsket mig – og så er der altså ikke noget der er meget bedre, end ting der er unikke og som andre kan misunde, samtidig med at man til stadighed selv glædes over det/dem…

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)