Tordag bruges til at samle kræfter og det lykkes, kan jeg mærke

Torsdag er småslap, men ikke mere, end jeg kan mærke, at jeg vender den rigtige vej igen. Det er dejligt. Utrolig dejligt. Jeg er ikke god til at være syg. Jeg bliver irriterende og kortluntet, så der hænger altid en hale af undskyldninger for enden af en tilbagevenden til mere normale tilstande. Jeg snapper og er sur, når jeg ikke kan det halve, men denne gang har jeg været sært medgørlig, fordi jeg simpelthen har været nedlagt for alvor. Stille og med brug for søvnmængder, der svarer til Oskars.

Torsdagen er derfor blevet brugt i sofaen, hvor jeg har samlet kræfter, efter jeg ringede og meldte, at jeg er på banen igen i morgen. Jeg trænger til at føle mig normal igen. Så normal som jeg nu kan føles, men det er nok og jeg er klar til at prøve kræfter med virkeligheden, så energien skulle lige akkumuleres og hvor gøres det bedst? I sofaen naturligvis. Med et strikketøj og en kop af den gode te har jeg hygget mig det meste af dagen, fordi der egentlig ikke var Liselotte til andet. Det er også tilstrækkeligt. Ingen forventer noget. Heldige mig.

Jeg har nydt de hvide tulipaner, teen og strikketøjet. Jeg har hygget mig med at klø Oskar på hans bløde mave. Jeg har spist hjemmebagt foccacia med en skive af den gode ost og det gjorde godt (det er første gang, at mad har opført sig efter hensigten) og jeg har læst blade og magasiner. Jeg har bare været og det gør mig godt, kan jeg mærke.

At solen skinner ind af mine vinduer gør altså ikke livet ringere, skal jeg hilse og sige :-)