10

Så gik den torsdag… næsten…

Jeg skal love for, at der er noget at bestille for tiden. Man keder sig ikke, når man sidder på min pind. Heller ikke i dag, så det var med slet skjult tilfredshed, jeg trykkede på stopknappen.Også selvom Lone havde sørget for, at jeg fik ny, kæmpestor og monsterbred skærm at arbejde på. Og også selvom jeg hyggede mig med, at Lone som sædvanlig endte med at være den, der lå på gulvet og lignede en blanding mellem en fuldbefaren mekaniker og Grethe Sønck i omgang Gæt & Grimasser, da vi skulle tilslutte samme skærm.

Da fyraftensfløjten lød, skyndte Lone og jeg os i overtøjet og så gik det med raske fjed op på Boulevarden.

Jeg havde travlt med at komme op forbi Designværkstedet. Jeg skulle have en ekstra KnitPro i træ og nummer tre. I går forærede jeg Ella det sæt, jeg ellers havde. Jeg havde nemlig hjembragt et sæt fra KaDeWe i Berlin, men da Ella pakkede den lille overraskelse op, var der kun én og ikke to pinde i æsken. “Pokker tage de tyskere“, mumlede jeg, mens jeg fik travlt med at finde mine egne strikkepinde frem, så hun kunne få et sæt med hjem. Heldigvis kunne jeg finde dem, så hun kom herfra med noget, der kunne bruges.

Nu er jeg selv lagerførende igen efter en hurtig visit i Designværkstedet. Jeg lod mig ikke friste til andet, men der var ellers nok af Alpaca, jeg gad have med hjem. I stedet skyndte jeg mig over i Vingårdsgade, hvor 15’eren kører fra, når det passer den.

Efter en lang og bumlet tur hjem, kunne jeg stå af og konstatere, at sidst jeg var med bussen hjem, var der kulsort nattestemning ved denne tid. Det er der jo slet ikke mere…

Nok er der gråt, men der er dog lyst. Hvor kunne det dog alligevel klæde verden, at der kom lidt lysegrønt pynt hist og pist, men vi vender med snuden den rigtige vej, så jeg er fuld af fortrøstning.

Du vil sikkert også kunne lide