Abernethy Old Kirk

På septemberturen gennem Det Skotske Højland, kom vi forbi mange levn fra Skotlands tidligere historie. Denne dag var det Castle Roy. Beliggende på noget, der mest af alt minder om en græstue, lidt hævet over det omgivende terræn, har det ydet beskyttelse, når krigen om selvstændighed rasede.

Castle Roy er fra det slutningen af det 12. eller begyndelsen af det 13. århundrede og grundlagt af Clan Cumming, også kaldet The Comyns, i forsøget på at forsvare Skotlands ret til selvstændighed og der er sandt at sige ikke meget tilbage at kigge på. Ydermure og så endda kun delvist, men der er formodning om, at der inde i borggården har været bygget træhuse ligesom borgens ydermure har været flankeret at udkigstårne.

Det tog ikke lang tid at se, hvad der var at se. Da vi havde læst den korte beskrivelse af Castle Roy og havde spadseret rundt om ruinen, begav vi os et lille stykke hen ad vejen, for ved siden af ruinen lå en gammel kirke med en kirkegård, som vi besluttede, at vi måtte besøge.

Kirken var Abernethy Old Kirk med Abernethy Old Kirk Yard og selvfølgelig måtte vi indenfor. Allerede ude fra vejen kunne vi se, at kirken var noget helt særligt. Ikke på grund af dens størrelse. Pomp og pragt er ikke det første, der falder mig ind, når jeg skal beskrive kirken. Tværtom. Den er lille, undseelig og gør ikke noget større væsen af sig selv, men den ligger med udsigt til Cairngorm Mountain og med et landskab, der er bjergtagende smukt. Kirken ligger med en himmel, som er i konstant bevægelse og med et lys, som skifter på få øjeblikke. Den emmer af historie.

Hvis Kenneth trak i kilt, kunne jeg måske godt overtales til et højlandsbryllup lige her. Det føltes på underlig vis som at komme hjem. Det ville være mere end okay, hvis min vej falder forbi en anden gang.

Både kirken og de mange gravstene var tydeligt medtaget af klimaet i højlandet, men vi fik ikke snerten af regn. Kun de tunge, truende skyer, som passerede i høj fart over himlen og man må sige, at de kun bidrog til den eventyrlige stemning, vi oplevede, der var på kirkegården.

Vi nød at spadsere rundt på kirkegården, som rummer nær ved 1400 navngivne sjæle fordelt på rigtigt mange familiegravsteder. En stor del af dem stammer fra familien Grant. Det var et navn, som optrådte på rigtigt mange af stenene og det blev tydeligt, at familien gennem mange hundrede år har fået konsolideret sine gener lige her i og omkring Nethy Bridge.

Har du lyst til at fordybe dig yderligere i kirken historie, kan du læse meget mere lige her.

Sceneriet var så smukt, at det var svært at løsrive sig, men vi havde en længere køretur ind gennem højlandet foran os, så vi brød op og nød et sidste kig ned ad vejen, inden vi lagde fra land.

Når jeg i dag kigger på billederne, længes jeg helt usigeligt efter Skotland. Det kunne måske afhjælpes, hvis jeg snart gik i gang med at overtale resten af familien til en ferie derovre. Det kan da ikke være så svært, vel?