Så skred det!

I nat vågnede jeg op til en infernalsk larm, jeg slet ikke kunne genkende. En øredøvende, voldsom larm, som bare efterlod mig skrækslagen og rådvild, fordi jeg ikke kunne hverken lokalisere eller risikovurdere. Jeg sprang ud fra min varme dyne, landede på noget, der føltes som et iskoldt gulv og stod der, rystende som espeløv, mens jeg lyttede med ører, der snildt kunne have overgået Dumpos, når de er flyveklar.

Det, der føltes som evigheder, varede måske ikke mere end nogle sekunder. Bagefter gik det op for mig, at det var Kong Frost, der slap taget i mere end én forstand. Det tykke, tætte snetæppe, som har ligget på tagryggen de sidste uger, var i nat smeltet til en tilstand af tungt, smattet tøsne, som langsomt havde besluttet sig for at glide ned og begrave blandt andet min figen i sne.

Sikke en ballade sådan et par og fyrre kvadratmeter sne laver, når de glider til jorden.

Forude venter yderligere noget, der ligner tæt på de hundrede kvadratmeter, men denne gang er jeg forberedt og vil ikke løfte så meget som et øjenbryn og da slet ikke en flig af min varme dyne. Hvis jeg altså husker det.