Trukket i pit

Jeg fik en dag, som endte med at vende helt forkert. En dag, hvor albuen larmede, men jeg på trods alligevel fik arbejdet mig gennem de fleste af mine forpligtelser.

Nu er jeg trukket i pit, mens jeg samler kræfter til et helt specielt stykke arbejde i næste uge. Tidligere i dag var vi to ud af tre kolleger, der var til de indledende øvelser og for at sikre, at jeg kan holde til opgaven, må jeg give min albue mest mulig ro. Det betyder, at jeg ikke tolker mere denne uge. Det betyder også, at jeg ikke kommer til at sidde meget ved computeren. Mine opdateringer herinde er nok ikke dem, der trækker flest tænder ud. Jeg kan snildt sidde stille og betjene mig af tastatur, men at arbejde med en mus går lige i albuen, så den slags er også indstillet for en tid, ligesom strikken sikkert må hvile, for at sikre, at albuen holder, som den skal.

Jeg er i gang med Laneway af Veera Välimäki. Ulla bar sin i forrige weekend, hvor vi var så heldige at nyde godt af hendes gode hjælp i forbindelse med Garnudsalgs Åbent Hus-arrangement. Jeg forelskede mig lidt i den tunika-kjoleinspirerede model med den finurlige og skæve facon – ligesom mig ;-)

Jeg strikker den i Tweed Me Please. To tråde sammen med Pacalina og ind imellem udskiftet med en rest råhvid silke, jeg havde stående på hylden.

Den bliver noget så lækker. Let, smuk og så er den tillige med rigtig sjov at strikke, fordi jeg hele tiden har lyst til at se, hvordan den falder, jo længere og mere skæv forstykket bliver. Nu må den hvile eller i hvert fald må strikketiden begrænses, så jeg hele tiden har styr på albuen og det ikke udvikler sig yderligere. Lige nu står den nemlig kun og larmer og er ikke for alvor i udbrud. Det skal blive ved med at være sådan, hvis du spørger mig.

PS – jeg ved godt, hvad der hjælper på min albue. Jeg har været her før. Lige nu er det ro og absolut ingen anstrengelse, så det prøver jeg at efterleve :-)