42

Et selvskabt dilemma

Det var min farmor, som lærte mig at strikke. Jeg var ni, da jeg første gang strikkede et par strømper til mig selv. Jeg sad i farmors lille, hyggelige køkken i Dannebrogsgade og jeg har sikkert haft tungen siddende i mundvigen, for det har ikke været let. Al begyndelse er svær for de fleste, men med tålmodighed, er der næsten ikke grænser for, hvad vi kan lære og sådan var det også for mig. Jeg endte med et par strømper, men ikke uden kamp.

Farmor og hendes søstre. Karen Margrethe, som hun hed, sidder yderst til højre. Hendes hår var kobberfarvet og om sommeren var hun nøddebrun, men det var kun fordi, hun havde så mange fregner, at de flød ud i ét, når solen havde kysset dem. Jeg elskede hende.

Som farmor lærte mig at strikke, har jeg lært andre det samme. Min mor lærte mig at hækle og også hendes kundskaber, har jeg formidlet videre til de, som gerne ville lære. Jeg elsker, når man kan vidensdele og jeg kan virkelig godt lide at se, når et andet menneske pludselig opdager, at det behersker en ny færdighed. Jeg betragter det som en gave at få lov til at dele og lære fra mig, men jeg er efterhånden havnet i et dilemma, hvor jeg synes løsningen er svær at finde.

I min postkasse kommer hver uge mindst tyve og nok nærmere halvtreds eller flere mails, som tager deres begyndelse i denne side. De kan handle om alt mellem himmel og jord. Nogle af dem er dejlige hilsner, hvor en læser har lyst til at fortælle mig, at han/hun finder fornøjelse ved at kigge indenom. Nogen vil måske dele deres personlige historie med udspring i vores oplevelse med at miste et barn og andre vil fortælle mig om deres egne, personlige oplevelser eller det kan være et link, jeg skal se. De kan indeholde alt fra en hilsen til en lang fortælling om et liv, der leves et andet sted end her og jeg elsker hver eneste af dem.

Jeg svarer altid på mails. Jeg kunne ikke drømme om at ignorere dem, så har du oplevet det, kan du være sikker på, at der er noget galt og det er vist her, mit dilemma har sit udspring, for i den indgående post kommer også en stor mængde spørgsmål om strik og hækling.

Sådanne spørgsmål vil jeg rigtig gerne svare på. De interesserer mig og set i lyset af, at Kenneth nu har startet et garnudsalg, synes jeg også, at jeg på en eller anden måde er forpligtet og jeg vil jo så nødig, at en afvisning, hvor venlig den end er, skal ramme ham og hans forretning, men – for der er et men – de er meget tidskrævende. Fordi jeg engang har lagt en opskrift ud til deling her, betyder det nemlig ikke, at jeg til evig tid kan huske den udenad, så hvis der spørges ind til den, skal jeg finde den frem, læse den igennem og måske endda prøvestrikke eller -hækle, for at have en ide om, hvor vedkommende har problemet. Jeg kan heller ikke i løbet af et sekund eller to udregne, hvor meget garn der skal anvendes til en bestemt strikmodel. Det kræver en regnemaskine og et kvarters tid eller mere, ligesom jeg ikke husker alle opskrifter der findes og derfor ikke – uden at skulle tænke og lede – kan komme med nogle forslag til hvilke modeller, du kan strikke af en bestemt type garn.

Det hele tager akkurat lige så lang tid for mig, som det ville gøre for dig, som skriver til mig og jeg vil gerne, men jeg har opdaget, at jeg nu er begyndt at undgå min postkasse og en selvransagelse viser mig, at det handler om, at jeg er alt for dårlig til at få sagt fra. Det handler om mig. Det handler ikke om de mails, jeg modtager, for jeg er helt sikker på, at hver eneste af dem er sendt uden tanke for, at den ikke er den eneste af den type, jeg modtager den dag. Sådan skal det være.

Jeg skal lære, at det er okay at være egoistisk og det er jeg ikke god til. Det bunder dybest set i, at jeg kan lide at hjælpe, men virkeligheden er altså, at jeg ganske enkelt ikke har tiden til det, for det er min fritid, som skal investeres og den skal helst give optimalt afkast i form af glæde, sjov og energi og det kan jeg mærke, at jeg ikke henter ved at bruge tiden på andre, men i stedet på at bruge tiden på mig og mine.

Nu kan jeg så gå i tænkeboks, for hvordan får man på den ordentlige måde sagt, at man ikke vil hjælpe og kan man overhovedet det?

PS – jeg bruger vel tre til fire timer hver uge på at svare på mails af den ovenfor beskrevne type.

Måske er hjælpen alligevel nær

ravelry findes der et forum for stort set alting. Derinde vil det være mere end sandsynligt, at du kan få hjælp til netop din udfordring og jeg kan kun opfordre til, at du benytter dig af stedet, som er gratis at bruge, for det emmer af lyst til at hjælpe og inspirere hinanden.

Gratis opskrifter kan du finde mange steder, men ud over at opfordre til et medlemskab hos ravelry, kan jeg foreslå Drops, Familiejournalen og Hendes Verden.

Savner du oplysninger om pindestørrelser på de forskellige kontinenter eller vil du gerne vide, hvad en løbelængde på 300 meter kan strikkes på af pindestørrelse? Vil du gerne strikke af et garn, du drømmer om, men er du i tvivl om hvorvidt det kan lade sig gøre og har du brug for at tjekke løbelængden mod pindestørrelsen? Jeg vil opfordre dig til at tage et kig lige her, hvor der er lidt vejledende oplysninger omkring den slags.

Er du en af dem, som forsøger dig med kunsten at strikke efter engelske opskrifter, og er du pludselig i tvivl om, hvad K tog betyder, kan du måske finde hjælpen lige her.

Irene har skabt et meget omfattende sted, På Pinden, med hjælp til det meste, hvis det handler om strik.

Du vil sikkert også kunne lide