Farverig

Jeg vil jo mene, at Kenneth kan kaldes farverig, men det er udelukkende hans butiks fortjeneste, for han er næsten lige så farveløs, som jeg er. Vi elsker farver. Vi går bare ikke med dem. Ikke mange og ikke ofte i hvert fald. Til gengæld elsker vi at lege med dem.

I dag fik jeg til opgave, at lave nogle farvetårne og som sagt, så gjort…

Måske du også får kriblen i håndarbejdsfingrene? Jeg gør! Jeg tænker snart, at jeg skal supplere min strik og hækling med nogle sjove og farverige broderier. Jeg elsker at brodere. Det er så utrolig skøn og meditativ en beskæftigelse og det behøver altså ikke være det mindste gammeldags. Bare sjovt og befriende fantastisk brug af den fantasi, jeg ind imellem slipper løs og overraskes over vildskaben og variationen i.

Annemette broderede engang. Måske jeg skulle pakke en lille julebroderipakke, som kan tages frem og nydes i små, mundrette bidder, når hun og Heidi skal tilbringe nogle juledage hos os? Måske jeg bare skal regne med, at hun og Kenneth igen har planer om at smadre det meste af mit hjem med ketsjere, golfkøller og høje råb, som sidst de var sammen i julen og faldt i Wii-gryden?

Jeg satser på, at de har glemt hvor sjovt det var at konkurrere og i stedet optages af et stak farvekoordineret uldgarn. Naiv er mit mellemnavn.